| 1.) Værdi og samfundsmæssige behov.
I rækken af økonomer indtager Isaak Iljitsch Rubin en særstilling. Han satte nemlig Karl Marx’ teori om produktionspriser, markedsværdi og konkurrence i forbindelse med Alfred Marshalls matematiske ligevægtsteori. Ifølge Rubin bestemmes vareværdien ikke alene af arbejdets produktivitet. Det samfundsmæssige behov for varerne, dvs. efterspørgslen, gør det også. Ved „samfundsmæssige behov“ forstår Rubin kun „betalingsdygtige behov“.1 Man kan først bestemme efterspørgslen, når markedsprisen er en given forudsætning. Den efterspurgte mængde bevæger sig i den modsatte retning af prisen; men den bevæger sig ikke nødvendigvis i samme grad for forskellige vareprodukter. Vareprodukternes priselasticitet er nemlig forskellig. Nødvendighedsvarer, som f.eks. rugbrød, efterspørges således uelastisk, mens luksusvarer, som f.eks. dyre pelse, smykker osv, efterspørges elastisk. Tabel 1:
Rubin tager et eksempel fra klædeproduktionen som illustration til sit diagram (se Tabel 1). Han antager, at klædeproduktionen kræver 2,75 samfundsmæssigt gennemsnitlige arbejdstimer eller 2,75 rubler pr. arschin.2 „Den almene produktionspris“ eller „markedsværdien“ er altså lig med 2,75 rubler. Markedsværdien svarer endvidere til, at der er ens organiske sammensætninger i alle kapitalanlægssfærer i samfundet. I Tabel 1 fordeles arbejdsmængden altså proportionelt ensartet på alle brancher. Hvis markedsprisen faldt under 2,75 rubler pr. arschin, ville kapitalen søge over i andre anlægssfærer og produktionen af klæde ville indskrænkes. Hvis prisen steg over den regulerende produktionspris, ville produktionsvolumen blive øget, fordi kapaciteten ville blive udnyttet fuldt ud og der ville blive tilført investeringer til klædebranchen, fordi profitraten her bliver overgennemsnitlig. Selv om der findes utallige mulige kombinationer, vil der derfor, ifølge Rubin, kun findes én vedvarende pris pr. arschin, nemlig den, hvor den almene produktionspris, — markedsværdien — , er lig med markedsprisen. Dette svarer altså til ligevægtstilstanden. Hvis mængden varieres, vil markedsprisen komme til at afvige fra markedsværdien. Rubin kalder derfor de 2,75 rubler for en ligevægtspris eller en normalpris, og de 240000 arschiner kalder han i overensstemmelse hermed for ligevægtsmængden. Denne udtryksmåde svarer til Alfred Marshalls begreber: equilibrium price og equilibrium amount.3 Efter at have skitseret denne ligevægtssituation antager Rubin,
at produktivkræfterne forandrer sig i samfundet som helhed, så
den nødvendige arbejdstid formindskes til 2,5 arbejdstimer pr. arschin
klæde. Én arschin klæde falder derfor til 2,5 rubler.
Hvis befolkningens købekraft og forbrugssammensætning forbliver
den samme, vil der nu kunne blive produceret 300000 arschiner årligt.4
Dermed har en værdiforandring frembragt et nyt forhold mellem efterspørgsel
og udbud. Det følger heraf, at den nye ligevægt må indtræde,
når ligevægten svarer til en ligevægt mellem de forskellige
brancher i samfundet.5
Rubins udgangspunkt er altså fordelingen af det samlede samfundsmæssige
arbejde på forskellige brancher i samfundet og ikke en partiel ligevægt
mellem udbud og efterspørgsel. Dermed adskiller hans opfattelse
sig afgørende fra Alfred Marshalls.
