Spørgsmålet førte i slutningen af det 17.
århundrede til polemikken mellem William Lowndes og John Locke.
Lowndes,
den daværende engelske finansminister, holdt sig til mønternes
faktiske metalindhold, og ville derfor betale, f.eks. 5 unser, tilbage
efter pålydende; men med et tilsvarende reduceret metalindhold som
den gamle mønts, sådan at mønterne skiftede navn til
4/5
shilling, hvilket svarede til det gennemsnitlige metalsvind. Locke holdt
derimod fast ved mønternes pålydende, og ville af den grund
have, at mønterne blev erstattet med mønter med fuldt metalindhold.
Medens Lowndes således mente, han holdt fast i regnenavnet, holdt
han faktisk fast i metalindholdet. Omvendt mente Locke, at han holdt fast
i metalindholdet, mens han faktisk holdt fast i regnenavnet, dvs. mønternes
pålydende. Locke vandt polemikken, hvorefter staten i 1695 omvekslede
slidte og klippede mønter med ringe metalindhold med nye mønter
med fuldt metalinhold.
James Steuart sammenfattede hele transaktionen til:
„By the raising of the standard, the state gained considerabely upon
the score of taxes, as well as the creditors upon their capital and interest;
and the nation, which was the principal loser, was pleased; because the
standard was not debased; thus all the three parties were satisfied“.1
(2) Pierre le Pesant de Boisguilleberts polemik mod
pengenes skadelige virkninger i Frankrig omkring 1700 afspejler de teoretiske
formforskelle, som udspringer af varens metamorfoser. Boisguilleberts udgangspunkt
er varecirkulationen. Han hævdede, at det er varerne og ikke pengene,
som repræsenterer den virkelige rigdom. Han opfattede derfor dannelsen
af pengeskatte og pengeakkumulation som årsagen til den omfattende
fattigdom under det absolutistiske system i Frankrig. Staten havde endvidere
forværret situationen især for bønderne ved at gå
over til at opkræve skatter og afgifter i penge, hvor man tidligere
have opkrævet dem i naturalier.
Boisguillebert ønskede, at pengene blev fastholdt i deres funktioner
som henholdsvist cirkulationsmiddel og købemiddel. De måtte
ikke blive til et mål i sig selv.
Boisguilleberts fornemmelse for formforskellen på V — P/P — V
og P — V/V — P fremgår af følgende citat. Han var så
afgjort modstander af pengeakkumulation:
„L’argent n’est que le moyen et l’acheminement, au lieu que les denrées
utiles à la vie sont la fin et le but; et qu’ainsi un pays peut
être riche sans beaucoup d’argent, et celui qui n’a que de l’argent,
très miserable, s’il ne le peut échanger que difficilement
avec ces même denrées“.2
Boisguilleberts kritik gik så vidt som til at hævde, at
pengene nærmest blev tilbedt som en guddom,
et idol, — en
tilbedelse, som krævede store ofre:
„On a fait, ... , une idole de ces métaux et laissant
l’objet et l’intention pour lesquels ils avaient été appelés
dans le commerce, savoir pour y servir de gages dans l’échange et
la tradition réciproque des denrées, lorsqu’elle ne se put
plus faire immédiament à cause de leur multiplication, on
les a presque quittés de ce service pour en former des divinités
auxquelles on a sacrifié et sacrifie tous les jours plus de biens
et de besoins précieux, et même d’hommes“.3
(3) Den første nogenlunde klare analyse af
varernes
immanente værdimål, arbejdstiden, findes hos Benjamin Franklin.
Franklin søgte et mere stabilt værdimål end de ædle
metaller, og hævdede, at arbejdets værdi svingede mindre end
de ædle metaller:
„But as Silver it self is of no certain permanent Value, being worth
more or less according to its Scarcity or Plenty, therefore it seems requisite
to fix upon Something else, more proper to be made a Measure of Values,
and this I take to be Labour.
By Labour may the Value of Silver be measured as well as other Things.
As, Suppose one Man employed to raise Corn, while another is digging and
refining Silver; at the Year’s End, or at any other Period of Time, the
compleat Produce of Corn, and that of Silver, are the natural Price each
other; and if one be twenty Bushels, and the other twenty Ounces, then
an Ounce of that Silver is worth the Labour of raising a Bushel of that
Corn. Now if by the Discovery of some nearer, more easy or plentiful Mines,
a Man may get Forty Ounces of Silver as easily as formerly he did Twenty,
and the same Labour is still required to raise Twenty Bushels of Corn,
then Two Ounces of Silver will be Worth no more than the same Labour of
raising One Bushel of Corn, and that Bushel of Corn will be as cheap at
two Ounces, as it was before at one; caeteris paribus.
Thus the Riches of a Country are to be valued by the Quantity of
Labour its Inhabitants are able to purchase, and not by the Quantity of
Silver and Gold they possess …“.4
Franklin skelnede endvidere mellem tuskhandel, (immediate Exchange
of Commodities), og vareudveksling, (the General Exchange).
Ifølge Franklin var pengene en opfindelse, som skyldtes, at man
ønskede at undgå besværlighederne ved tuskhandel:
„To remedy such Inconveniences, and facilitale Exchange, Men have
invented Money, properly called a Medium of Exchange, because through
or by its Means Labour is exchanged for Labour, or one Commodity for another“.5
Franklin satte altså det menneskelige arbejde i forbindelse med
vareudvekslingen. Men da han ikke udviklede det abstrakt, samfundsmæssige
arbejdes begreb, opdagede han ikke, at pengene er det abstrakt, samfundsmæssige
arbejdes eksistensmåde. Pengene opfattede Franklin derimod slet og
ret som et byttemiddel, som ikke havde nogen som helst forbindelse med
det abstrakte arbejde. Dette fremgår tydeligere, når han sammenfatter,
at:
„Trade in general being nothing else but Exchange of Labour for Labour,
the Value of all Things is, as I have said before, most justly measured
by Labour“.6
Karl Marx indvendte hertil, at hvis man indsætter ordet real
labour i stedet for labour, så bliver det tydeligt, at
Franklin sammenblandede to forskellige former for arbejde med hinanden.
Handel er f.eks. udveksling af snedkeri, væveri, syning, skomagerarbejde
osv.; men heraf følger ikke, at en støvles værdi bedst
måles i snedkeri. Den måles ikke bedre i syning, væveri
osv.; men hverken i det ene eller det andet konkrete arbejde. Med andre
ord måles den i såvel det ene som det andet menneskelige arbejde,
eller slet og ret i abstrakt arbejde. Franklin forsømte altså
at udvikle arbejdets dobbeltkarakter.7
(4) David Hume fremsatte i sit essay: On Money
(Essays
Moral and Political, London 1742)
den klassiske formulering af kvantitetsteorien.
På Humes tid steg varepriserne samtidigt med, at mængden af
ædelmetal i Europa blev drastisk forøget som følge
af importen fra Latinamerika.
Humes teori hævdede, at
1.) Varepriserne i et land er bestemt af den pengemasse, der findes
i det.
2.) Pengene i omløb repræsenterer samtlige varer i landet.
Afhængigt af antallet af pengestykker går der mere eller mindre
af den repræsenterede ting på ét stykke.
3.) Hvis varemassen forøges, falder priserne, dvs. pengenes værdi
stiger. Hvis pengene forøges i antal, stiger varepriserne, dvs.
pengenes værdi falder.
Karl Marx fremsatte følgende indvendinger til Humes noget grove
cirkulationsteori:
-
Man må for det første ved en videnskabelig undersøgelse
af cirkulationen forudsætte, at pengematerialets værdi er givet.
Ellers kan man ikke undersøge forholdet mellem mængden af
omløbsmidler og varernes priser.8
De historiske omstændigheder, der gjorde sig gældende på
Humes tid, var uegnede til sådanne undersøgelser, for ædelmetallernes
indbyrdes værdiforhold varierede uafbrudt i det 18. århundrede.
