• Personen
• Konkurrencesamfundets flertydighed
• Fattigdommen
• Statens demokratisering
• Offentlighed og demokrati
• Magtdelingen
• Forfatningen
• Statens økonomiske politik
• Verdensmarkedet

 
Alle medlemmer af det borgerlige samfund kan karakteriseres som indkomsterhvervende. Samtlige privatejere er i besiddelse af mindst én indtægtskilde. Individets stræben efter at tjene penge ved hjælp af forskellige ejendomstyper kan bære frugt, eller den kan mislykkes. Det borgerlige samfund kan således deles op i henholdsvis succesrige og personer uden succes, dvs. uheldige. [10] Manglende succes omfatter ikke kun egentlige subsistensløse; men også individer, som ikke tjener nok til at kunne opretholde, hvad der bliver opfattet som en normal levestandard. Individer fra alle grupper i det borgerlige samfund kan blive tabere i konkurrencen, såkaldte udstødte, og dermed komme til at høre til de uheldige, (eller fattige). 

Retten til livet giver de fattige henholdsvis subsistensløse ret til en indkomst, i det mindste på eksistensminimum. Dermed bliver eksistensretten gjort gældende som en positiv ret. Den private velgørenhed er simpelthen ikke tilstrækkelig til at kunne hamle op med fattigdommen. Staten griber derfor ind. Hvis værdiøgningen er utilstrækkelig til, at statens omfordelingspolitik kan sikre et vist eksistensminimum for de uheldige, påtager den sig opgaven, at skabe den nødvendige produktion ved at iværksætte offentlige beskæftigelsesarbejder. Den kan også vælge at give direkte statstilskud til de tabsgivende private firmaer. Statens sociale omfordelingspolitik vil altid mangle et eksakt kriterium for en ligelig og eksakt fordeling af goderne, for hvordan værdsætter man et individs evner rigtigt? 

Selv når der er højkonjunktur, er der altid nogen, som lider nød. Den kapitalistiske konkurrence tilvejebringer således ikke den normale levestandard for samtlige medlemmer af det borgerlige samfund. Staten beslaglægger derfor en del af de succesriges indtægter, og fordeler dem til de uheldige. Opfyldelsen af de fattiges fundamentale behov er velfærdspolitikkens primære mål. Hvorvidt velfærdspolitikken kan få mere vidtrækkende følger, afhænger af det politiske styrkeforhold i parlamentet. Velfærdspolitikken kan aldrig føre til fattigdommens fuldstændige forsvinden. Hvad der bliver opfattet som „fattigdom“ skifter nemlig med tid og sted. [11] Denne „sociale relativitet“ gør det umuligt at udrydde fattigdommen som sådan. Hvilke grupper, som bliver tilgodeset af velfærdspolitikken, afhænger af deres evne til at tiltrække sig statens opmærksomhed. Fremfor alt er det fagforeningerne, som sikrer, at arbejderne garanteres en vis social sikkerhed og arbejdsløshedsforsikring. Mærkeligt nok trækker staten i land, når rettighederne skal gøres effektive, f.eks. i perioder med høj arbejdsløshed. Staten må nemlig i denne situation prioritere skabelsen af nye vækstbetingelser for firmaerne. Arbejdsløshed svækker også fagforeningernes styrke og de får derfor vanskeligere ved at forsvare de tilkæmpede rettigheder. De grupper, som helt er ude af stand til at slutte sig sammen, eller som er meget små og svage, risikerer slet ikke at modtage nogen hjælp, eller de får for lidt. 

Selv om ethvert håb om, at fattigdommen en dag helt vil forsvinde, på forhånd er udelukket, findes der forskellige former for hjælp, der kan afhjælpe nøden. Hjælp til nødlidende kan bl.a. omfatte:
 

• Den private velgørenhed, som giverne yder, fordi de har medlidenhed eller medfølelse med dem, som ikke kan klare sig selv. Velgørenhed kan have religiøse undertoner. I så fald er der tale om næstekærlighed og om traditionnel hjælp (almisse).

• Et socialforsikringssystem som sikrer et mindstemål af statslig finansieret bistandshjælp. Socialforsikringssystemer bygger på tankegangen om et socialt sikkerhedsnet, der spændes ud under konkurrencesamfundet, og som opfanger de uheldiges fald. Hvor indtægtsgrænsen for de værdigt trængende endeligt fastlægges, afhænger af de politiske konjunkturer og magtforhold. 

• Midt mellem velgørenhed og den profitmaksimerende konkurrence kan der opstå en gråzone, hvor hjælp og initiativ til at komme til at klare sig selv bedre blandes. Denne form for hjælp, som ydes efter devisen: „hjælp til selvhjælp“, kaldes socialt entreprenørskab.

• Socialforsikringsprogrammer som omfatter en hel nation. De betales hovedsagligt af skatteyderne, og spreder dermed risikoen til hele befolkningen. Der kan her være tale om forsikringstyper, der dækker alt lige fra arbejdsløshed, over arbejdsulykker, sygdom, og alderdom til sikring af efterladte. 

• Endeligt findes der privatfinansierede socialforsikringer, som finansieres af private tegneres indbetalinger, — forsikringspræmier. Da de finansieres over et marked, er de som regel mere effektive end de offentlig finansierede socialforsikringer.

For alle socialforsikringssystemer gælder, at de har svært ved at nå ud til dem, der er ringest stillede, og som har størst behov. De privatfinansierede socialforsikringssystemer har sværest ved at nå ud til de fattige, og gør det kun sjældent.

Socialhjælp tildeles efter et regelsæt, som administreres af et statsligt bureaukrati. Ethvert bureaukrati synes at have sin egen inerti. Ved tildelingen af sociale ydelser kan sagsbehandlingen f.eks. blive hæmmet af kontroller, regler og procedurer. Bureaukratiets eventuelle ineffektivitet kan gøre det til en bremsende faktor ved tildelingen af socialhjælp. I stedet for at omfordele goderne på en mere retfærdig måde, kan bureaukratiet selv komme til at skævvride udviklingen, (en følge af dets inerti og ineffektivitet), og dermed forøge ulighederne, selvom dets oprindelige hensigt var en anden. Bureaukratiet bliver dermed til endnu en årsag til sociale uretfærdigheder og uligheder. Overdrevent formynderi kan endvidere få modtagerne af sociale ydelser til helt at miste gnisten, så de ikke længere magter at gøre noget ved deres egen situation, og så de ikke længere gør noget for at blive i stand til at kunne klare sig selv.

Skaber socialforsikringssystemet ligefrem afhængige bistandsklienter, og ødelægger det det for dem, der stort set kunne klare sig selv uden? — Hertil må man svare, at forventningen om at blive forsørget af (velfærds-) staten let kommer til at skabe nye afhængige socialhjælpsmodtagere. Såkaldte velfærdsrettigheder skaber også forventninger hos statsborgere, som ikke modtager velfærdsydelser om, at kunne blive forsørget.

De sociale ydelser supplerer den markedsformidlede samfundsmæssige fordeling af indtægter. De tildeles derfor efter forskellige love og paragrafer. Til trods for bureaukratiets finmaskede regelsæt og kontrol er misbrug og socialbedrageri hyppigt forekommende foreteelser. Modtagerne af sociale ydelser kan nemlig gøre det til en hel sport at finde smuthuller i regeljungelen. Snyd bliver let til en livstil for dem. De forsøger at bøje og tillempe paragraferne, så de passer til netop deres situation, eller de overtræder dem slet og ret. Bliver misbruget for omfattende, øges statens udgifter drastisk. Følgeligt strammes og skærpes reglerne uafbrudt for at forhindre misbrug. Stramningerne forhindrer dog ikke modtagerne af sociale ydelser i at udnytte reglerne til det yderste. Misbrug og socialbedrageri kan føre til yderligere stramninger af reglerne for tildelingen af såkaldte overførelsesindkomster. Administrationen af velfærdsydelserne kan således udarte til et formynderi.

Formålet med det sociale sikkerhedsnet er, — i lighed med andre forsikringer — , at forsikre medlemmerne af det borgerlige samfund mod uheld og ulykker af enhver tænkelig art. Tilværelsen skal være risikofri. Velfærdsydelsernes mål er således at skabe en social, velforet, tryg kuvøse, som sikrer individet mod enhver uforudset hændelse fra fødsel til død. Kritikkerne af velfærdsydelserne hævder, at borgerne kommer til at lide af tryghedsnarkomani, manglende evne til at acceptere tilværelsens omskiftelighed, til at klare sig selv og selv tage et initiativ, og til at løbe en risiko. 

