ADAM SMITHUdbuds-efterspørgselsmekanismen forklarer hos Adam Smith markedsprisernes midlertidige afvigelser fra de såkaldte naturlige priser.1 Ved „den naturlige pris“ forstår Smith en ligevægtspris, hvortil der svarer en kendt varemængde. Hos Smith hersker konkurrencen således kun blandt køberne, ikke blandt udbyderne. Blandt udbyderne hersker der kun konkurrence om adgangen til markedet, dvs. konkurrencen kan være begrænset af laugsbestemmelser, håndværkstraditioner og fabriks- og handelshemmeligheder. De sidstnævnte forklarer f.eks. de ekstraordinære profitter, visse fabriksejere kan opnå, sålænge de kan bevare deres fabrikationshemmeligheder og nye opfindelser, og det markedskendskab, dygtige købmænd kan bevare som handelshemmeligheder, hvis de opererer på fjerne markeder.2Markedsprisernes afvigelser fra „de naturlige priser“ opstår:
Ifølge Adam Smith virker fabrikations- og handelshemmeligheder på samme måde som monopoler: „A monopoly granted either to an individual or to a trading company
has the same effect as a secret in trade or manufactures. The monopolists,
by keeping the market constantly understocked, by never fully supplying
the effectual demand, sell their commodities much above the natural price,
and raise their emoluments, whether they consist in wages or profit, greatly
above their natural rate.
Forklaringen på, at Smith ikke tillagde udbud og efterspørgslen
nogen større betydning for bestemmelsen af markedsprisen, må
søges i, at han kun satte udbud og efterspørgsel i relation
til de priser, han kaldte „naturlige priser“ og ikke i relation til markedsprisen.
Der er ikke tale om nogen monopolfunktion i den forstand, Augustin Cournot
bruger betegnelsen.
TIDLIGE GEOMETRISKE ANALOGIER(1) Allerede i 1796 foreslog Germain Garnier i Abrégé élémentaire des principes de l’économie politique en geometrisk sammenhæng mellem antallet af efterspørgere og givne markedspriser. Han foreslog, man afbildede antallet af efterspørgere til en given markedspris i form af en pyramide. Ved en pris på f.eks. 100 francs er der ret få, som kan, og er villige til at købe, og ved en pris derover er der faktisk ingen, som vil købe varen. Garnier hævdede altså, at efterspørgslen var bestemt af indtægtsniveauet i samfundet og af prisen; men han forklarede ikke, hvorfor priserne var høje eller lave, eller hvorfor der var få eller mange efterspørgere til en given markedspris.4
(2) Ifølge Robert B.Ekelund og Mark Thornton kan efterspørgselsteorien
overordnet deles op i to hovedretninger. 5
Vi skal i det følgende se, hvordan Dupuit argumenterede for kurvens konkrete udformning. I et appendix i det referede skrift fra 1844, som gennemgår eksemplet med vandværket, beskrev Dupuit efterspørgselskurven med en funktion af typen: y = f(x). Grafisk fremstillede han den funktionelle sammenhæng mellem pris og mængde i form af en konveks kurve i et diagram.8 Prisen opfattede Dupuit som den uafhængige variabel; mængden opfattede han som den afhængige variabel. Dupuit kunne derfor opstille en „lov“, som hævdede, at forbruget øges, når prisen falder, og det stiger relativt mere, end prisen falder ved en lav begyndelsespris end ved en relativ højere begyndelsespris. Den første lov er en følge af „loven om den aftagende marginalnytte“, (dvs. forbrugeren begynder at vande sin græsplæne med vand, når det bliver billigere). Den anden „lov“ når Dupuit ud fra bunken af kanonkugler. Jeg vil herefter redegøre for denne anden „lov“.
Kanonkugler blev i gamle dage stablet i pyramider. I nederste lag var der flest kugler; øverst i toppen var der kun én. Hvis man antager, at hvert lag kanonkugler svarer til en særlig indkomstgruppe i samfundet, vil prisfaldet på en bestemt vare forplante sig nedad i bunken, (fra lag B til lag N), dvs. flere og flere forbrugere ville blive i stand til at købe varen, og de tidlige forbrugergrupper ville endda blive i stand til at købe en større mængde af den samme vare. Jules Dupuit kendte formlen for en pyramides overfladeareal, og kunne derfor omsætte den økonomiske sammenhæng til en matematiske formel. Formlen for en pyramides overfladeareal hedder: b2 + 2bh, hvor b er grundfladen og h er højden på en af pyramidens trekantede flader. I en bunke kanonkugler vokser grundfladen i forholdet 4:1, for hver kanonkugle kræver fire nedenunder sig. Antallet af kanonkugler øges altså med en faktor på 3 x 22n, hvor n er antallet af lag i bunken. Dupuit havde altså en matematisk formel for forøgelsen af antallet af efterspørgere, som svarede til forøgelsen af antallet af kanonkugler i eksemplet. For efterspørgselskurven betyder pyramidestrukturen, at med en stigende pris aftager nytten; men den aftager relativt langsommere og langsommere; og omvendt, når prisen falder, øges nytten hurtigere og hurtigere, for nytten udtrykkes af en trekant, som bliver kortere, eller som udvides, alt efter hvilken retning man går. Efterspørgselskurvens konvekse form er altså en matematisk konsekvens af pyramideeksemplet.