Der fandtes heller ikke egnede statistikker over vareprisernes historie
og omløbsmidlernes mængde.
-
For det andet skelnede Hume ikke mellem regnepenge og cirkulationsmiddel.
Han opfattede dem begge, som om der var tale om mønt. Derfor sluttede
han også, at fordi en forandring i værdimålet får
varepriserne til at stige eller falde, og altså af de samme årsager,
også får mængden af omløbsmidler til at ekspandere
eller kontrahere, forudsat at omløbshastigheden er konstant, så
afhænger vareprisernes generelle svingninger af omløbsmidlernes
mængde.
-
For det tredje påviste Marx, at Hume lavede en fejlslutning, når
han antog, at alt importeret guld indgik direkte i omløbet som mønt.
Den rigtige slutning lyder, ifølge Marx, at hvis alt ædelmetal
i et land indgår i cirkulationen som omløbsmiddel, så
har dette ædelmetal ingen immanent værdi, og det er derfor
heller ikke nogen vare. Følgelig måtte Hume lade varerne være
uden nogen pris og ædelmetallerne uden nogen immanent værdi,
hvis de indgik i cirkulationen. Det er denne fejlslutning, der ifølge
Marx førte til, at kun kvantiteten har betydning i Humes teori.9
Kortfattet stillede Hume den samlede masse af varer og af ædelmetaller
op over for hinanden, som om der var tale om en simpel byttehandel.
Med en grov abstraktion satte han dermed den forhåndenværende
varemasse i et land lig med de ædle metallers samlede vægt
i det pågældende land. Herefter udgør hver enkelt vare
en brøkdel af en tilsvarende del af ædelmetallet, hvorfor
pengenes forskellige funktioner forsvinder med denne ligning.
Den kendte franske socialfilosof Montesquieu var også tilhænger
af kvantitetsteorien. Han forestillede sig, at vareverdenen var en eneste
totalvare, og at alle enkelte varearter udgjorde brøkdele af den:
„L’argent est le prix des marchandises ou denrées. Mais comment
se fixera ce prix? — c’est-à-dire, par quelle portion d’argent chaque
chose sera-t-elle représentée?
Si l’on compare la masse de l’or et de l’argent qui est dans le monde,
avec la somme des marchandises qui y sont, il est certain que chaque denrée
ou marchandise en particulier pourra être comparée à
une certaine portion de la masse entière de l’or et de l’argent.
Comme le total de l’une est au total de l’autre, la partie de l’une sera
à la partie de l’autre. Supposons qu’il n’y ait qu’une seule denrée
ou marchandise dans le monde, ou qu’il n’y en ait qu’une seule qui s’achète
et qu’elle se divise comme l’argent; cette partie de cette marchandises
répondra à une partie de la masse de l’argent; la moitié
du total de l’une, à la moitié du total de l’autre..., l’établissement
du prix des choses dépend toujours fondamentalement de la raison
du total des choses au total des signes“.10
Det var altså typisk for kvantitetsteoretikerne, at de stillede
hele varemassen op over for hele pengemassen, hvorefter de slet og ret
antog, at de forholdt sig proportionalt til hinanden. Med andre ord, at
en enkelt vare måtte svare til en bestemt pengemængde. Fremgangsmåden
byggede på en fejlagtig identifikation af det simple produktbytte
med vareudveksling. Derfor blev pengenes øvrige funktioner helt
overset.
(5) James Steuart udviklede som den første
pengenes forskellige funktioner. Steuart gik ud fra verdenshandlen og den
metalliske cirkulation mellem landene. Han fandt, at omløbsmidlet,
mønten, kun var gyldig inden for et lands grænser, og at mængden
af omløbsmidler afhang af den indenlandske cirkulations behov. Som
reserver beregnet til internationale betalinger lå pengene uvirksomme
hen i form af skatte. I det internationale samkvem var guld og sølv
nødvendige som verdenspenge. Han fandt ingen sammenhæng mellem
mængden af omløbsmidler og de internationale betalingsstrømme.
Steuart antog imidlertid fejlagtigt, at værdimålet skulle
være en konstant størrelse, og at værdimålet var
det samme som regnepenge (money of account). Dermed antog han, at
prismålestokken kunne gælde som værdimål. Prismålestokken
er nemlig blot et vedtaget navn, en vilkårlig valgt ligelig inddelt
målestok, der kan bruges til at regne med. Ifølge Steuart
kan regnepenge således måle vareværdier. Regnepenge i
denne betydning er: „an arbitrary scale of equal parts, invented for
measuring the respective value of things vendible“.11
Ved regnepenge, (prismålestokken), forestillede han sig altså
et konventionelt mål, der ligesom en meter er inddelt i lige store
enheder. Han anførte vinkelmålerens inddeling og verdenskortets
længde- og breddegrader som eksempler:
„Money of account, which I shall here call money, performs the
same office with regard to the value of things, that degrees, minutes,
seconds etc. do with regard to angles, or as scales do to geographical
maps, or to plans of any kind“.12
På samme måde som forskellige målestokke navngives
forskelligt i forskellige lande, hævdede Steuart, at prismålestokken
også bar forskellige pengenavne:
„In all these inventions; there is constantly some denomination taken
for the unit. In angles, it is the degree; in geography, it is the mile,
or league; in plans, the foot, yard or toise; in money, it is the pound,
livre, florin etc“.13
Fælles for de nævnte målestokke er, at de er ligeligt
inddelte. Selve enheden er dog forskellig og af varierende størrelse.
Regnepenge er altså ligesom cirklens 360 grader og døgnets
24 timer underinddelte. Døgnet i f.eks. 1440 minutter og 86400 sekunder.
På spørgsmålet om, hvad standardværdien af en
enhed regnepenge (pengeenhed) er, svarede Steuart derfor:
„What is the standard length of a degree, a minute, a second? — It has
none, and there is no necessity of its having any other than what by convention
mankind think fit to give it“.14
Hvad pengenes standardenhed er, kan altså ikke afgøres
mere præcist, end man kan afgøre, hvad „standardlængden“
eller „standardtiden“ er. Steuart mente altså, at man måtte
stille sig tilfreds med, at de adskiller sig pr. konvention, ligesom en
engelsk mil adskiller sig fra en dansk, og en dansk fra en svensk, uden
at man af den grund har brug for en standard-enhed, der gælder for
dem alle.
Karl Marx kaldte James Steuarts teori for læren om pengenes
ideale måleenhed.15
Han kom med følgende indvendinger til Steuarts fremgangsmåde:
„Steuart holder sig simpelthen til pengenes fremtræden i cirkulationen
som prismålestok og som regnepenge ... Talforholdet 15, 20, 36
siger .. alt, og tallet 1, er blevet den eneste måleenhed ... Fordi
varerne gennem forvandling af deres bytteværdier til priser fremtræder
som ensbenævnte størrelser, bestrider han kvaliteten af det
mål, der gør dem ensbenævnte, og fordi størrelsen
af det guldkvantum, der i denne sammenligning af forskellige guldkvanta
tjener som måleenhed, er konventionel, bestrider han, at det overhovedet
skal fastsættes“.16
Steuart opfattede altså udelukkende penge som en målestok,
der er konventionelt inddelt, ligesom den gamle tommestok måler „længde“
med en anden enhed, end centimetermålet gør. Hvad man nærmere
bestemt skal forstå ved „længde“, interesserede ikke Steuart.
Grunden til, at Steuart konstruerede sin teori om regnepenge, må
forklares med, at guld og sølvs værdistørrelse
ikke er invariable.
I sine videre undersøgelser af mønt og penge opdagede
Steuart, ved klart at skelne mellem omløbsmidler (currency)
og penge (money), at de omløbsmidler, som der ikke er brug
for til at realisere varepriser, hober sig op i form af skatte eller
reserver. Han kunne derfor kritisere Hume og Montesquieus kvantitetsteori.