I den offentlige debat foregår der ligeledes en løbende diskussion om, hvorvidt socialhjælp er en almisse eller om socialhjælp er en umistelig social (menneske-) rettighed, der gælder for samtlige statsborgere, og som ikke igen kan tages fra dem. Tilsvarende føres der en debat, om socialforsikringssystemet skal finansieres over skatterne eller over medlemsbidragene, eller om socialforsikringssystemet helt skal privatiseres.
 

 
Da frihed er det vigtigste begreb i det borgerlige samfund, forsøger konkurrencesamfundets medlemmer at bygge bro over kløften mellem samfund og stat ved at kræve staten demokratiseret. Det er nemlig mennesket uværdigt at forblive en undersåt til den almægtige stat. Oprettelsen af en række demokratiske institutioner etablerer formidlingen mellem stat og samfund. 

For at kunne skabe en illusion om at kløften mellem stat og samfund er blevet overvundet, må det borgerlige samfunds medlemmer smelte sammen til ét folk, og personen må blive til statsborger, (citoyen), med dennes rettigheder og pligter. Den borgerlig- demokratiske stat udtrykkes således i princippet om folkets vilje. Der er forskel på at forsamle og forene et folk. [12] Formidlingen er nødvendig, hvis modsætningen mellem, på den ene side, individernes underkastelse og, på den anden side, deres frihed skal blive formidlet. Formidlingen er den vigtigste af alle i forsøget på at overvinde kløften mellem det borgerlige samfund og staten. Det er, fordi staten kommer til at udtrykke folkets vilje, at folket kan komme til at opfatte staten som sin egen stat. 

I statsborgerbevidstheden bliver samtlige konflikter i det borgerlige samfund forsonet. Statsborgeren er forpligtet til, ikke kun at varetage sine egne interesser; men også det almene vel. Han må udvise samfundssind og han er værnepligtig. 

Da den borgerlig-demokratiske stat kan fremstille statsinteressen som folkets og alle sociale grupperingers interesse, kan den tvinge særinteresser til at vige for sin magt. 

Den borgerlig-demokratiske stats succes hænger sammen med dens evne til at overbevise folket om dens legitimitet. Den besidder således et lovligt magtmonopol, og er den eneste samfundsinstitution, som kan tale, og regere i folkets navn. Legitimiteten giver den borgerlig-demokratiske stat dens magtbasis. Legitimiteten udstyrer den med et stærkt våben, som sætter den i stand til at isolere og svække enhver social gruppering, som måtte handle i modsætning til statsviljen. 

Følgende principper karakteriserer det borgerlige samfunds valg af repræsentanter: Valgene er frie, hemmelige, lige og almindelige, dvs. staten garanterer personernes valgret og valgbarhed. Alle personer bliver betragtet som ligeværdige, dvs. „man stemmer efter hoveder og ikke efter høveder.“ Afstemmningsprocessen foregår hemmeligt, dvs. ikke ved offentlig håndsoprækning, som ville udsætte personen for et gruppepres. Repræsentanterne vælges i geografisk inddelte valgkredse. Valget sætter repræsentanterne i stand til at udøve et ubegrænset mandat i en begrænset periode. 

Individer, som ikke deltager aktivt i det borgerlige samfund, bliver ikke betragtet som fulde medlemmer af samfundet, for privatsfæren udgør et område, inden for hvilket individet kan forfølge sine egne interesser uafhængigt af samfundet. Kvinderne fik således først valgret, da de i stor stil blev udearbejdende og dermed medlemmer af det borgerlige samfund. Børn bliver som noget helt selvfølgeligt udelukket fra valgretten. De er hverken i besiddelse af den nødvendige viden, eller medlemmer af det borgerlige samfund. Pensionisternes bevarelse af valgretten er en gestus til dem, fordi de allerede har ydet deres i samfundet og staten. 

• Gennem lovgivning 

• Gennem regeringsbeslutninger 

 
Det borgerlige samfunds repræsentanter samles i et parlament, (eller nationalforsamling). Parlamentet er statens lovgivende forsamling. Da parlamentet vælges demokratisk, afspejler dets sammensætning folkeviljen. Indkaldelsen af parlamentet er det første trin i forsøget på at gabe over kløften mellem det borgerlige samfund og staten. Statsmagten bliver nemlig kontrolleret af folkets repræsentanter. På denne måde bliver statens skatteopkrævning legitim. Statens budget skal nemlig godkendes af parlamentet. Skatteforhøjelser vanskeliggøres endvidere af det faktum, at parlamentet periodisk nyvælges. Parlamentsmedlemmerne kan dog frit følge deres egen samvittighed, så længe de er valgt. De bliver genvalgt, hvis de formår at føre en vellykket valgkamp. 

Parlamentsmedlemmernes mandat kan ikke bindes af vælgerne. Parlamentsmedlemmerne kan altså sige ét i valgkampen, og faktisk stemme anderledes i parlamentet, når de f.eks. forhøjer skatterne midt i en valgperiode. Parlamentsdebatterne fører frem til lovgivningen. De vedtagne love skal bekendtgøres for offentligheden. 

Den valgte regeringsmagt udgør det andet trin i det borgerlige samfunds forsoning med staten. Parlamentsflertallet udgør regeringsmagtens basis og regeringen er ansvarlig over for parlamentet, (og dermed indirekte over for folkeviljen). 

Parlamentsvalg og regeringsvalg kan være sammenfaldende, hvis regeringen træder af op til valget, eller eventuelt bliver tvunget til at udskrive nyvalg, f.eks. fordi parlamentsflertallet er forsvundet. Premierministeren, (statsministeren), står i spidsen for regeringen, dvs. ministrene. I sidste instans udtrykker premierministerens vilje altså statsviljen. 

Statens embedsmænd udfører statens almene vilje. De er forpligtede til at handle i overensstemmelse med loven, og de er ansvarlige for, at regeringens politik bliver ført ud i livet. Klassen af embedsmænd er organiseret i et hierarkisk inddelt bureaukrati. Ministeren er den øverste ansvarlige for hvert apparat. Han er ansvarlig over for parlamentet for, at lovgivningen bliver ført ud i livet og for ministeriets aktiviteter. 

Man må skelne mellem bureaukratiets udøvende funktioner og justitsvæsnet, (politi, domstole og fængsler). Domstolene tager sig først og fremmest af lovovertrædere. Til forskel herfra intervenerer bureaukratiet, uanset hvilken type lovgivning, der er tale om, for at gennemsætte statsviljen i forhold til det borgerlige samfund.

Der kan opstå uregelmæssigheder, f.eks. underslæb og korruption, i embedsmandsstanden, fordi nogle forsøger at tjene penge på deres position i statsapparatet. Også selve udførelsen af lovgivningen kan forekomme mangelfuld, ineffektiv og kritisabel. For at sikre sig mod undergravningen inden fra og angrebene udefra forsøger staten at kontrollere sig selv ved at lade justitsvæsnet føre kontrol med det udøvende apparat. 

For at undgå at embedsmændene udsættes for det borgerlige samfunds usikkerhed og konkurrence, garanterer staten sine embedsmænd en nogenlunde sikker indkomst og karrierevej. [13] Embedsmændenes egeninteresser, (at tjene penge), og deres opgave, at udøve statens almene vilje, kan komme i konflikt med hinanden. Embedsmændene kan derfor finde på at bruge de samme metoder som lønarbejderne for at forbedre deres løn og arbejdsvilkår, (herunder pensioner). Staten forsøger at forhindre dette gennem en restriktiv lovgivning, som forbyder embedsmænd at strejke osv. Et af statens vigtigste kampmidler mod eventuelle faglige aktioner er, at den kan appellere til offentligheden. Statens embedsmænd er statens tjenestemænd; men i en sådan kampsituation, hævder statens repræsentanter, at de er „samfundets tjenestemænd“, og at de som sådanne er forpligtede til at udvise, (næsten ubegrænset), loyalitet over for staten. 

Et enkelt politisk parti eller en koalition af partier kan udgøre en regerings parlamentariske grundlag. De øvrige parlamentsmedlemmer, (respektive partier), udgør den officielle opposition. Den forsøger at fremsætte en konstruktiv kritik af regeringens politik i parlamentet, og forsøger tillige at fremstille sig i offentligheden som et bedre alternativ til regeringen. 