For nærmere at kunne forstå Dupuits problemstilling må
man være opmærksom på, at der findes flere forskellige
kurveforløb og kombinationsmuligheder. Ser man bort fra de uregelmæssige
forløb, kan kurveforløbene have form af henholdsvis en konveks,
en konkav eller en ret linie. Skemaet nedenfor viser samtlige mulige kombinationer
af regelmæssige kurveforløb:
Økonomerne foretrækker nogle kurveformer og kombinationer
frem for andre. Problemet for den marginalistiske skole blev herefter at
begrunde, hvorfor nogle kurveudformninger og kombinationer var mere sandsynlige
end andre.9
ALFRED MARSHALLAlfred Marshall forsøgte at forene to uforenelige standpunkter, som gensidigt udelukker hinanden, nemlig David Ricardos arbejdsværditeori og William Stanley Jevons grænsenytteteori. Han sammenlignede udbuds- og efterspørgselskurverne med bladene på en saks for at vise, at skæringspunktet blev skabt af en samtidig bevægelse:„The ‘cost of production principle’ and the ‘final utility’ principle are undoubtedly component parts of the one all-ruling law of supply and demand; each may be compared to one blade of a pair of scissors. When one blade is held still, and the cutting is effected by mowing the other, we may say with careless brevity that the cutting is done by the second“.10 Alfred Marshall gik ud fra, at de relative priser var givne konstituerende markedspriser, (en følge af, at der er mange udbydere, hvorfor den enkelte udbyder ikke kan påvirke markedsprisen).11 Forbrugeradfærden stod i centrum for Marshalls analyser. Priselasticitetsbegrebet indtager derfor en central plads i Marshalls teori.12 Hans diagrammer afbilder, hvordan konkurrerende mængdetilpassende udbydere kan tænkes at reagere på relative små prisudsving. Han mente, udbuds- og efterspørgselsfunktionerne kunne afbildes som kontinuerlige kurver. Det grafiske skæringspunkt mellem dem var lig med ligevægtsprisen.
Ifølge Marshall findes der altså følgende fem kombinationsmuligheder mellem udbud og efterspørgsel:
„As at general rule, the shorter the period which we are considering, the greater must be the share of our attention which is given to the influence of demand on value; and the longer the period, the more important will be the influence of cost of production on value“.13 Om udbud-efterspørgsels-mekanismen, siger Marshall endvidere: „When .. the amount produced (in a unit of time) is such that the demand
price is greater than the supply price ... there is at work an active force
tending to increase the amount brought forward for sale ... when the amount
produced is such that the demand price is less than the supply price, sellers
receive less than is sufficient to make it worth their while to bring goods
to market on that scale ... there is an active force at work tending to
diminish the amount brought forward for sale. When the demand price is
equal to the supply price, the amount produced has no tendency to be increased
or to be diminished, it is in equilibrium. When demand and supply are in
equilibrium, the amount of the commodity which is been produced in a unit
of time may be called the equilibrium amount, and the price at which
it is being sold may be called the equilibrium price.
Overvejelserne om udbuds- og efterspørgselskurverne satte Marshall
i forbindelse med generelle samfundsmæssige tendenser for produktivitetsudviklingen
i samfundet. Han hævdede, at der gælder en konstant marginalproduktivitet,
(constant returns), for den håndværksprægede produktion;
en stigende marginalproduktivitet, (increasing returns), for industriproduktionen;
og en faldende marginalproduktivitet, (decreasing returns), for
landbrugets vedkommende. Den sidstnævnte kaldes på dansk: „loven
om det aftagende udbytte“. Alfred Marshalls antagelser kom således
til at afspejle David Ricardos gamle og fejlagtige grundrenteteori.