2.) Værdi og proportional arbejdsfordeling. Tabel 2:
Tabel 2 fremkommer, fordi Rubin antager, at efterspørgslen forøges som følge af en streng vinter. Da der kun findes 240000 arschiner på markedet, stiger markedsprisen, hvorefter produktionen må blive udvidet, hvis den skal kunne opfylde efterspørgslen. Rubin antager derfor, at markedsprisen bliver 3,0 rubler pr. arschin. Klædefabrikanterne opnår dermed en ekstraprofit på 0,25 rubler. Denne ekstraprofit vil få kapitalen til at søge hen i denne branche, og få de kapitaler, som allerede er anlagt i den til at udvide produktionsomfanget. Den nye ligevægtssistuation indtræder, når 280000 arschiner kan sælges for 2,75 rubler. En forøget efterspørgsel kan altså give sig udslag i en større produktionsvolumen. Markedets absorptionsevne kan altså med en vis forsinkelse virke tilbage på produktionsomfanget. Rubin kritiserer de økonomer, som hævder, at den samlede omsætning af klæde, dvs. 660000 rubler i Tabel 1 skulle kunne bestemme værdien af én vareenhed. Dvs. af den kvotient, der fremkommer, når omsætningen deles med produktmængden 240000 = 2,75 rubler. I stedet for hævder han, at der findes flere forskellige kombinationer, f.eks. 2,75 x 240000 arschiner klæde, 2,5 x 264000 arschiner, og 3 x 220000 arschiner, for disse produkter giver alle summen 660000. Det må være den pågældende branches andel af samfundets samlede forbrug af samfundsmæssigt arbejde, som bestemmer en vareenheds værdi og ikke kun en enkelt branches, hævder Rubin. Rubins hovedindvending består i, at en bestemt branches produktmængde
må være et resultat af konkurrencens udligninger. Selv om en
udvidelse af produktionsvolumen som en tommelfingerregel fører til
en aftagende prisudvikling, mener Rubin ikke, at man af den grund altid
kan tale om et omvendt proportionalt forhold mellem mængde
og pris.6 Såvel
en faldende som en stigende marginalproduktivitet er mulig.
3.) Værdi og produktionsvolumen ved faldende marginalproduktivitet. Tabel 3:
I Tabel 3 antager Rubin, at der mellem ekstremerne 2,75 og 3,25
rubler findes utallige kombinationer. Ved enhedspriser over 3,25 rubler
vil der blive produceret for meget i forhold til efterspørgslen.
Omvendt ville klædefabrikanterne ikke kunne producere til enhedspriser
under 2,75 rubler.7
De forskellige teknologiske produktionsbetingelser i branchen skaber de
mulige forskelle i enhedsproduktionspriserne.8
De laveste enhedsproduktionspriser opnås af de kapitaler, som producerer
ved den højeste produktivitet; de gennemsnitlige opnås af
de kapitaler, der producerer under gennemsnitlige betingelser, og de højeste
enhedsproduktionspriser opnås af de kapitaler, som producerer ved
laveste produktivitet. De teknologisk givne produktionsbetingelser bestemmer
altså de mulige værdiforandringer, slutter Rubin.
4.) Udbud-efterspørgselsfunktionen. Figur 1:  Ifølge Rubin stiller den marginalistiske skole slet ikke spørgsmålet: hvorfor forandrer priserne sig? Den formulerer kun den funktionelle afhængighed mellem en given pris og udbudte og efterspurgte produktmængder. Rubin antager ikke, at udbudskurven krummer, som marginalisterne gør; men at den har form af en ret linie. Figur 2:  Rubin argumenterer for, at ligevægten i et U-E-diagram må være i skæringspunktet; men til forskel fra marginalisterne hævder han ikke, at efterspørgslen kan påvirke udbudet direkte. Han antager nemlig, at udbudskurven er en ret linie, som er begrænset af den gennemsnitlige profitrate i samfundet, dvs. af hvornår kapital bliver trukket ud af den pågældende branche, og af hvornår kapitalen strømmer til branchen. Udbudskurven har altså ret snævre grænser. Forklaringen herpå er, at de teknologiske produktionsbetingelser bestemmer udbudsfunktionen, mens efterspørgslen kun kan indvirke indirekte og inden for ret snævre grænser på de teknologiske produktionsbetingelser.9 Rubin medgiver altså Marshall den matematiske ligevægtsbetragtning; men han forkaster Marshalls opfattelse af, at enhver udbudt mængde kan være mulig. Dermed forkaster han også Marshalls antagelse af, at der til enhver udbudt mængde findes en tilsvarende efterspurgt mængde. Skæringspunkterne findes kun inden for ret snævre grænser.
Rubins udformning af udbudskurven følger heller ikke med matematisk
eksakthed. Forudsat produktiviteten inden for de snævre grænser,
som profitraten sætter for kapitalfordelingen i samfundet, ikke udvikler
sig proportionalt, kan udbudskurven nemlig også tænkes at have
en konveks, eller konkav, eller en helt fjerde udformning.
|