Partiorganiseringen gør politik til en vare, som skal sælges til masserne. Under valgkampe forvandles partierne til rene valgkampsmaskiner. Da partierne bestemmer, hvem der bliver opstillet, og hvem der er spidskandidater i de enkelte valgkredse, hæmmer de muligheden for, at almindelig statsborgere kan indlede en politisk løbebane. Denne karrieremulighed bliver forbeholdt professionelle politikere, som mange gange kan være politikere hele livet. 

Melder statsborgeren sig ind i et politisk parti, kan han vælge mellem at være menigt medlem, eller han kan forsøge at blive valgt til partiets tillidsposter. Han kan på denne måde skabe sig en magtbasis i et politisk parti; men han kan også bruge massemedierne og markedsføringsteknikker til at skabe et tillidsvækkende billede af sig selv i offentligheden. Som kandidat ved valgene og som eventuel valgt parlamentsmedlem lærer politikeren hurtigt, at stemningen let skifter, og at politik hovedsaglig består i kunsten at kunne indgå kompromisser. En politikers stillingtagen afhænger ikke af hans eventuelle moralske skrupler; men af hvordan han vurderer sin egen magt i forhold til sin magtbasis inden for partiet, i parlamentet og i offentligheden. [14]

Konkurrencesamfundets medlemmer organiserer sig i forskellige interesseorganisationer, (fagforeninger, arbejdsgiverforeninger, landssammenslutninger, landboorganisationer, bankforeninger osv.), med det formål at få afgørende indflydelse på statsmagten. Staten kan i værste fald ligefrem blive udsat for afpresning i form af en omfattende økonomisk trussel fra arbejdsmarkedets parter, (arbejdsgiversammenslutninger og fagforeningers landsorganisationer). 

Til trods for interesseorganisationernes store indflydelse på lovgivningen fortsætter kløften mellem; på den ene side det borgerlige samfund og privatsfæren; og på den anden side, staten, med at bestå. 

En succesrig demokratisk regering bygger på et kompromis mellem samfundsklasserne og deres interesseorganisationer. Det er frem for alt interessemodsætningen mellem kapitalistklassen og arbejderklassen, som påkalder sig den største opmærksomhed. Regeringen må forsøge at opnå et forlig i denne kamp. Hvis regeringen fører en konfrontationslinie over for den ene eller den anden klasse, fører dette uundgåeligt til regeringens fald. 

Uanset, hvordan de økonomiske konjunkturer tegner sig, må regeringen indrømme et vist minimum af social velstand til arbejderklassen. Hvor meget der indrømmes den, afhænger af arbejderklassens politiske styrke. Omvendt må enhver regering forsøge at skabe nye vækstbetingelser for firmaerne og deres akkumulation. 

Hvis en regering er ude af stand til at skabe et kompromis mellem den kapitalistklassens interesser og arbejderklassens, falder den. En ny regering, som kan tæmme klassemodsætningen, og sikre den sociale fred, må derefter skabes i den gamles sted. 

Parlamentarismen fører til en selvstændiggørelse af den politiske proces i forhold til det borgerlige samfund. Til trods for al snakken om, at statsborgerne skal delagtiggøres i den politiske proces, går staten nemlig sine egne veje, og regerer hen over hovedet på folk. Også bureaukratiet og justitsvæsnet forfølger undertiden sine egne interesser, selvom de er underlagt regeringskontrol. På denne måde kan embedsmændene komme til at udgøre en „stat i staten“. 

Når statsborgerne opdager, at det trods alt er umuligt at slå bro over kløften mellem samfund og stat, kan det føre til, at de bliver apatiske og uinteresserede i politik. Privatlivet synes at kunne skærme individet mod forhold, det alligevel ikke kan kontrollere. Politik synes ikke at komme den apolitiske statsborger ved og han ønsker ikke at vide noget om politik. Han bliver sofavælger. På den anden side kan statsborgeren vælge at deltage i det politiske liv. Foruden indmeldelse i et politisk parti kan han vælge at deltage aktivt i den offentlige politiske debat.

Den politiske debat føres i dag næsten udelukkende i massemedierne. Aviserne spillede oprindeligt hovedrollen i den offentlige debat; men de er idag blevet mere eller mindre erstattet med ny teknologi f.eks. radio, TV og internet. De informationer, statsborgerne får gennem massemedierne, danner således udgangspunktet for statsborgerens politiske opfattelser. 

Professionelle meningsdannere former debatten, og bestemmer på afgørende vis dens retning. Politiske kronikører, redaktører, og ordstyrere i de politiske fjernsynsdebatter kan således komme til at spille en afgørende rolle for den politiske meningsdannelse. Det er f.eks. altid lige efter et økonomisk kriseudbrud, at de professionelle meningsdanneres bekymringer over arbejdsløsheden kulminerer. De frygter, at den ledige arbejdskraft skal komme til at stå og „ruste“. Debatten om arbejdskraftens kvalifikationer tager til. I et nyt økonomisk opsving frygter de, at der vil opstå såkaldte flaskehalse, „lønglidning“ osv., hvis den ledige arbejdskraft ikke bliver opkvalificeret i den periode, den er ledig. De professionnelle meningsdannere hævder derfor, at der bør iværksættes omskolingsprogrammer, kurser, jobrotation, beskæftigelsesarbejder osv. Indholdet i de professionelle meningsdanneres bekymringer er kort og godt, at den ubeskæftigede del af arbejderklassen, — „de ledige hænder“ — , bliver betragtet, som om der var tale om den nationale kapitals ejendom.

Ingen kan tilsyneladende for alvor forestille sig, de arbejdsløse begynder at tage deres skæbne i egen hånd og skabe deres egen politiske bevægelse. De skal blot „stå til rådighed“, indtil en eller anden finder på at ansætte dem. Passiviseringen er tilsyneladende en fast del af de arbejdsløses situation. 

Masseorganisationerne manifesterer sig i forhold til mediedækningen ved at demonstrere, lave gadeteater, uddele løbesedler og balloner, besætte saneringsmodne ejendomme og brænde bildæk af. I nogle tilfælde udkæmper militante demonstranter veritable gadekampe med politiet. 

Da aktieselskaberne, der står for nyhedsformidlingen uafhængigt af staten, bestemmer hvilke begivenheder, der skal dækkes, former de den politiske opinion. Nogle nyhedsformidlende selskaber har endda nogle privatejere, som på denne måde kan fremme deres egne politiske interesser ved at påvirke den politiske opinion på en ensidig måde. 

Statskontrollerede massemedier kan være en måde, hvorpå en mere objektiv dækning af de politiske begivenheder kan nås. Kritikken af statens politik svækkes en del heraf. Oprettelsen af flere programmer, kanaler og nye stationer afspejler de politiske kampe, som udspiller sig på medieområdet. 

Ytringsfriheden bliver garanteret af staten. Alle politiske aktioner må orienteres mod massemediernes søgelys, for selv store demonstrationer forbliver virkningsløse, hvis de ikke bliver dækket af nyhedsformidlingen. I dag udspilles således størstedelen af det politiske liv i massemedierne. [15]

Staten garanterer ytringsfriheden på følgende måder: 

De politiske grupper, som vælger ikke at benytte de almindelige kanaler til at ytre sig politisk, kan undertiden anvende ulovlige metoder, f.eks. bombesprængninger, bortførelser, likvideringer osv., for at opnå massemediernes bevågenhed og udøve et tryk på staten. De overtræder altså demokratiets spilleregler, og isoleres derfor let fra det etablerede politiske system. I ekstreme tilfælde bliver sådanne grupper undertrykt og bekæmpet som terrorister.

Udenomsparlamentariske bevægelsers indflydelse på statens politik hæmmes af, at parlamentets sammensætning hævdes at afspejle folkets vilje, og de udenomsparlamentariske bevægelser kommer derfor til at savne den legitimitet, staten har, fordi parlamentet er blevet valgt af hele folket. Staten behøver derfor ikke at tage nogen notits af de krav, de udenomsparlamentariske bevægelser måtte stille om, at staten skal ændre sin politik. Undertiden stiller de udenomsparlamentariske bevægelser krav om, at der bliver afholdt en folkeafstemning, så folkets sande vilje kan komme frem. Sådanne afstemninger kan komme til at udgøre et supplement til det etablerede politiske system, hvis kravet om folkeafstemning vinder gehør blandt et større antal parlamentsmedlemmer. 