Endvidere udviklede han pengenes funktioner som betalingsmidler og som
kredit. Han fandt, at pengesedler, som hos ham blot gælder som værditegn,
(eller symbolske penge), altid vil strømme tilbage til deres udstedere.
Dermed opdagede han også loven om pengenes reflux.(Se også
John Fullarton).
Af den følgende passage af Steuart fremgår pengenes funktioner:
„The circulation of every country, ... , must ever be in proportion
to the industry of the inhabitants, producing the commodities which come
to market ... If the coin of a country, therefore, fall below the
proportion of the produce of industry offered to sale, industry itself
will come to a stop, or inventions, such as symbolic money, will be fallen
upon to provide an eqvivalent for it. But if the species be found above
the proportions of the industry, it will have no effect in raising prices,
nor will it enter into circulation: it will be hoarded up in treasures
... whatever be the quantity of money in any nation, in correspondance
with the rest of the world, there never can remain, in circulation, but
a quantity nearly proportional to the consomption of the rich, and to the
labour and industry of the poor inhabitants. The value of each species
of which consomption is determined by a complication of circumstances at
home and abroad; consequently, the proportion is not determined by the
quantity of money actually in the country“.17
Der findes også andre byttemidler end rede penge:
„There are many ways of alienation goods or natural produce, without
the assistance of species [dvs. mønter af ædelmetal]. Immense
quantities of both may be consumed by barter [tuskhandel], or in lieu of
service, where money is never heard of“.18
„What then will become of the additional quantities of coin, or paper
money? — I answer, that in both cases it will enter into circulation, in
proportion to the rise or augmentation of demand [behovet for omløbsmidler]
... the additional coin will proberly be locked up [låst inde (i
pengeskabe?)], or converted into plate [omskabt til sølvtøj]
... their [de riges] riches will remain without producing more effect than
if they had remained in the mine. As for the paper-money, so soon as it
has served the first purpose of supplying the demand of him who borrowed
it, (because he had at that time no coin), it will return upon the debtor
in it [pengesedlers tilbagevenden til deres udsteder], and become realised,
because of the little use found for it in carrying on circulation“.19
Iøvrigt ræsonnerede Steuart sådan: Hvis der er mangel
på omløbsmidler, det være sig af ædelmetal eller
papir, vil de nødvendige betalingsmidler hurtigt kunne blive skabt
kunstigt gennem lån, kuponer, byttehandel, eller gennem andre opfindelser.
I det internationale samkvem vil guldbevægelserne blive reguleret
af den internationale konkurrence, som bevirker, at de vil følge
de internationale renteforskelle:
„All nations will endeavour to throw their ready money, not necessary
for their own circulation, into that country where the interest of money
is high with respect to their own“.20
Hos Adam Smith findes behandlingen af penge og kredit spredt over hele
The
Wealth of Nations. Adam Smith nævner ikke James Steuart explicit;
men hans opfattelse af pengenes forskellige funktioner og kreditten er
nærmest en gentagelse af Steuarts. Steuarts teori tilskrives derfor
ofte Adam Smith.21
(6) I seizième Essai « du numéraire,
du capital circulant et des banques » i Etudes sur l’économie
politique, (Paris 1838), undersøgte Jean Charles Léonard
Simonde de Sismondi forskellen på værdimål og prismålestok
nærmere. Sismondi udviklede formforskellen i analogi med forskellen
på tyngde og vægtlodder. Han nåede til følgende
resultater:
Om værdien hedder det:
„La valeur est donc une idée sociale mise à la place d’une
idée individuelle ... Simultanément avec l’idée de
la valeur, dut naître celle du numéraire, qui en était
le complément“.22
Ifølge Sismondi opstår penge ved, at vareproducenterne
alsidigt afhænder deres produkter som varer. Når arbejderne
ikke længere arbejder for sig selv; men for samfundet, bliver prismålestokken,
som jeg her kalder numérairen, nødvendig for, at man kan
sammenligne vareværdierne.
Sismondi hævdede endvidere, at værdien eksisterede forudfor
prismålestokken og pengene. Han argumenterede herfor ved at sammenligne
tyngdekraften, dvs. hvad vi i dag kalder massefylden, med værdien.
Han var således tilhænger af en præmonetær værditeori.
For at kunne sammenligne hele efterspørgslen med hele produktionen,
dvs. sætte produktionen i samfundsmæssig rapport, mente Sismondi,
at man, for at kunne svare på, hvor mange gange hver vare indeholdte
denne enhed, måtte forudsætte en ideal enhed:
„Cette opération abstraite était l’image de celle qu’on
avait faite sur des quantités materiélles, quand on avait
comparé les pesanteurs [massefylderne]“.23
Derfor er de oprindelige pengenavne også vægtbetegnelser:
„Le talent, la drachme, l’as, le denier, la livre, l’once, sont des
noms de mesures de poids tout comme de mesures de valeur“.24
Dermed kunne Sismondi, i analogi med forskellen på massefylde
og vægtmål, skelne mellem værdimål og prismålestok:
„La valeur n’était pas plus créée par la livre
d’argent que la pesanteur n’était créée par la livre
de poids qui servait à les compter“.25
Sismondis ræsonnement svarer til vittigheden om fjer og bly —
hvad vejer mest? — et kilo fjer eller et kilo bly? — For at kunne afgøre
dette må man vide, hvad et kilogram er, hvilket igen afhænger
af en konvention, der ikke ændrer noget ved, at kiloloddet udtrykker
en bestemt massefylde.
Massefylden måtte altså eksistere forudfor målkonventionen:
„Nous supposons toujours les écus comme préexistons pour
la création de la marchandise, du capital fixe, du fonds de terre,
des créances que nous évaluons par eux, tandis qu’au contraire
la valeur de toutes ces choses, préexiste avant les écus,
et que la géometrie n’a crée les surfaces“.26
Det er altså, fordi produkterne udveksles som værdier, at
vare-penge- relationen bliver skabt. Kender jeg arbejdsmængden, som
forbruges for at udvinde et pund sølv, kan jeg altså afgøre
en hvilken som helst anden vares værdi. Faktisk sætter den
enkelte vareproducent dermed sit arbejde lig med sølvminearbejderens.
Sismondi når dermed frem til den samfundsmæssigt nødvendige
arbejdstid:
„La valeur mercantile est toujours fixée ... , sur la quantité
de travail nécessaire pour se procurer la chose évaluée
... La livre d’argent représente le nombre de journées de
travail, moyennant lequel on pouvait l’extraire de la mine, et l’apporter
dans le lieu ou elle était échangée“.27
Det lykkedes altså for Sismondi at føre den idéale
enhed, som først syntes nødvendig for, at man formidlet af
numerairen kan sammenligne vareværdierne, tilbage til »den
nødvendige arbejdstid«. Sismondi udviklede altså teorien
om prismålestokken i nær sammenhæng med arbejdsværditeorien.
Det forbliver imidlertid uklart hos Sismondi, hvordan antallet af samfundsmæssigt
nødvendige arbejdsdage, som forudsætter gennemsnitlige, samfundsmæssige
produktionsbetingelser, kan blive bestemt forudfor og uafhængigt
af byttet. Hvordan kan man f.eks. beregne sølvminearbejderens
produktivitet forudfor og uafhængigt af byttet? — Der er jo i dette
tilfælde tale om konkret arbejdstid.
(7) Læren om arbejdstiden som pengenes ideale
mål og enhed blev i det 19. århundredes første halvdel
fremført af de ricardiansk inspirerede socialister: John Gray, John
F. Bray, Pierre-Joseph Proudhon, Robert Oven m.fl. Teorien kaldes også
teorien om arbejdspenge og byttebanker. Tankegangen er, at pengene
forfalsker vareværdierne. Pengene skal derfor direkte udtrykke
det immanente værdimål, arbejdstiden. Vareværdierne skal
altså udtrykkes i deres „arbejdspriser“ og ikke i deres „pengepriser“.