EDWARD HASTINGS CHAMBERLINEdward Hastings Chamberlin er Marshalls mest konsekvente efterfølger. Han hæftede sig især ved Marshalls hævdelse af, at ligevægtsprisen var stabil, fordi udbud og efterspørgsel i dette punkt, ifølge Marshall, udgjorde lige stærke kræfter, som holdt hinanden i balance. Ifølge Chamberlin havde Marshall dermed forsøgt at fremstille loven om udbud og efterspørgsel, som om der var tale om et kausalt forhold. Ifølge Chamberlin kan man imidlertid ikke ræsonnere som følger: En bestemt pris dannes, fordi de udbudte og efterspurgte mængder er lige store ved denne pris. Det er nemlig forudsat, at mængderne også bliver solgt. Ræsonnementet svarer til hævdelsen af et aksiom; men ligningen gælder ikke aksiomatisk. Chamberlin forklarede sit synspunkt nærmere ved i samme diagram at sammenligne situationen med fuldkommen konkurrence og monopolsituationen:
„In figure I, with demand and supply curves of DD’ and SS’ respectively, the equating price is BP. The monopolist, however, sets his price at some higher point, say AQ, the figure which will maximize his total profit. He is able to maintain it here because, ex hypothesi, there is no one to cut under him. Now the curves are not changed by the fact of monopoly, and evidently supply and demand are not equated at this figure, the former being OC and the latter OA. Yet AQ has every right to be called an equilibrium price under the circumstances. Price tends towards it“.15 Kurven dd’ viser, hvor meget profitten forøges, hver gang der sælges en ekstra enhed mere. Chamberlin kalder kurven monopolistens marginalindtægt, og beskriver den således: „It falls more rapidly than the curve of average revenue, DD’, because each successive unit, through forcing down the price of the others, adds to total revenue a sum which is smaller than its own price. Thus a unit at A, although selling for the price of AQ, adds only AE to total revenue, since its sale lowers the price slightly on all previous units between O and A. The total revenue from the sale of any volume of goods is given by the appropriate area under this curve of marginal revenue. For the amount OA, it is ODEA (…). Evidently, it will pay the monopolist to increase his output up to OA, for, until that point is reached, each additional unit adds more to his revenue than to his costs. Beyond that, however, he will not go, since the additions to cost would exceed the additions to revenue. He will, therefore, choose the amount OA, and the price per unit will be ODEA divided by OA, or AQ“.16 Det er således ikke loven om udbud og efterspørgsel, som bestemmer prisen; men det er de givne omstændigheder, som skaber den størst mulige profit for såvel monopolisten som for sælgeren under fuld konkurrence. Medens den marginale profit og de marginale omkostninger bestemmer ligevægtsprisen for monopolisten, bestemmer den gennemsnitlige profit og den gennemsnitlige omkostning ligevægtsprisen for sælgeren under fuldkommen konkurrence. Men i begge tilfælde er der, ifølge Chamberlin, tale om ligevægtspriser. Chamberlin indførte begrebet monopolistisk konkurrence. Skæringspunkterne for udbuds- og efterspørgselskurverne repræsenterede nemlig i hans øjne priser, som der var blevet handlet til; men udbud og efterspørgslen kunne ikke forklare disse priser. At der faktisk var blevet handlet til disse priser, forklarede Chamberlin med firmaernes omkostningsstruktur og markedssituationen. Konkurrencefordele virker således på samme måde, hvadenten der er tale om et monopol eller en fuldkommen konkurrencesituation. Produktets kvalitet og reklameindsatsen spiller en afgørende rolle for opnåelsen af ekstraprofitter. Reklamer og salgsarbejde skaber nye behov hos kunderne.17 Firmaernes markedskendskab, kundernes manglende viden og udnyttelse af forbrugernes differentierede behov, og ikke antagelsen af en ligevægt mellem udbud og efterspørgsel, kan derfor forklare priserne, der handledes til. Chamberlin betragtede med andre ord enhver udbyder som en monopolist, fordi hans vareprodukt i en vis forstand altid kan betragtes som værende unikt, (eller også bliver det gjort unikt, f.eks. ved emballeringen). Monopolistens stillling på markedet svækkes af, at der er andre konkurrerende udbydere, hvis vareprodukt ligner monopolistens. Hans monopolsituation er altså ikke fuldstændig.18 Mellem ekstremerne: monopol, (én udbyder), og den fuldkomne konkurrence,
(mange udbydere), antog Chamberlin således, at de virkelige konkurrencebetingelser
findes. Antagelsen af et fuldstændigt ensartet og gennemsigtigt marked
bygger slet og ret på en illusion. I praksis er varerne nemlig altid
differentierede i større eller mindre udstrækning. Selv en
vare som f.eks. WC-papir differentieres, fordi det emballeres forskelligt.
Endvidere er konkurrencebetingelserne uensartede, som følge af markedets
beliggenhed, forskel i husleje, lønniveau osv.
|