Parlamentarismen bygger videre på konkurrenceprincippet i konkurrencesamfundet. Parlamentarisme består således i fremsættelsen af forskellige konkurrerende opfattelser. Den offentlige meningsdannelse forventes at føre til, at den rigtigste opfattelse sejrer og til, at den bedste politik bliver iværksat. Den resulterende opfattelse betragtes derfor ikke som den sande; men som det bedst mulige kompromis set fra alle parters synspunkt. Heri består den politiske pluralisme. [16]

For at kunne deltage i meningsdannelsen må parterne acceptere de parlamentariske spilleregler, og reglerne for den offentlige debat. Formålet med den parlamentariske styrkeprøve er at erobre statsmagten. Statsmagten giver nemlig adgang til magtudøvelsen, og til at foreslå nye love. 

Magtfulde grupper betragter undertiden statsmagten, som noget der kan købes for penge. Det samme er tilfældet med hele partier og enkelte politikere. Bestikkelse, politiske skandaler, studehandler og korruption er parlamentarismens nødvendige ledsagefænomener, fordi nogle sociale grupper altid vil blive favoriseret af den førte politik på bekostning af andre. Visse kapitalstærke grupper i det borgerlige samfund forsøger derfor at opnå politisk indflydelse ved hjælp af pengenes magt.

Arbejdsgiversammenslutninger, store aktieselskaber og velhavende enkeltpersoner kan alene i kraft af deres store finansielle magt opnå en betragtelig indflydelse på de politiske partier. Det er privatejendommens magt, som kaster en skygge over parlamentets arbejde og statens demokratisering. Udbredt korruption kan føre til, at staten helt mister sin legitimitet i offentlighedens øjne. I værste fald kan den føre til, at forestillingen om, at folket og staten er forsonet i demokratiet, helt forsvinder. 

 
For at forhindre magtmisbrug er statsmagten delt op i den udøvende, lovgivende og dømmende magt. De forskellige magtinstanser udgør således modvægte, som kan kontrollere og opveje hinanden. [17]

Statsoverhovedet symboliserer statens enhed. Det sikrer kontinuiteten i staten, f.eks. medens parlamentsvalgene foregår, regeringen konstitueres, og når der iøvrigt opstår et magttomrum. Posten som statsoverhoved kan være arvelig, som det er tilfældet i det konstitutionelle monarki, eller der kan være tale om et direkte eller indirekte ikke-arveligt republikansk præsidentvalg. Hvis der er tale om et direkte præsidentvalg, som i f.eks. Frankrig, vælges præsidenten af hele folket, (alle valgberettigede). Hvis der er tale om et indirekte præsidentvalg vælges præsidenten af parlamentet, som i Tyskland, eller af et system af valgmænd som i USA. 

Statsoverhovedet repræsenterer den højeste udøvende magtinstans, og kontrolleres af parlament og højesteret. Statsoverhovedet er underkastet loven og dets magt begrænses endvidere af magtdelingen, som kan føre til en regulær magtkamp mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Statsoverhovedet har en stærkere magtbasis, hvis det er direkte valgt. Det kan i så fald på samme måde som politikerne via massemedierne appellere til offentligheden om opbakning til den førte politik. 

Statens demokratiseringsgrad afspejler sig i statsoverhovedets symbolværdi. Jo mere dets magt kun er symbolsk, jo mere demokratisk en stat er der tale om.

Den dømmende magt overvåger, at statsbureaukratiet overholder lovene. Domstolene har endvidere magt til at fratage enkeltpersoner deres ejendom og til at idømme dem frihedsstraf. Frihedsstraf er ikke den eneste form for straf. Bøder, dvs. opkrævning af pengeydelser, er en anden form. Dermed kan domstolene foretage en næsten eksakt udmåling af straffen. Disse indgreb i den personlige frihed legitimeres af, at loven er et resultat af en demokratisk proces, — i sidste instans et produkt af folkets vilje. Den dømmende magt opretholder, og dømmer kun ud fra en allerede given lovgivning. Dens uafhængighed af den lovgivende og udøvende magt er garanteret af staten. Dommerstanden fungerer således uafhængigt af staten. Imidlertid kan også dommere købes af politiske partier, aktieselskaber, og privatpersoner, hvorved de kan bruges til at fremme særinteresser. Dommerstanden kan altså også være korrupt. 

Lovovertrædelserne og magtmisbruget kan nå helt ind i fængslerne. Indsatte bliver f.eks. behandlet som andenrangsborgere, og undertiden udsættes de for overgreb, får tæsk, og i værste fald myrdes de i fængslerne. Hertil kommer, at de let udsættes for overgreb fra medfangernes side. Overgreb som fængselsbetjentene desværre tit ser gennem fingre med. Justitsministeren og fængselsdirektøren kan blive afskediget, hvis det opdages, at de har forsømt deres tilsynspligt. Pressen kan endvidere kritisere behandlingen af fangerne, dække de juridiske processer, kritisere fængselsvæsnet mm.

 
I forfatningen, (grundloven), nedfældes statsborgernes rettigheder. Forfatningen begrænser statsmagten. Kernen i forfatningen er privatejendomsretten og de ledsagende borgerlige friheder. Under ét kaldes dette sæt af rettigheder menneskerettighederne. 

Forfatningen udstikker rammerne for lovgivningen og spillereglerne for den demokratiske proces. Lovgivningsmagten kan være opdelt i et tokammersystem, (hvilket svarer til rigsdagens gamle opdeling i landsting og folketing); men er det ikke altid. Kun forbundsstater er altid opdelt i to kamre. Det ene vælges regionalt, det andet efter befolkningstallet. 

Højesteret, (forfatningsdomstolen), fører tilsyn med, om lovgivningen er i overensstemmelse med forfatningen, og er højeste appelret. Højesteretsdommernes uafhængighed er særligt garanteret af staten. (Dommerne udnævnes undertiden på livstid). 

Da forfatningen er formuleret i almene vendinger, kan den udlægges forskelligt. Højesteret tager stilling til de forskellige udlægninger. Højesterets afgørelser afgøres ved simpelt flertal, og kan ikke appelleres. Da højesteret i princippet kan annullere allerede vedtaget lovgivning, kan den blive kritiseret for at have for megen magt. Højesteret bliver selvfølgelig også påvirket af massemedierne og opinionen. Højesteret kan også blive udsat for en politisk magtdemonstration arrangeret af parlamentet, interesseorganisationer, eller forurettede borgere. 

Forfatningen er det endelige udtryk for overensstemmelsen mellem staten og folkeviljen. Da den således udtrykker folkets vilje, kan den også blive ændret. Forfatningsændringer kræver folkeafstemninger, som følger en bestemt valgprocedure. Det er som regel spørgsmål vedrørende valgbarhed, valgretsalder, valgsystemer, statens opbygning, suverænitetsafgivelse mv., som kommer til folkeafstemning. Der er sjældent tale om de fundamentale menneskerettigheder. Det er utænkeligt, at f.eks. privatejendomsretten skulle kunne blive afskaffet gennem en forfatningsændring, for et angreb på privatejendomsretten ville blive opfattet som en krænkelse af menneskerettighederne, for privatejendomsretten hævdes at være en af individets medfødte rettigheder.

 
Staten har kun ret til at beslaglægge privatpersoners ejendom, når det sker i almenvellets navn. Beslaglæggelsen foregår gennem opkrævning af pengeydelser, (eller som ekspropriation af jordejendom). 

Beskatningen kan, dels bruges til at omfordele indkomsterne i samfundet, dels kan den bruges til at opretholde statens materielle eksistens. Spørgsmålet er herefter: hvem skal beskattes, og hvor meget skal de beskattes? 

Beskatningsmåderne kan opdeles i to hovedtyper: 

• Ejendoms- og formuebeskatningen
• Indkomstbeskatningen 

Ejendoms- og formuebeskatningen er ensidigt vendt mod de besiddende klasser. Den er en delvis tilegnelse af de besiddende klassers indtægtskilder. Den bekæmpes derfor energisk af kapitalisternes og jordbesiddernes repræsentanter. 

Indkomstbeskatningen kan ikke ensidigt ændre fordelingen af produktionsmidler, jord og pengekapital til fordel for arbejderklassen, for denne beskatningsmåde forskyder ikke udgangsfordelingen mellem indtægtskilderne i samfundet.

Den samlede samfundsmæssige reproduktionsproces’ planløse og ukontrollable forløb bliver modificeret af statens forsøg på at skabe sammenhæng i den. Forsøget på at sikre sammenhæng i den kapitalistiske økonomi er dog underordnet princippet om, at staten skal respektere personen. Statens indgriben må derfor ikke være så vidtrækkende, at privatejendomsretten og de personlige friheder, der er forbundne med den, som sådan bliver ophævet. 