Teorien
om arbejdspenge er derfor den nominalistiske konsekvens af arbejdsværditeorien.
Kombinationen af faste priser, centrale lagre og en nationalbank ville
endvidere ifølge arbejdspengeteorien kunne sikre, at tendensen til
overproduktion ville forsvinde, sådan at fremtidige kriser helt kunne
undgås. Tilhængerne af teorien om arbejdspenge forestillede
sig også, at arbejderne dermed kunne undgå at blive snydt på
grund af betalingen, for arbejdspengene ville sikre dem det fulde værdiprodukt.
John Gray, der var den første, som fremsatte teorien, hævdede,
at arbejderen i stedet for pengene skulle modtage en kvittering på
det konkrete arbejde, han havde udført:
„Money should be merely an receipt, an evidence that the holder
of it has either contributed a certain value to the national stock of Wealth,
or that he has acquired a right to the said value from someone who has
contributed it. The use of the receipt should be to enable the holder of
it to re-obtain the value that was given for it, whenever he pleases, and
in whatever shape he may require. But money should not be intrinsically
valuable“.28
I stedet for pengesedler med gulddækning — „guldkvitteringer“
— , forestillede Gray sig anvisninger på den nationale rigdom i overensstemmelse
med den forbrugte arbejdstid. En 1- £-seddel skulle f.eks. repræsentere
1 arbejdsuge på 72 timer (!). En pundseddel opfattede han nemlig
blot som et andet navn for en arbejdsuge.
Den koorporative bevægelse i England og de i begyndelsen af 1830-erne
af Robert Oven iværksatte byttebanker, — National Equitable Labour
Exchange — , brugte systemet; men i mindre målestok, end Gray
havde forestillet sig. Deres pengesedler var konsekvent påtrykt det
antal timer, som det indleverede produkt repræsenterede. De var anvisninger
på totalarbejdet. På denne måde håbede man at kunne
undgå svindel med arbejdets betaling.
Imidlertid havde systemet en indbygget svaghed. Pengene har en selvstændig
materiel eksistens ved siden af varerne — hvorfor? — og hvorfor kan arbejdstimerne
ikke blot være påtrykt sedlerne ? — Jeg laver f.eks. en stol
i løbet af en uge, og afleverer den om lørdagen til et centrallager.
Som bevis på dens værdi modtager jeg en timeseddel. Dvs. en
stol = en 72-timersseddel. Om mandagen bytter jeg denne seddel med et par
sko. En uges møbelsnedkeri og en uges skomagerarbejde er dermed
blevet sat lig med hinanden. For at der kan være tale om et ækvivalentbytte,
må sedlen imidlertid repræsentere gennemsnitsarbejde, og det
gør den kun, hvis byttebanken udfører denne mellemregning.
Den må tage højde for forskellen på simpelt og kompliceret
arbejde og foretage en omregning.
Forskellige produktivitetsgrader og produktivkraftudviklingen ville
endvidere medføre vanskeligheder ved beregningen. Byttebanken må
således også fastsætte lønforskellene:
„These variations, ... , may easily, ... , be regulated, partly by fixed
scales of payment for different employments, allowing something more than
the average for some kinds of works, and something less than the average
for other kinds; partly be an allowance of time, rewarding ten or eleven
hours labour in one employment equally with twelve in another“.29
Når jeg i byttebanken skulle indløse min arbejdsseddel,
ville jeg derfor ikke kunne være sikker på faktisk at modtage
et tilsvarende arbejdsprodukt, med mindre byttebanken foretog en gennemsnitsberegning.
Jeg ville, enten få mere eller mindre, end de 72 timer mit møbelsnedkerarbejde
berettigede til. Hvis sedlen repræsenterede gennemsnitsarbejdstiden,
ville den ikke være indløselig med den virkelige arbejdstid,
som jeg havde brugt. Teorien om arbejdspenge forsøgte med andre
ord, at ophæve forskellen på værdi og pris ved at ophæve
den blotte navneforskel. Ophævelsen af navneforskellen ophæver
imidertid ikke den samfundsform, som skaber vare- penge- relationen. Det
er derfor fortsat nødvendigt at udtrykke vareværdierne som
pengepriser, hvis det konkrete arbejde skal udtrykkes som abstrakt, samfundsmæssigt
arbejde.
Ifølge Karl Marx er problemet i teorien om arbejdspenge således,
at den uden videre behandlede det vareproducerende arbejde, som om der
var tale om umiddelbart associeret arbejde, hvilken ikke kan være
tilfældet. Men da der i det borgerlige samfund er tale om privatarbejder,
der gennem udvekslingsprocessen afhændes for at bevise deres gyldighed
som abstrakt, samfundsmæssigt arbejde, konkluderede han, at Grays
teori var forkert. Fiksfakserier med pengene ville ikke kunne afskaffe
kapitalismen. Pengene er nemlig en nødvendig følge af det
vareproducerende arbejdes dobbeltkarakter.30
(8) Karl Marx kalder i Kapitalen en tings nyttighed
for dens brugsværdi. Kortfattet kalder han selve varelegemet eller
brugstingen for brugsværdi:
„En tings nyttighed for den menneskelige eksistens gør den til
en brugsværdi. Kortfattet kalder vi selve den nyttige ting eller
— varelegemet, … , for brugsværdi, gode, artikel. Ved betragtning
af brugsværdierne vil der altid være forudsat en kvantitativ
bestemthed, som ét dusin .. en alen .. en ton osv. ... Brugsværdien
virkeliggøres kun i brugen eller konsumtionen. Brugsværdier
udgør rigdommens stoflige indhold, uanset hvad dens samfundsmæssige
form end måtte være“.31
Brugsværdi er endvidere en forudsætning for, at en ting
fremstilles med henblik på udveksling. Realiseret bliver den først,
når den forbruges, og dermed tilintetgøres af mennesker. Den
kan benyttes på forskellige måder; men hvordan kommer ikke
sagen ved. Ligeledes er det underordnet, om de menneskelige behov udspringer
af maven eller af fantasien. Som brugsværdi fremtræder varen
altså først og fremmest som en nyttig ting, der kan tilfredsstille
menneskelige behov. Man kan ikke måle denne nyttighed. Den afhænger
udelukkende af det pågældende individs behov. Med andre ord
er nyttens måling udelukkende en subjektiv foreteelse. Marx har dermed
afvist utilitarismens udgangspunkt: at nytten er målelig.32
Endelig er brugsværdierne de stoflige bærere af bytteværdien.
Herom siger Marx i Kapitalens førsteudgaves 1. kapitel:
„Bytteværdien fremtræder først og fremmest som det
kvantitative
forhold, den proportion, i hvilken én slags brugsværdier
lader sig udveksle med en anden slags brugsværdier, et forhold, som
bestandig ændres med tid og sted. Bytteværdien synes følgelig
at være noget tilfældigt og helt relativt — en varen
iboende, immanent bytteværdi, (valeur intrinsèque),
synes altså at være en contradictio in adjecto“.33
Bytteværdien forekommer altså umiddelbart at bestå
i et isoleret mængdeforhold mellem kun to varer. Dette mængdeforhold
forandrer sig med tid og sted. Det kan kaldes et bytteforhold, f.eks. 3A
mod 4B. De 3A må imidlertid også kunne udveksles med, f.eks.
