KARL MARX’ TEORI OM PROFITRATENFØRSTE DELINDLEDNINGAFMORTEN HANSEN
Albertslund, 2002. |
INDHOLD: |
|
Friedrich Engels’ version af „Bog III“ baserer sig hovedsagligt på det såkaldte „udkast fra 1865“.1 Der er tale om en første ufærdig gennemskrivning, som trods alt peger frem mod et endeligt manuskript beregnet til trykning. Karl Marx anvendte en del af materialet, (parlamentkommissionernes rapporter), fra denne gennemskrivning i „Bog I“, som udkom i 1867. Først i 1894, — altså 29 år efter manuskriptet blev skrevet, og elleve år efter Marx’ død —, udgav Friedrich Engels „Bog III“. „Bog I“s oprindelige kapitelinddeling omfattede kun syv kapitler. Med udgivelsen af den anden tyske udgave og den franske udgave, blev inddelingen af den tyske førsteudgave ændret som følger: De tidligere kapitler blev til hovedafsnit, som blev underindelt i kapitler, som igen blev inddelt i afsnit. De tidligere underafsnit i førsteudgaven blev dermed til kapitler. Marx lavede også mange flere underafsnit.2 Friedrich Engels indførte Marx’ nye inddeling fra den anden tyske udgave ved udgivelsen af „Bog II“ og „Bog III“. Han lod dog hovedafsnittene følge Marx’ overordnede kapitelinddeling.3 Redaktionen af MEGA II, 4.2 oplyser os om, at Marx skrev kapitlerne
1-2-3 i rækkefølgen: 2-1-3.4
De følgende fire kapitler blev først skrevet efter en længerevarende
afbrydelse, i hvilken Marx skrev „Manuskript I“ til „Bog II“. Nedskrivningsprocessen
kan derfor inddeles i tre arbejdsfaser:
Den første arbejdsfase angik de første tre kapitler i „Bog III“.5 Den anden arbejdsfase angik som sagt slet ikke „Bog III“; men det såkaldte Manuskript I til „Bog II“, som handler om kapitalens cirkulationsproces.6 Den tredje arbejdsfase angik udarbejdelsen af kapitlerne 4 til 7 i „Bog III“. Den første arbejdsfase er ifølge MEGA’s redaktion blevet påbegyndt i sensommeren 1864, tidligst i august.7 Den anden arbejdsfase afsluttes i sommeren 1865, hvor Marx også udarbejdede et foredrag om „Løn, pris og profit“. Først derefter tog han igen fat på emnerne, som hører til „Bog III“. Kapitlerne: 4-5-6-7 skal han have skrevet fra 1. august 1865 og frem til årets udgang, hvorefter han pr. 1. januar 1866 i et brev meddelte, at han var helt færdig. Sandsynligheden taler dog for, at han endnu i de første måneder af 1866 arbejdede på de sidste to kapitler, (om grundrenten og indtægtsformerne), før han gik over til at skrive de færdige manuskripter til „Bog I“, som udkom i august 1867. Det 6. og 7. kapitel til „Bog III“ blev udarbejdet parallelt med, at Marx skrev nogle ekscerpter til en række bøger, som omhandlede grundrenten. Af manuskriptet til „Bog III“ fremgår med stor tydelighed, at Marx endnu ikke vidste, hvilke emner han skulle medtage i værket og hvilke emner som kunne udelades. Han tager flere gange flere problemer op samtidigt, hopper frem og tilbage, og synes ikke at nå til nogen endelig klarhed over værkets arkitektur. Kontrakten, Marx afsluttede med forlæggeren Otto Meißner den 21. marts 1865, lagde ikke bare et tidspres på Marx; men gav ham også pladsproblemer. Marx ville være tvunget til at „kondensere“ stoffet meget, hvis han skulle overholde kontrakten. Han skulle nemlig begrænse sig til 60 trykark.8 Begrænsningerne må ikke alene have præget nedskrivningsprocessen; men den må tillige have gjort det umuligt for Marx at fortsætte planerne fra 1859, som sigtede mod „seks bøger“. Endelig må Marx i årene 1865-1866 have været under et betragteligt arbejdspres, som bestandigt truede hans skrøbelige helbred. Det er en af Friedrich Engels’ helt store fortjenester, at han fik udgivet „Bog III“, mens han endnu levede. Manuskriptet var nemlig langt fra færdigt, og var ikke blevet revideret siden 1865. Det var således ikke på højde med de manuskripter, Marx udarbejdede til „Bog II“ efter udgivelsen af Kapitalen i 1867.9 Engels udelod en del, kom med enkelte indskud, og omrokeringer; men klarede ellers, sin høje alder taget i betragtning, opgaven forbavsende godt.10 |
|
Første internetudgave, Albertslund den 1. september 2002. Siden blev sidst ændret for fejl og mangler den 1. september 2004. |
© Morten Mikael Hansen