Pengepolitikken er statens mest almindeligt benyttede økonomiske styringsredskab. Introduktionen af statspapirpenge, (lovlige betalingsmidler), gør den samlede reproduktionsproces uafhængig af mængden af guldpenge i banksystemet. Statspapirpengene kapper den oprindelige forbindelse mellem pengeudbud og en særlig præmonetær vare (guldpenge) over. Ved at regulere pengeforsyningen kan staten derfor, — i det store hele — , påvirke den økonomiske aktivitet i samfundet. 

Privatbankerne og de finansielle institutioner er, uanset centralbankens formelle uafhængighed, underlagt statens kontrol. Ved at påvirke rentesatserne kan staten, henholdsvis stimulere, eller bremse kapitalinvesteringerne. Centralbanken må sikre, at der er en tilstrækkelig pengemængde til rådighed for de økonomiske sektorer, så den samfundsmæssige reproduktionsproces kan forløbe glat. Det er rent held, hvis pengemængden faktisk korresponderer med det samlede transaktionsbehov. Hvis pengemængden er for stor i forhold til det samlede transaktionsbehov, bliver der tale om en inflationær proces. Omvendt kan en pengemængde, som er for lille til at kunne dække transaktionsbehovet, bevirke en chockvirkning på den samlede økonomiske aktivitet i samfundet. Der bliver tale om en deflationær proces. Om noget skulle staten sigte mod en moderat inflation, som tvinger indkomstmodtagerne til at kræve mere ved indgåelsen af nye overenskomster. Den modsatte situation, hvor der er tale om et utilstrækkeligt pengeudbud, resulterer i deflation, og stiller dermed firmaerne over for voksende værdiøgningsproblemer. (Nyanskaffelser udskydes nemlig, fordi priserne falder).

Når investeringerne ikke kan blive foretaget, fordi der mangler kreditfonde, der er tilstrækkelig store, taler man om en kreditklemme. Kreditklemmer er især frygtede, fordi de kan føre til unødvendige fallitter. Kreditklemmer kan optræde i både national og international målestok. En international kreditklemme svarer til, at IMF’s reserver udtømmes. 

Statens pengepolitik kan ikke kontrollere den samlede samfundsmæssige reproduktionsproces i detaljer. Den kan kun gribe ind over for den samlede reproduktionsproces’ resultater. Staten kan således kun gribe forsinket ind i forhold til den virkelige økonomiske proces, for resultaterne af den samlede samfundsmæssige reproduktionsproces kan ikke forudses med sikkerhed. Den står derfor over for næsten uoverskuelige koordinationsproblemer. Virkningerne af indgrebet er også næsten umulige at forudsige. Følgeligt beror det på en illusion, hvis man hævder, staten effektivt kan regulere reproduktionsprocessen ved alene at regulere pengeforsyningen. Staten kan kun handle i forhold til et allerede givet økonomisk forløb, og den handler derfor for sent. 

Staten kan låne på pengemarkedet. Statslån er et alternativ til beskatning. Til forskel fra skatteindtægter er statslån ikke en direkte beslaglæggelse af en del af den samlede samfundsmæssige produktion; men optagelsen af statslån gør blot staten til en låner ved siden af andre lånere. Omfanget af statslånene kan påvirke rentesatserne, fordi låneoptagelsen påvirker markedet. Der kan opstår modsigelser mellem statens optagelse af lån til finansiering af dens virksomhed og den førte økonomiske politik. Optagelsen af lånene kan, enten overskride finansieringsbehovet, eller være for begrænset til at kunne dække det. Staten forsøger f.eks. at formindske inflationen ved at holde igen på sine økonomiske aktiviteter, også når det borgerlige samfund øjensynligt ville have gavn af dem. Omvendt kan optagelsen af store statslån føre til en voksende ineffektivitet i statens administration, (overbureaukratisering), uden, at det borgerlige samfund har nogle mærkbare fordele af låneoptagelsen. 

Den Keynes-inspirerede finanspolitik er baseret på optagelse af statslån. Den lider derfor af de ovennævnte vanskeligheder. Det er i det hele taget usikkert, om finanspolitik får nogen positiv virkning på den samlede samfundsmæssige reproduktionsproces. 

Når staten optager lån på pengemarkedet, underkastes den de almindelige konkurrencebetingelser. Den er ganske vist en mægtig agent på pengemarkedet; men den må alligevel respektere markedets rentesatser. Staten er derfor tvunget til at handle i forhold til sin egen indvirkning på den samlede samfundsmæssige reproduktionsproces. Hvis den ignorerer sin egen påvirkning af den samlede samfundsmæssige reproduktionsprocessen, risikerer den at skade den så meget, at de øvrige økonomiske styringsredskaber helt mister deres virkning. 

For at kunne finansiere sine budgetter, krigsførelse mm., udsteder staten obligationer eller statsgældsbeviser. Der er tale om rentebærende papirer. Staten opnår lånene hos statskreditorerne. Klassen af statskreditorer kan både bestå af egne statsborgere og af udlændinge. I stedet for lånene giver staten sine kreditorer beviser, som bliver forrentet terminsvist. Renterne, statskreditorerne modtager, stammer fra statens indtægter, dvs. fra skatterne. I virkeligheden giver obligationer altså statskreditorerne et juridisk krav på en del af det fremtidige skatteprovenu. En obligation repræsenterer altså ingen virkelig kapital; men den er udelukkende fiktiv. 

Obligationer stiger og falder omvendt af rentefoden. I krisesituationer, hvor renten pludseligt skyder i vejret, bliver deres værdi således brat formindsket. Den sikkerhed, de f.eks. repræsenterer i bankerne og pensionsfondene, bliver altså også indsnævret i krisesituationen. 

Nogle firmaer kan i visse tilfælde opnå statssubsidier. Det gælder især firmaer, der tilvejebringer bestemte vareprodukter, som bliver anset for at være vigtige levnedsmidler, f.eks. brød og mælk. Firmaer, som er i økonomiske vanskeligheder, kan også have succes med at argumentere for subsidier, hvis de kan overbevise offentligheden om, at de er uundværlige, eller at de er vigtige for beskæftigelsen. Staten vil dog, hvis den følger konkurrencefrihedens princip, tilstræbe, at sådanne ordninger igen bliver afviklet. 

Egentlige statsvirksomheder, (f.eks. nationaliserede bilfabrikker eller banker), forsøger staten af samme grund i gode tider at privatisere eller reprivatisere ved at sælge statens aktiepost i dem. De fleste statsvirksomheder bliver opfattet som værende essentielle for den samfundsmæssige reproduktionsproces, det være sig jernbaner, flyselskaber, færgeforbindelser, postvæsen, telegrafvæsen, telefonvæsen osv. Virksomheder af denne art kan som hovedregel ikke underkastes de almindelige konkurrencebetingelser, hvis statens infrastruktur skal opretholdes. Statssubsidier og ikke-profitgivende statsvirksomheder finansieres over skatteindtægterne. Statssubsidier bliver tit givet til underskudsgivende foretagender. Det er derfor ikke svært for modstanderne af statssubsidier at argumentere for deres bortfald. 

 
På nationalt plan sikrer staten, at aftaler og regler om fairplay og fri udveksling overholdes, (og at løftebrud og brud på reglerne straffes). Internationalt er der imidlertid ikke nogen instans, som kan sikre dette. Det globale system af territorielle nationalstater kan derfor sammenlignes med Thomas Hobbes’ beskrivelse af „naturtilstanden“. [18] Thomas Hobbes karakteriserede nemlig naturtilstanden som en lovløs (krigs-)tilstand, hvor der hersker fuldstændig frihed, og hvor der ikke er nogen, som kan holde de rivaliserende i ave: 
 

Where there is no common Power, there is no Law, where no Law, no Injustice. Force and Fraud, are in warre the two Cardinall vertues. Justice and Injustice are none of the Faculties neither of the Body, nor Mind  [...] It is consquent also to the same condition, that there be no Propriety, no Dominion, no Mine and Thine distinct; but that to be every mans that he can get; and for so long, as he can keep it. [19]

Enhver privat besiddelse i naturtilstanden er kortlivet: 
 

For as amongst masterless men, there is perpetuall war, of every man against his neighbour; no inheritance, to transmit to the Son, nor to expect from the Father; no propriety of Goods, or Lands; no security; but a full and absolute Libertie in every Particular man. [20]

Alles kamp mod alle fører hos Hobbes frem til, at hvis individerne ikke alle vil gå under i denne nådesløse kamp, må de underkaste sig en samfundspagt, som konstituerer samfundstilstanden. Individerne i naturtilstanden beherskes altså af deres selvopretholdelsesdrift, og da de kun respekterer rå magt, er det denne, og ikke deres egne frie vilje og samtykke, der får dem til at indgå en pagt, som fører til statens oprettelse. Hobbes så ingen anden mulighed for at undgå en permanent borgerkrig. 