vare C, D, E osv. Dermed synes bytteforholdet for vare A at variere fra
den ene artikel til den anden. Vare A opnår således de mest
forskelligartede proportioner med de øvrige varer B, C, D osv. Uanset
hvilke bestemte bytteforhold, som udtrykker vare 3A’s bytteværdi
i andre varer, så forbliver 3A’s bytteværdi dog den samme
ensartede størrelse.34
Marx synes udfra dette ræsonnement, efter at han har bestemt varen
som en enhed af brugs- og bytteværdi, at ville betragte varerne som
værdier slet og ret; altså det indhold, der fremtræder
som bytteværdier, for så siden at ville vende tilbage til vareværdiens
første fremtrædelsesform. I Kapitalens førsteudgave
1. kapitel hedder det således: „Varerne vil derfor i første
omgang blive betragtet som værdier slet og ret, uafhængigt
af deres udvekslingsforhold eller den form, i hvilken de fremtræder
som bytteværdier“, og senere i samme værk hedder det, efter
at værdistørrelsen er blevet behandlet: „Lad os til at begynde
med atter vende tilbage til den første fremtrædelsesform for
vareværdien“,35
hvorpå han fortsætter med analysen af værdiformen.36
Den ovenfor skitserede fremgangsmåde, hvor der hoppes frem og
tilbage mellem det indholdsmæssige og formmæssige, finder jeg
ikke er særlig hensigtsmæssig, da vareværdiens udgangsdefinition:
„samfundsmæssig nødvendig arbejdstid“ let får læseren
til at overse, at Marx for det første tilbageviser en mere overfladisk
opfattelsesmåde, som holder fast i bytteværdiens umiddelbare
fremtrædelsesform; og for det andet, at Marx supplerer den ricardianske
værditeoris mangler vedrørende værdistørrelsen,
for sidenhen at kritisere den for ikke at kunne forklare sammenhængen
mellem værdisubstans og værdiform.37
Vi kan altså konstatere, at Marx ret hurtigt afviser opfattelsen
af bytteværdien i betydningen: noget, der udelukkende er relativt
og tilfældigt.38
Det var Samuel Baileys polemik vendt mod den ricardianske arbejdsværditeori,
Marx her havde i tankerne.39
En mere indgående kritik af Samuel Baileys overfladiske relativisme,
som kun vil holde fast i varernes bytteforhold, findes i Hæfterne
fra 1861/63, hæfte XIV.40
Jeg
vil herefter redegøre for hovedessensen af den.
Bailey holder fast ved bytteværdiens umiddelbare fremtrædelsesform,
dvs. det kvantitative bytteforhold, hvori to varer udveksles, uden at se
nogen sammenhæng herimellem og „pris“. Bailey har dermed i realiteten
forudsat eksistensen af en almen ækvivalent og af prisformen.
Marx griber fat i de følgende linier fra Baileys bog.41
Han mener, at hele Baileys visdom er indeholdt i dem. Bailey siger:
„If the value of an object is its power of purchasing, there must be
something to purchase. Value denotes consequently nothing positive or intrinsic,
but merely the relation in which two objects stand to each other as exchangeable
commodities“.42
Til at begynde med fjerner Marx Baileys åbenlyse absurditeter.
-
For det første kan man ikke sige, at en tings værdi er dens
købekraft, for så har man forudsat, at der er noget at købe
med, dvs. penge. „At købe“ betyder nemlig, at penge forvandles til
vare. I stedet for at sige „at købe“ må man altså sige,
„at udveksle mod andre ting“. Endelig er Baileys bemærkning om, at
der må være noget at købe, ganske overflødig.
-
Den anden uklarhed hos Bailey, mener Marx, skyldes, at Bailey ikke véd,
om han taler om „ting“ eller om „varer“. Er der tale om ting, kan de uden
videre forbruges af deres producenter, hvorfor de ikke kan tjene som et
middel, hvormed man kan erhverve sig andre ting. Alene med varer kan man
tilegne sig andre ting. Med „ting“ mener Bailey altså „varer“. Herudfra
slutter Marx, at udtrykket: „det forhold ... som udvekslelige varer står
til hinanden som udvekslelige varer“, enten er nonsens, eller også
modsiger Bailey sig selv. Hvis forholdet angiver, at varer udveksles i
en bestemt proportion, så har han nemlig blot sagt, at de udveksles
i henhold til deres ækvivalens som lige store værdier. Dermed
ville Bailey have påvist det modsatte af, hvad der oprindeligt var
hans hensigt, nemlig at den enkelte vares købekraft var bestemt
af dens værdi og ikke af selve bytteforholdet.
-
Marx påpeger også en tredje uklarhed i Baileys linier. Man
kan, dels tale om en „tings udvekslingskraft“, (da udtrykket „købeevne“
forudsætter penge), og dels om „et forhold, hvori ting udveksles
med hinanden“. Imidlertid angiver udvekslingskraft noget, som hører
immanent til tingen, lige som en egenskab hører til den, mens forhold
blot betyder en relation mellem to ting. Man kan imidlertid ikke sige,
at en relation mellem to ting tilkommer den ene mere end den anden; men
man må sige, at den tilkommer dem begge i samme grad. Med de to udtryk
gør Bailey altså et forsøg på at fremstille værdien,
som om den tilhører tingen som en egenskab; — vel at mærke
en egenskab som alligevel kun eksisterer som en relation mellem to ting.43
Det er altså meningsforstyrrende, når Bailey bruger to forskellige
udtryk til at betegne det samme. Skal man følge Baileys intention
om at tilbagevise værdibestemmelsen som værende noget andet
end selve bytteforholdet, må man nøjes med udtrykket „relation“.
En egenskab ville nemlig betyde, at der fandtes noget i tingen iboende,
hvorved Bailey ville komme i strid med sin egen opfattelse af sagen.
Af ovennævnte grunde omformulerer Marx Baileys linier til:
„If the value of an object is the relation in which it exchanges with
other objects, value denotes, consequently (viz. in consequence of the
„If“) nothing, but merely the relation in which two objects stand to each
other as exchangeable objects“.44
Denne tautologi er ubestridelig. En tings værdi betyder i overensstemmelse
hermed intet andet end bytteforholdet mellem to varer, som udveksles. Bailey
nægter at føre analysen videre.
Antager man f.eks., at x vare A udveksles med y vare B, så følger
heraf, at x vare A er y vare B værd; og y vare B er x vare A værd.
Kort sagt er: A = B, B = A, hvorfor A = A. Man har dermed forsøgt
at forklare en brugsværdis værdi med dens eget mængdeforhold.
Det ændrer intet ved sagen, hvis man videre antager, at x vare A
= y vare B, og x vare A < 2 y vare B, og omvendt: 2 x vare A > y vare
B. Lighedstegnet udtrykker hverken mere eller mindre, end tegnene for „større
end“ og „mindre end“ gør. De udtrykker alle en relation i forskellige
proportioner, eller de er forskellige udtryksmåder for det samme.
Marx spørger herefter om, hvordan dette lighedstegn fremkommer.
De forskellige varer A og B er sat lige; men ifølge Bailey indeholder
de ikke noget iboende eller positivt, som kan bestemme det forholdet, hvori
de udveksles. Derimod er ligheden blevet bestemt gennem mængdeforholdet,
hvilket imidlertid forudsætter, at der udveksles, eller allerede
er blevet udvekslet i dette forhold. Den blotte kendsgerning, at der er
blevet udvekslet i et bestemt forhold, fastslår forholdet. For at
undgå at bytteforhold er bestemt af et forhold, som går forudfor
udvekslingen, må man altså droppe bytteforholdet, som noget
der griber ud over vare A og B, og som er adskilt fra dem.
Efter på denne måde at have indkredset, hvad ordet „relation“
indebærer, omformulerer Marx endeligt Baileys linier til:
„If value of an object is the quantity of another object exchanged with
it, value denotes, consequently nothing, but merely the quantity of the
other object exchanged with it“.45
Bailey kan altså kun udtale sig om, hvilket mængdeforhold,
der er blevet udvekslet i; men ikke om hvordan dette forhold er blevet
bestemt. Hans møje har kun resulteret i frasen om, at en vares værdi
ikke er andet end dens udvekslingsforhold med en anden vare, og at værdien
er dette forhold; eller også må han dementere sin egen opfattelse
og forudsætte en immanent udvekslingsevne i varerne, — værdi
om man vil — , hvilket var det, som han ville afvise, der kunne være
tale om.