Den såkaldte folkeret hviler på traktater og forpligtelser indgået af uafhængige og i princippet ligeværdige stater. Der findes nemlig ingen lov eller dommer, som kan tvinge suveræne stater til at overholde de indgåede aftaler. De er alle i international sammenhæng deres egen lovgiver og deres egen dommer. 

Da folkeretten hviler på suverænitetsprincippet, befinder staterne sig internationalt i en hobbesiansk „naturtilstand“, og fredens bevarelse kommer derfor til at afhænge af hver stats forgodtbefindende. Da der ikke findes nogen overnational instans eller noget „folkeforbund“, der kan garantere, at aftalerne faktisk bliver overholdt, forbliver de kun en moralsk norm, (som eventuelt forstærkes af trykket fra den internationale presse og verdensopinionen); men som staterne selv kan vælge at følge, eller lade være med at følge. 

Hegels kritik af Kants Zum ewigen Frieden kaster lys over dette problem: 
 

Es gibt keinen Prätor, höchstens Schiedsrichter und Vermittler zwischen Staaten, und auch diese nur zufälligerweise, d.i. nach besondern Willen. Die Kantische Vorstellung eines ewigen Friedens durch einen Staatenbund, welcher jeden Streit schlichtete und als eine von jedem einzelnen Staate anerkannte Macht jede Mißhelligkeit beilegte und damit die Entscheidung durch Krieg unmöglich machte, setzt die Einstimmung der Staaten voraus, welche auf moralischen, religiösen oder welchen Gründen und Rücksichten, überhaupt immer auf besonderen souveränen Willen beruhte und dadurch mit Zufälligkeit behaftet bliebe. [21]

Hegel har dermed skitseret FN’s dilemma ved krigsudbrud. FN er en mellemfolkelig organisation og ikke en statsdannelse. FN kan derfor kun sanktionere økonomisk ved at forbyde handel med den pågældende stat og gribe diplomatisk og militært ind, hvis der kan skabes enighed mellem medlemsstaterne om en samlet koordineret aktion. 

Jordkloden er inddelt i mange nationalstater, som hverisær hævder deres suverænitet over et begrænset territorium. Enhver stat forfølger sine egne nationale interesser. Den ene stat forsøger således med forskellige midler at tvinge den anden. Midlerne kan være: handelsmæssige, diplomatiske, politiske eller militære.

Varetagelsen af statens snævre nationale interesse kan undertiden være til gavn for arbejderklassen. Staten er nemlig ikke kun en håndlanger for kapitalen; men for at kunne forfølge sin egen snævre nationale interesse, må staten forøge sin økonomiske styrke. Et våbenkapløb kan således være til fordel for arbejderklassen. En økonomi i vækst, som nyder store konkurrencefordele på verdensmarkedet, kan ligeledes bidrage til en væsentlig bedring af arbejderklassens levestandard. [22]

Krige afspejler store sociale modsætninger og uligheder i rigdommens fordeling. Krige kan udkæmpes af nationer, (og alliancer), eller de kan udkæmpes inden for en nation (borgerkrig). En borgerkrig er en skjult intervention i en anden stats anliggender. Der er tale om en fremmede stats militære støtte til regeringens krig mod befolkningens selvbestaltede milits, som på denne måde kæmper for at forbedre befolkningens levevilkår. En fremmed stat kan selvfølgelig også støtte en oprørsbevægelse. 

Den enkelte statsborger kan vælge mellem at identificere sig med sin stats udenrigspolitik, eller at resignere, fordi han føler sig ubetydelig i forhold til verdenen. Resignerer han, trækker han sig tilbage i privatsfæren. Statsborgeren kan også bilde sig ind, at han er udstyret med en statsmands magt, og ytrer sig derfor i samme stil om den førte udenrigspolitik. Identifikationen med „statsmandskunst“ kan føre til en skarp kritik af den førte udenrigspolitik og pacifistiske og kosmopolitiske idealer kan føre frem til, at statsborgeren aktivt deltager i fredsbevægelser og humanitære organisationer. 

Udenrigshandelen består i handelen mellem forskellige stater. Vareeksporten må kunne afregnes i penge. Da der for indeværende ikke findes nogle verdenspenge, står varerne imidlertid ikke i nogen unik verdensomspændende udvekslingsrelation til hinanden. Dannelsen af ens verdensmarkedspriser er derfor en umulighed. Hvorvidt en vare kan sælges på verdensmarkedet, afhænger af den til enhver tid gældende valutakurs. Valutakurserne svinger imidlertid uafbrudt, for selv de stater, som samarbejder valutarisk, har kun fælles flydende kurser sammenlignet med andre handelsblokke. Nogle varer kan derfor ikke blive solgt på verdensmarkedet, fordi den pågældende nationale valutakurs er for høj, og varerne derfor er for dyre. 

De nationale valutaer er kun lovlige betalingsmidler inden for nationalstatens grænser. For at verdenshandelen og de internationale investeringer overhovedet skal kunne lade sig gøre, må et udenlandsk firma kunne få fat i det lands valuta, som det opererer i. Ligeledes må eksportørerne kunne blive betalt i den nationale valuta eller i en valuta, som er konvertibel med den. Denne konvertibilitet afhænger af internationale aftaler. 

Ideen om en overnational global pengemyndighed, som kunne diktere faste valutakurser og et fælles værdimål og dermed universelt gyldige betalingsmidler, virker fortsat den dag i dag lige så fantastisk, som forestillingen om en verdensrepublik. 

Enhver stat må godkende firmaernes internationale forpligtelser og handler. Det er den gensidige anerkendelse af staterne som suveræne, der gør de internationale aftaler og kontrakter bindende. Dannelsen af regionale frihandelszoner og handelsblokke formindsker handelskrankerne og toldmurene indadtil; men forøger dem udadtil. De forøger samhandelen mellem medlemsstaterne; men vanskeliggør samtidig handelen mellem blokke og dermed verdenshandelen i det hele taget. 

Udenrigshandelen øger afhængigheden staterne imellem, og formindsker den enkelte stats evne til at regulere sin egen nationale økonomi. Store dele af en nations brancher befinder sig i en konkurrencesituation med de tilsvarende brancher i andre nationer. Der findes stort set et verdensmarked for enhver varetype. Den internationale konkurrence tvinger firmaerne til at holde trit med den nyeste teknologi og de nyeste produktionsmetoder. Kapitalakkumulationen påtvinges dem således udefra. 

Hvis et firma ikke kan finansiere indførelsen af den nyeste teknologi, svækkes firmaets konkurrenceevne og dets markedsposition. Hvis akkumulationen tilsvarende i en stat som helhed ikke er tilstrækkelig til at finansiere de teknologiske fornyelser, som er afgørende i konkurrencen, må den få tilført investeringerne udefra. Den pågældende stat kommer dermed i et afhængighedsforhold til donorlandet.

Nærmere beset er det ikke kun kreditrelationer; men også de specifikke branche- og sektorforhold, som resulterer af den internationale arbejdsdeling og konkurrence, der fletter firmaernes respektiv nationalstaternes økonomier sammen. Den gensidige afhængighed forstærkes hermed.

Den gensidige afhængighed nationalstaterne imellem består i: 

at de individuelle firmaers økonomiske resultater kommer til at afhænge af de internationale forhold.

 

at de udenlandske vareprodukter, især råstoffer, kommer til at repræsentere  specielle brugsværdier, som spiller en afgørende rolle for den indenlandske  kapitals materielle reproduktionsproces, og som i nogle tilfælde ligefrem er uundværlige for den. 

En nation, som har rigelig med pengekapital, kan eksportere den, og dermed finde mere profitable kapitalanlægssfærer, end dem der findes i hjemlandet. Et fremmede lands kapitalanlægssfærer, herunder dets arbejdsstyrke og naturressourcer, kommer dermed til at udgøre et udvidet aktionsfelt for den overflødige pengekapital. 

Nationalstaten er magtesløs over for den globale konkurrence. Den internationale konkurrence kan derfor føre til en omfattende ødelæggelse af jordens økosystemer. Rovdrift på naturressourcerne, f.eks. skove, fisk i havet osv., kan føre til økologiske katastrofer, som vil gøre det umuligt at opretholde befolkningens levefod. Inden for landets grænser hæmmes statens miljølovgivning af respekten for privatejendomsretten og de borgerlige friheder, som måtte tilsidesættes, hvis staten skulle føre en effektiv miljøpolitik, som forhindrer rovdriften på naturen. 

På globalt plan findes der dog endnu umådelige tilgængelige naturressourcer, som ligger uudnyttede hen. Naturskrankerne udgør altså ikke nogen særlig restriktiv begrænsning for den fortsatte kapitalakkumulation. Rovdriften på naturressourcerne og skaderne på naturen har udelukkende lokal karakter, hvilket dog ikke udelukker, at nogle naturressourcer og miljøer kan blive ødelagt for bestandigt. 

En verdensomspændende økonomisk krise opstår først i visse brancher i et bestemt land, og spreder sig efterhånden som de forskelligrettede prisbevægelser flyder sammen til en dominerende samtidig tendens via det internationale betalings- og kreditsystem til andre lande. Aftaler om betaling og leverancer, som blev truffet ud fra et andet prisniveau, viser sig nu pludseligt ikke længere at kunne overholdes. Forsøgene på at undgå tab og på at korrigere de opståede disproportionaliteter fører let til en forøgelse af disproportionaliteterne, hvorved krisens virkninger bliver spredt. Den samlede samfundsmæssige reproduktionsproces består nemlig i en permanent tilstand af disproportionaliteter, fordi vareproduktet først opnår en prisform, efter det er blevet produceret. Tilpasningen foregår derfor som en uafbrudt proces; men med en vis forsinkelse, og der er ingen garanti for, at firmaerne disponerer rigtigt. Markedsprisernes tilbagevirkning på produktion og indtægter kan ikke løse de forværrede koordinationsproblemer. Pengene, — et alment og abstrakt mål — , er nemlig immune over for de bestemte proportioner, som skulle etablereres mellem forskellige produkttyper, hvis den samlede samfundsmæssige reproduktionsproces skulle forløbe glat, (eller hvis de tidligere (dis-)proportioner skulle genetableres). Prisbevægelsen kan kun kvantitativt reflektere forholdet mellem produktion og cirkulation. Den kan ikke reflektere forholdet kvalitativt, i betydningen: forskellige produktmængder. Prisudsvingene resulterer således i en vedvarende omstillingsproces; men de sikrer ikke, at denne proces tager en retning, så disproportionaliteterne bliver mindre og færre. Krisen gør altså de vedvarende disproportionaliteter, som altid er forbundet med den samlede samfundsmæssige reproduktionsproces, akutte.

Et kriseudbrud er ensbetydende med pludselige prisfald, manglende indtjening, opsigelse af kortvarige kreditter, sammenbrud på aktiemarkedet, massefyringer og talrige fallitter. Hvis bestemte bankkrak trækker andre banker med sig i faldet, kan banksystemet i ét land helt bryde sammen. Hvis dette sker i flere lande samtidigt, kan hele det internationale betalings- og kreditsystem bryde sammen. Staternes evne til at koordinere indsatsen for at forhindre krisen i at sprede sig, er afgørende for, hvor dyb krisen bliver. 

En omfattende verdenskrise kan føre til voksende protektionisme og rivalisering på verdensmarkedet, sammenbrud i verdenshandelen, social og politisk uro, og i værste fald en ny verdenskrig; men den gør det ikke med nogen nødvendighed. 

Den internationale konkurrence fører til markante forskelle i de forskellige nationers økonomiske velstand. Fordelen ved en tidlig påbegyndt kapitalakkumulation, (og industrialisering), giver det pågældende land et fortrin i konkurrencen, som det forsøger at fastholde over for nye stater. Dette forklarer den historiske forskel på udviklede lande og landene i den tredje verden. De europæiske lande, der tidligt var i stand til at eksportere kapital, og til at påtvinge andre stater kapitalismen, har således næsten uden undtagelser været i stand til at beholde deres akkumulationsforspring. (Hvilket ikke udelukker, at der mellem de industrialiserede landes økonomier har været tale om markante forskydninger). 

Kontrollen med de multinationale koncerner, de store banker og forsikringsselskaber ligger endvidere i hænderne på relativt få personer, som er bosiddende i bestemte industrialiserede lande. De store koncerners hovedsæder ligger således i bestemte finanscentre. Profitterne, (undertiden i form af dividender til aktionærerne), strømmer derfor bort fra den tredje verden til den industrialiserede. Renterne i form af bankprofitter, forsikringspræmier og forrentningen af udlandsgælden til statskreditorerne flyder ligeledes tilbage til finanscentrene. 

Den tredje verdens økonomier er integreret i verdensmarkedet. Staternes formelle suverænitet bliver dermed gennemhullet til det rene ingenting. Den enkelte nationalstat er således magtesløs, når det gælder om at udligne de regionale skævheder på verdensplan. Dens magt begrænses nemlig af dens territorium og økonomiske formåen. De store regionale forskelle i levestandarden kan altså ikke blive udlignet gennem en global omfordelingspolitik. Følgelig eksisterer der meget store forskelle i levestandarden i forskellige lande. 

I landene i den tredje verden kan staten ikke sikre indbyggerne den samme levefod som i de udviklede lande. Det eksistensniveau, som staten anerkender i de rige lande, kan staten i et U-land slet ikke sikre. Ideen om, at de fundamentale menneskerettigheder, (retten til livet), bliver krænket af verdenssystemet, stammer fra sammenligningen af de enorme forskelle, der er i levestandarden i de udviklede lande og i landene i den tredje verden. 

Trods den formelle anerkendelse af den tredje verdens stater afpresses de økonomisk, politisk, diplomatisk og militært af de udviklede lande. En stat kan således frit bruge en anden stat som middel til at nå sine egne mål. Den ene stat kan med andre ord blive underkastet den andens vilje. Mellem imperialismen og den borgerlige frihed består der altså ikke noget modsætningsforhold; men imperialismen er snarere en nødvendig følge af den borgerlige frihed. Konkurrencefriheden fører således til, at nogle stater på bekostning af andre opnår en dominerende rolle i det internationale system. 

Opretholdelsen af de repressive apparater i den tredje verden har til formål at sikre den politiske stabilitet og de udenlandske investeringer og ejendomme. Staterne i den tredje verden er derfor reelt underlagt andre staters nationale interesser, som ikke tager hensyn til den pågældende befolknings basale behov, dvs. retten til livet. Sådanne stater svarer faktisk slet ikke til den borgerlige stats begreb. For det første, fordi de er økonomisk svage, og derfor ikke formår at hævde sig over for andre stater; og for det andet, fordi de fejler i forsøget på at fjerne fattigdommen gennem en omfordeling af indtægterne. [23]

Det er eksistensen af de mange nationalstater, som skaber relativiseringen af staternes suverænitet i forhold til verdensøkonomien, og som tillader de store forskelle i levestandarden. Forskellene kunne afhjælpes af en verdensrepublik; men konturerne af en sådan kan endnu ikke skimtes i horisonten. [24] 

 

1.) Se: G.W.F.Hegel, »Grundlinien der Philosophie des Rechts, Oder Naturrecht und Staatswissenschaft im Grundrisse, Erster Teil: Das Abstrakte Recht«, §39, (Berlin 1821), Ullstein Buch, Frankfurt/M, Berlin, Wien 1972, s.51. Se tillige: Michael Eldred, »Critique of competitive freedom and the bourgeois-democratic state«, København 1984, §64, anmærkning a, s.184.

 

2.) Personbegrebet, som jeg har skitseret i det ovenstående, svarer kun til de aktive konkurrencesubjekter. I praksis bliver det imidlertid også gjort gældende over for de ikke-aktive konkurrencesubjekter, fordi det borgerlige samfund i det hele taget er et konkurrencesamfund. 

 

3.) Se: Michael Eldred, »Critique of competitive freedom and the bourgeois-democratic state«, København 1984, §64, s.182. 

 

4.) Se: Michael Eldred, »Critique of competitive freedom and the bourgeois-democratic state«, København 1984, §64, s.183. 

 

5.) Se: Michael Eldred, »Critique of competitive freedom and the bourgeois-democratic state«, København 1984, §64, s.184-185. 