Baileys filosofiske begrænsning, mener Marx, fremgår af
det følgende citat, hvor Bailey sammenligner værdi med afstand
mellem legemer:
„As we cannot speak of the distance of any object without implying some
other object, between which and the former this relation exists, so we
cannot speak of the value of a commodity but in reference to another commodity
compared with it. A thing cannot be valuable in itself without reference
to another thing, any more than a thing can be distant in itself without
reference to another thing“.46
Bailey mener således ikke, at man kan tale om en tings afstand,
uden at den sættes i forhold til en anden ting, hvormed den kan sammenlignes.
Dette anser Marx for at være noget vrøvl. Af afstanden mellem
to ting er et forhold, følger ikke, at „afstand“ og „forhold“ betyder
det samme. Derimod mener han, at afstand mellem to ting forudsætter
en egenskab ved tingene. Denne egenskab gør dem i stand til at befinde
sig i en afstand fra hinanden. Når vi således forudsætter,
at der er en vis afstand mellem to ting, forudsætter vi, at de er
forskellige i rummet. De er begge, fordi de udgør punkter af rummet,
sammenlignelige. De kan derfor sættes lig med hinanden. Deres rumtilhørsforhold
er deres enhed.
Når Bailey siger, at to ting er i en afstand til hinanden, så
sætter ham dem ikke lig med hinanden som punkter af rummet. Hos
ham indtager de slet ikke samme rum. Alligevel tillægger han
dem rumlige egenskaber, når han f.eks. taler om en afstand mellem
dem. Han forudsætter altså, at de er identiske, uden at svare
på, hvad denne identitet består i. Analogt hertil, svarer han
heller ikke på, hvilken enhed, det er, som gør det muligt,
at sætte varerne lige som værdier, når de udveksles.47
Vi har set, at på samme måde som sammenligningen af geometriske
legemer forudsætter deres identitet som punkter af rummet, således
forudsætter varernes bytteværdier også en fælles
enhed, i hvilken de er kvalitativt identiske, og kun adskiller sig størrelsesmæssigt.
Denne enhed udspringer ikke af naturen; men af samfundet.
Med „varernes fælles enhed og substans“ sigter Marx således
til, at varerne er ens, fordi de er arbejdsprodukter, dvs. resultater af
forbruget af menneskelig arbejdskraft, og derfor er de som værdier
ens. Den enkelte vares værdi repræsenterer så at sige
en anvisning på en bestemt mængde af det samlede samfundsmæssige
arbejde, repræsenteret ved den samlede kreds af varer. Varerne må
derfor fremstille sig for hinanden i en fra dem forskellig og selvstændig
form, — formen for umiddelbar udvekselighed. Denne form findes for
hånden, når én eksklusiv vare er blevet udskildt fra
den samlede varekreds, hvorefter den kan gælde som en almen ækvivalent.
Idet varerne udskiller én vare som noget forskelligt og selvstændigt
fra dem selv, forandrer de også det arbejde, denne almene ækvivalent
repræsenterer, til alment samfundsmæssigt arbejde.48
David Ricardo kommer kun nogle ganske få steder i „Principper…“
ind på denne „varernes samfundsmæssige substans“; men han udvikler
den ikke videre. Han fastslår f.eks., at man for at kunne måle
forskellige ting må kunne sammenligne dem med enheder af samme slags.
Hvorefter han fortsætter:
„En franc er ikke værdimål for nogen ting, undtagen for
et kvantum af det samme metal, hvoraf franc laves, med mindre franc og
den ting, der skal måles, kan sammenlignes med et andet mål,
der er fælles for begge. Det tror jeg de kan, for de er begge
resultatet af arbejde; og derfor er arbejde et fælles mål,
hvormed deres virkelige såvel som deres relative værdi kan
beregnes“.49
Marx præciserer Ricardos ræsonnement til, at det menneskelige
arbejde her er et fælles mål, fordi varerne er arbejdsresultater.
Arbejdet kan altså kaldes det immanente mål for varernes værdistørrelser,
— deres værdisubstans.50
Da Ricardo imidlertid ikke skelner mellem arbejdet, sådan som uafhængige
individuelle privatarbejder af særlig beskaffenhed resulterer i varer,
og arbejdet i betydningen: varernes immanente mål, fandt han ingen
sammenhæng mellem arbejdet i denne betydning og pengene. Følgelig
opfattede han varernes forvandling til penge som en blot formel akt, og
pengene som en teknisk indretning, der letter bytteakten; men som egentlig
ikke vedrører det kapitalistiske system.51
Da man i det daglige finder pengene ved siden af varerne, som alle derfor
kan udtrykkes i pengepriser, er man så vant til, at vareværdierne
allerede er udtrykt i noget tredje, nemlig deres pris, at man ikke studser
nærmere over at det forholder sig sådan. Ved den teoretiske
fremstilling kan man imidlertid ikke forudsætte, at varerne allerede
er blevet sammenlignet, fordi der findes penge. Man må omvendt ved
at udvikle formen, som varerne udtrykker deres værdier i, vise, at
de udskiller en vare som noget ganske aparte fra deres egen kreds, og at
denne vare er penge.
David Ricardo var hovedsagligt optaget af at undersøge værdistørrelsen.
Da han ikke uden videre kunne sammenligne kvalitativt forskellige arbejder,
måtte han først reducere dem til det samme simple gennemsnitsarbejde
(unskilled labour). Da han havde foretaget denne reduktion, kunne
han opregne det komplicerede eller sammensatte arbejde (skilled labour)
som et multiplum af det simple gennemsnitsarbejde.52
At en større mængde kompliceret arbejde udgør en
større værdikilde end det mere simple, skaber altså
ingen større problemer for Ricardos bestemmelse af værdistørrelsen
ved arbejdstiden. Forbruget af den menneskelige arbejdskraft tæller
nemlig kun som en funktion af tiden. Ethvert individ må være
i stand til at klare den samme arbejdsopgave inden for samme tidsrum. På
samme måde som jernbaner kører efter normaltid og køreplaner,
arbejder mennesket ifølge denne teori efter gennemsnitlige præstationsmål.
Når det forskelligartede arbejde er blevet reduceret til det samme
simple gennemsnitsarbejde, dvs. til arbejde af samme kvalitet, kan det
uden videre sammenlignes og måles ved dets varighed. Tiden er målet
for arbejdets mængde. Den måles som bestemte enheder som f.eks.
minutter, timer, dage, uger, år osv. Arbejdet må altså,
for at være kilde til den samme værdistørrelse, forudsættes
at være blevet udført med den samme faglige kunnen, dygtighed,
omhu, øvelse osv. Det må også være udført
lige intenst. Det simple gennemsnitsarbejde er derfor ikke det samme i
forskellige lande; men det er givet i et forhåndenværende samfund.
De produktionsmidler og den teknologi, som det udføres med, må
endvidere være af samme samfundsmæssige gennemsnitseffektivitet.
Varen må være blevet fremstillet ved samfundsmæssigt
gennemsnitlige produktionsbetingelser, intensitet osv. Det er med andre
ord, ifølge Ricardo, den samfundsmæssigt nødvendige
arbejdstid, der går til fremstilling af en vare, som angiver dens
værdistørrelse. Heraf følger, at jo mere produktivt
arbejdet er, jo flere brugsværdier producerer det, og jo mindre en
værdistørrelse repræsenterer den enkelte vare.
Der er blot et problem med reduktionen til simpelt gennemsnitsarbejde:
Den kan kun foretages, hvis den bliver formidlet af markedet, dvs. når
værdistørrelsen bestemmes af udvekslingsforholdet, og det
var netop, hvad Ricardo ville undgå.