 

7.) Jeg bruger her udtrykket »det borgerlige samfund« i to forskellige betydninger. Dels bruger jeg det til at betegne samfundet i betydningen konkurrencesamfund eller civilsamfund, dels bruger jeg det i den mere omfattende betydning: helheden, (som både omfatter civilsamfund, privatsfæren, og staten). Denne flertydighed kan ikke undgås. Udtrykket: »fordoblingen af det borgerlige samfund i samfund og stat«, stammer iøvrigt fra Jean-Jacques Rousseau, G.W.F.Hegel og Karl Marx. Se iøvrigt: Michael Eldred, »Critique of competitive freedom and the bourgeois-democratic state«, København 1984, §76, s.259.

 

8.) Er den borgerlige frihed en realitet eller en illusion? — Ifølge Michael Eldred er den en realitet. Hans statsteori bygger således på forskellen mellem staten i betydningen: »garant for konkurrencefriheden, individernes almene vel og materielle eksistens«; og staten i betydningen: »udtryk for borgernes vilje«, dvs. den borgerlig-demokratiske statsform. Det er således modsætningen mellem på den ene side personen i betydningen: »undersåt til det overmægtige subjekt«, — dvs. staten i betydningen: »Leviathan« — ; og på den anden side den personlige frihed, som peger frem mod statens demokratisering. 

Demokratiseringen og oprettelsen af en række institutioner, som garanterer de borgerlige friheder, fører frem til, at samfundsmedlemmerne kommer til at opfatte staten som deres egen stat. Østblokkens ideologer hævdede det diametralt modsatte nemlig, at den borgerlige stat slet og ret var et magtinstrument for kapitalistklassen vendt mod arbejderklassen. Regeringerne i Vesten blev således slet og ret kaldt »de herskende klassers forretningsudvalg«. Østblokkens ideologer hævdede, at dette »udvalg« udelukkende handlede til fordel for de besiddendes interesser. De borgerlige frihedsidealer blev altså udelukkende opfattet som værende illusoriske. De byggede på en falsk bevidsthed og staten blev opfattet, som om den var resultatet af en sammensværgelse vendt mod arbejderklassen. Michael Eldreds opfattelse adskiller sig herfra ved, at han opfatter den borgerlig-demokratiske statsform som selve realiseringen af de borgerlige frihedsidealer. Den borgerlige frihed består nemlig, ifølge Eldred, hovedsaglig i konkurrencefrihed, og denne frihed er ingen illusion, for i kapitalismen kan enhver, (med eller uden succes), forfølge sine egne økonomiske mål og tjene penge ved at anvende forskellige ejendomstyper. Formålet med statsbestemmelsen består altså i at forklare eksistensen af en lang række institutioner, som de facto garanterer de borgerlige friheder. Det er ikke at benægte, at de er til.

 

9.) Den økonomisk-betingede konkurrencefrihed, dvs. friheden til ved hjælp af forskellige ejendomstyper, at tjene penge, udtømmer ikke det borgerlige frihedsbegreb. Foruden konkurrencefriheden eksisterer der en lang række institutioner i det borgerlige samfund, som alene tjener til at garantere frihedsformer, der ikke har noget med konkurrencefriheden at gøre. Kultur, litteratur, kunst, filosofi, religion, privatliv, videnskab osv., er andre eksempler på, hvordan den individuelle frihed kan realiseres. 

 

10.) Begrebsligt udvikler jeg de uheldige eller subsistensløse ud fra de aktive konkurrencesubjekter. Det er klart, at »subsistensløse« også omfatter andre kategorier, f.eks. børn, fældreløse, gamle, tosser, invalider, vagabonder osv. Tidligere var det familiens opgave, at sørge for børn og gamle. I dag er også dette mere og mere blevet en offentlig opgave. Se tillige: Michael Eldred, »Critique of competitive freedom and the bourgeois-democratic state«, København 1984, §79, s.270.

 

11.) Se: Michael Eldred, »Critique of competitive freedom and the bourgeois-democratic state«, København 1984, §82, anmærkning a, s.276. 

 

12.) Ifølge Rousseau er der således forskel på en sammenhobning, (et agregat), og en sammenslutning, (en association), af individer. Sammenhobningen samler individernes kræfter til én under en fælles herskers ledelse; men mellem individernes enkelte kræfter findes der ikke nogen anden sammenholdsfaktor end frygten for herskeren. Forsvinder herskeren, vil staten følgelig gå i opløsning. Sammenslutningen vil derimod fortsætte i kraft af dens egne sammenholdskræfter, for den bygger på individernes samtykke og etiske sindelag. Rousseau skelner i forlængelse heraf mellem »at forene« og »at forsamle« et folk: »Samling« bygger på »den stærkestes ret« ; »forening« bygger derimod på »individernes samtykke og etiske sindelag«: « Il y a mille maniéres de rassembler les hommes, il n’y en a qu’une de les unir. » (Jean-Jacques Rousseau: »Première version du contrat social«, Pléiade, Lib.I, c.V, s.297).

 

13.) I ovenstående omtaler jeg statens embedsmænd i snæver forstand f.eks. ministre, dommere, departementschefer, politiet, toldere, forsvarets personel og præsterne. Faktisk er en stor del af den erhvervsaktive befolkning idag uproduktiv. Det gælder f.eks. også jordmødre, pædagoger, lærere, forskere, læger, sygeplejesker, og brandmænd. Der er tale om ganske nyttige uproduktive arbejdere og om tilsvarende uproduktive konsumenter. Adam Smith kunne derfor med en vis ironi sammenligne tyendet med monarken og digterne med cirkusartister: »The labour of some of the most respectable orders in the society is, like that of menial servants, unproductive of any value, and does not fix or realize itself in any permanent subject, or vendible commodity … The sovereign, for example, with all the officers both of justice and war who serve under him, the whole army and navy, are unproductive labourers. They are the servants of the public, and are maintained by a part of the annual produce of the industry of other people … In the same class must be ranked, … churchmen, lawyers, physicians, men of letters of all kinds; players, buffoons, musicians, opera-singers, opera-dancers, etc.« (Adam Smith: The Wealth of Nations, (1776), Penguin, Harmondsworth 1970ff., Bog II, kapitel III, s.430-431).

 

14.) Se: Michael Eldred, »Critique of competitive freedom and the bourgeois-democratic state«, København 1984, §108, s.327-328. 

 

15.) Se: Michael Eldred, »Critique of competitive freedom and the bourgeois-democratic state«, København 1984, §111, s.331. 

 

16.) Se: Michael Eldred, »Critique of competitive freedom and the bourgeois-democratic state«, København 1984, §113, s.335. 

 

17.) « Il faut combiner les puissances, les règler, les tempérer, les faire agir; donner, pour ainsi dire, un lest à l’une, pour mettre en état de résistance à une autre ». (Montesquieu, »De l’Esprit des lois«, livre V, (1748ff)). 

 

18.) Se: Michael Eldred, »Critique of competitive freedom and the bourgeois-democratic state«, København 1984, §90, s.296. 

 

19.) Thomas Hobbes, »Leviathan« (1651), Harmondsworth 1968, kapitel 13, s.188. 

 

20.) Thomas Hobbes, »Leviathan« (1651), kapitel 21, s.266.

 

21.) G.W.F.Hegel, »Grundlinien der Philosophie des Rechts«, §333, anmærkning, s.292. For Immanuel Kant se: »Zum ewigen Frieden«, (Königsberg 1795), Hamburg 1992, s.64. 

 

22.) Se: Michael Eldred, »Critique of competitive freedom and the bourgeois-democratic state«, København 1984, §90, s.300. 

 

23.) Se: Michael Eldred, »Critique of competitive freedom and the state«, Sydney 1981, RUC 1982, §92, s.143. Allerede Aristoteles synes at have været af samme opfattelse. Uafhængighed hører til definitionen på en stat: »Thi et Samfund, der af Naturen er Slave af et andet, kan næppe fortjene at kaldes en Stat, da en Stat lever sit Liv uafhængigt af andre, hvad en Slave ikke gør«. (Aristoteles: »Statslære«, oversat af William Norvin og Peter Fuglsang, 2.udgave, København 1997, ns.1291a, s.196).

 

24.) Den tidligere østblok viste ingen tegn på social frihed, og var ikke den association af frie arbejdere, Karl Marx havde forestillet sig. I denne blok bekæmpede staten privatejendomsretten og de ledsagende borgerlige friheder. En bureaukratisk stat undertrykte samfundet med jernhånd. De økonomiske formbestemmelser: vare, penge, kapital og lønarbejde blev endvidere ikke overvundet.