Vi kan herefter med udgangspunkt i Ricardos værditeori
se, hvordan forandringer i arbejdets produktivkraft forandrer det relative
værdiforhold mellem to varer.
Vi antager, at to varer, A og B, er af identiske værdistørrelser,
fordi de begge er blevet fremstillet i løbet af en simpel arbejdsdag.
Vare A’s relative værdi kan derfor udtrykkes i en bestemt mængde
af vare B. Vi antager, at dette forhold er: 1A (l simpel arbejdsdag) =
2B (l simpel arbejdsdag). Hvordan vil en ændring i arbejdets produktivkraft
for det arbejde, der går til fremstillingen af vare A, så virke?
— Sænkes produktivkraften sådan, at der går to simple
arbejdsdage til at fremstille vare A, og arbejdets produktivkraft for vare
B’s vedkommende er den samme, bliver forholdet: 1A (2 simple arbejdsdage)
= 4B (2 simple arbejdsdage). Omvendt vil den samme ændring i arbejdets
produktivkraft for vare B’s vedkommende, forudsat at A’s holdes konstant,
resultere i forholdet: 1A (l simpel arbejdsdag) = 1B (l simpel arbejdsdag).
Den samme ændring af den relative værdi kan altså
udspringe af helt modsatte årsager. Forandres nu den nødvendige
arbejdstid til fremstilling af vare A og B i samme retning og i samme grad,
så forbliver det indbyrdes forhold det samme. Der gælder 1A
= 2B, hvad enten der går 1 simpel arbejdsdag til fremstilling af
dem begge, eller der går 5 simple arbejdsdage til deres fremstilling.
At der overhovedet er sket en forandring i deres relative værdistørrelser,
kan først konstateres, hvis vi sammenligner med en tredje vare,
C, hvis værdistørrelse er kendt, f.eks. 1 simpel arbejdsdag.
Det er endvidere muligt, at vare A og B’s værdistørrelser
forandrer sig i ulige grad i samme eller modsatte retning. 1A = 2B forandrer
sig til 1A = 4B. Hvordan afgør man så, om forandringen skyldes
en forandring af produktivkraften for vare A’s eller B’s eller for begges
vedkommende, blot i ulige grad? — Igen må vi kende en tredje vares
værdistørrelse, f.eks. vare C’s, for at kunne afgøre
dette.
Hvis man har to varer, og der sker en ændring i deres relative
værdi, kan man altså ikke uden videre fastslå, om ændringen
skyldes, at den ene vare er steget i værdi, den anden faldet, eller
om der er tale om forskellige ændringer i begges værdier. Det
er denne relativitet, der fik Ricardo til at opstille tesen om et invariabelt
værdimål, den såkaldte standard. Han antog, for at
slippe let hen over problemet, at penge var en sådan standard, selvom
han godt vidste, at en sådan vare af konstant værdi, ikke findes.
Der må nemlig altid kræves den samme mængde arbejde til
dens produktion, og denne mængde forandrer sig hele tiden.53
Samuel Bailey sluttede af, at standarden er af foranderlig værdi,
at man så slet ikke behøver et immanent værdimål,
da pengene som et ydre mål godt kan klare sammenligningen af varer
uden af den grund at være invariabel. Dermed mente han endda, at
selve værdibestemmelsen som problem helt elimineredes.54
Marx’ fremstillingsgang i Kapitalens førsteudgaves første
kapitel er altså denne: Efter ret hurtigt at have tilbagevist
Bailey, går han over til at betragte værdiens substans og størrelse
uafhængigt
af værdiformen. Forskellen på Marx’ og Ricardos værditeorier
synes derfor i første omgang at være forsvindende. Marx synes
temmelig ukritisk at tilslutte sig bestemmelsen af værdistørrelsen.
Først i anden omgang udvikler han, hvad Ricardo havde forsømt
at udvikle, nemlig „den indre logiske sammenhæng“ mellem værdisubstans
og værdiform. Forsømmelsen hos Ricardo skyldes, at han ikke
udviklede arbejdets dobbeltkarakter; men kun kunne forstå det abstrakte
arbejde i betydningen:
generaliseret konkret arbejde. Ricardo fandt
derfor ikke nogen sammenhæng mellem værdiens immanente mål
og det ydre værdimål, — pengene.
Ricardo kritiseredes altså gennemgående af Marx for ikke
at have påvist, hvorledes privatarbejdet formidlet af cirkulationen
opnår en procesform, således at privatarbejdet gennem varesalget
kan blive anerkendt samfundsmæssigt. I stedet for forudsatte Ricardo
på en måde, at det vareproducerende arbejde var umiddelbart
samfundsmæssigt, hvilket ikke kan være tilfældet. Endvidere
var Ricardo ude af stand til at forstå varernes udvekslingsproces
som en proces gennem hvilken privatarbejdet anerkendes samfundsmæssigt.
Han forstod derfor heller ikke værdiformen som det private arbejdes
samfundsmæsssige form.
(9) William Stanley Jevons, grundlæggeren af
den såkaldte marginalistiske skole, angreb David Ricardos arbejdsværditeori
direkte. Han hævdede, at Ricardos teori havde været en fuldstændig
fejltagelse, som havde ført ind i en teoretisk blindgyde. Han forsøgte
derfor at opstille en alternativ værditeori, som byggede på
hedonistisk- utilitariske overvejelser. Han hævdede i overensstemmelse
hermed, at man kunne kvantificere glæde og smerte, så de kunne
beregnes med modsatte fortegn.
Nyttemaksimering anså han for at være det videnskabelige
grundlag for al økonomi:
„Pleasure and pain are undoubtly the ultimate objects of the calculus
of economics. To satisfy our wants to the utmost with the least effort
— to procure the greatest amount of what is desirable at the expense of
the least that is undesirable — in other words, to maximise pleasure,
is the problem of economics“.55
„Value in exchange expresses nothing but a ratio, and the term
should not be used in any other sense“.56
Ifølge Jevons udtrykker bytteværdi kun en rate; men:
„Value implies, in fact, a relation; but if so, it cannot possible be
some other thing“.57
Pengene opfattede Jevons, som en ren og skær formalitet. Han tog
i stedet udgangspunkt i, hvad han kaldte teorien om byttet. Jevons gjorde
intet forsøg på at udvikle bytteværdien til pris. Det
er slet ikke klart, hvad „pris“ betyder hos ham. Derfor er hans fremstilling
præget af en fuldstændig begrebsløshed angående
værditeorien:
„What is the value of iron compared with that of gold? … The answer
consists in stating the ratio of the quantities exchanged“.58
Ordet „værdi“ betegner altså ikke andet hos Jevons end:
„den mængde af B, som bliver byttet med en mængde af A“.
Hvad får Jevons nu ud af bytteligningen: x vare A = y vare B?
— Han sammenligner ikke varerne som værdier; men som mængdeforhold.
Han overser helt værdiforholdet, og fastholder kun lighedsforholdet.
Bytteværdien er derfor lig med et mængdeforhold. På spørgsmålet
om, hvad jerns værdi er sammenlignet med gulds, svarer Jevons: „en
unse : et tons“, for de er blevet udvekslet i dette mængdeforhold.
Jevons svarer ikke på, hvorfor der bliver udvekslet, og på,
hvorfor to varers værdier bliver sammenlignet. Han spørger
ikke om, hvad det er, der giver dem formen for udvekslelighed. I
stedet for fastholder han, at ordet „værdi“ bliver brugt forkert
af ricardianerne, og at der blot er tale om et forhold ligesom raten: x
/ y. Han holder stædigt fast i værdiens umiddelbare fremtrædelsesform,
selve udvekslingsforholdet, og kommer ikke ud af stedet. Han ser helt bort
fra den samfundsmæssige form, dvs. forskellen på et produkt
og en vare. Han overser helt, at tingenes varekarakter udtrykker en økonomisk
dimension.
Hvis vi antager, at to varer bliver byttet i forholdet y / x, antager
Jevons, at det er rimeligt at slutte, at andre vilkårlige, selv uendelig
små mængder af de samme varer af samme kvalitet og art, vil
blive byttet i samme forhold. Med andre ord kan samme vareart på
samme marked ikke samtidigt have to forskellige priser. Bytteraten, y /
x kan derfor omformes til: dy / dx, dvs. en differentialkoefficient.
Da varernes nytte uafbrudt forandrer sig, vil de byttende ikke kunne
få samme mængde til den samme pris på forskellige tidspunkter.
Køberen vil nemlig påvirke markedet og den udbudte mængde.
Prisen vender sig derfor imod ham.59
For at bytteraten kan blive fastholdt teoretisk, må man betragte
varebesidderne som indehavere af vareforråd, som de bytter, indtil
de opnår en ligevægt. De tilpasser altså deres forråd
til de givne markedsbetingelser, dvs. reelt markedspriserne. Situationen
ligner altså „prisfast mængdetilpasning ved fuldkommen konkurrence“
kendt fra teorien om udbud og efterspørgsel:
„The keystone of the whole theory of exchange … lies in this proposition
— . The ratio of exchange of any two commodities will be the reciprocal
of the ratio of the final degrees of utility of the quantities of commodity
available for consumption after the exchange is completed“.60
Der bliver altså tale om et mængdeforhold mellem, hvad de
byttende har på lager, og hvad de er villige til at afhænde.
Der er tale om isoleret bytteakt mellem kun to personer. Jevons tænker
sig f.eks., at 10 pd. brød byttes med 1 pd. kød. Efter byttet
har:
|
A
|
derfor
|
(a—x) brød
|
og
|
y kød, og
|
|
B
|
har
|
x brød
|
og
|
(b—y) kød.
|
| Marginalnytten for A er: |
(a — x), og |
| marginalnytten for B er: |
(b — y). |
Ligevægtsbetingelsen bliver herefter:
|
ƒ(a — x)
|
=
|
y
|
=
|
ƒ’x
|
|
¥y
|
|
x
|
|
¥’(b — y)
|
Venstresiden udtrykker A’ marginalnytte af brød og kød.
Højresiden udtrykker omvendt B’ marginalnytte af brød og
kød. Udtrykket svarer, ifølge Jevons, til det matematiske
udtryk for udbud og efterspørgsel og ligevægtspriser.61
Der
er tale om den matematiske ligevægtsbetingelse for den såkaldte
mængdetilpasning ved fuldkommen konkurrence, hvor markedsprisen er
given og ikke forsøgt forklaret.62
Min kritik af Jevons er egentlig blot en gentagelse af Marx’ kritik
af Samuel Bailey. Antager man f.eks., at x vare A udveksles med y vare
B, så følger heraf, at x vare A er y vare B værd; og
y vare B er x vare A værd. Kort sagt er: A = B, B = A, hvorfor A
= A. Jevons har dermed forsøgt at forklare en brugsværdis
værdi med dens eget mængdeforhold.
Hvordan fremkommer dette lighedstegn? — De forskellige varer A og B
er sat lige; men indeholder ikke noget iboende eller positivt, som kan
bestemme det forhold, hvori de skal udveksles. Derimod er ligheden blevet
bestemt gennem mængdeforholdet, hvilket imidlertid forudsætter,
at der allerede er blevet udvekslet i dette forhold. Den blotte kendsgerning,
at der er blevet udvekslet i et bestemt forhold, fastslår bytteraten.
Der er ikke noget, som kan gribe ud over bytterelationen og de forskellige
bytterater. Jevons forudsætter altså, at varerne kan sammenlignes,
uden at svare på, hvilken enhed der ligger til grund for denne sammenligning.
Med varernes fælles enhed sigtede Marx til varernes enshed som
samfundsmæssigt arbejde. Den enkelte vares værdi repræsenterer
så at sige en anvisning på en bestemt mængde af det samlede
samfundsmæssige arbejde, repræsenteret ved den samlede kreds
af varer. Varerne må derfor fremstille sig for hinanden i en fra
dem forskellig og selvstændig pengeform, — formen for umiddelbar
udvekselighed. Denne form findes for hånden, når én
eksklusiv vare er udskildt fra den samlede varekreds, hvorefter den kan
gælde som en almen ækvivalent. Idet varerne udskiller én
vare som noget forskelligt fra dem selv, forandrer de også det arbejde,
denne almene ækvivalent repræsenterer, til alment samfundsmæssigt
arbejde.
Da man i det daglige finder pengene ved siden af varerne, som alle derfor
kan udtrykkes i pengepriser, er man så vant til, at varernes bytteværdier
er udtrykt i noget tredje, nemlig deres pris, at man ikke studser nærmere
over dette. Ved den teoretiske fremstilling kan man imidlertid ikke forudsætte,
at varerne allerede er blevet sammenlignet, fordi der findes penge. Man
må omvendt, ved at udvikle formen, som varerne udtrykker deres værdier
i, vise, at de udskiller en vare som noget ganske aparte fra deres egen
kreds, og at denne vare er penge.
(10) Léon Walras opstillede i forlængelse
af Jevons alternative værditeori sin egen teori om udbud og efterspørgsel
ud fra byttet. Han identificerede vareudvekslingen med et simpelt
produktbytte. Følgelig forstod han ikke den økonomiske formforskel
på henholdsvis bytte og køb og salg. Han så helt bort
fra pengenes formidling, og stillede uden videre det samlede udbud og efterspørgsel
groft op over for hinanden.
Ifølge Walras er varerne nyttige, mere eller mindre sjældne
ting, som er blevet tilegnet af mennesker, og som har egenskaben, at kunne
udveksles:
„Une propriété speciale, la faculté de s’échanger
contre chacune des autres dans telle ou telle proportion déterminée.
Si l’on possède quelqu’une de ces choses rares, on peut, en la cédant,
obtenir en échange quelque autre chose rare dont on manque … qu’un
n’ait rien à donner en échange, il faut s’en passer“.63
Egenskaben „at kunne udveksles“ tilkommer imidlertid ikke ting som sådan;
men kun „varer“. Walras overser altså fuldstændigt de økonomiske
formbestemmelser og -forskelle.
Problemet for en almen ligevægtsteori er byttets dynamik. Hvad
bestemmer den proportion, der byttes i? — At der bliver byttet i bestemte
forhold forudsætter med andre ord, at der er blevet udvekslet,
og ikke, at der skal udveksles i et bestemt mængdeforhold,
for så ville mængdeforholdet i og for sig være ubestemt.
(Der ville nemlig kun være tale om en tilsyneladende årsagsforklaring
(jvf. udtrykket, der er blevet byttet); men ingen reel).
Walras undersøgte endvidere ligevægtsbetingelserne for
en „bytteøkonomi“ matematisk. For at kunne behandle samtlige varers
bytteligninger måtte han opstille teorien om numerairen. Den
samlede mængde af forskellige varearter A, B, C, D … etc.
sætter Walras lig med m. m — 1 udtrykker, at alle vareværdier,
undtagen én f.eks. A, kan udtrykkes i A. Der er følgelig
ialt m (m—1) antal bytteligninger. Walras’ udtryk svarer altså
til den almene værdiform, (form III), fra Marx’ værdiformsanalyse:
„La marchandise en laquelle on énonce ainsi les prix de toutes
les autres est le numeraire“.64
Skematisk kan ovenstående vises således:
A
B
C
…
m antal ligninger.
Hvis A er numeraire, er der:
B
C
D
…
m—1 antal ligninger.
„Priserne“ må udtrykke nytteoptimeringen, hvis udbyderne tilpasser
deres varemængder til priserne. Hvis der ikke findes noget optimum,
vil bytteakten kunne fortsætte i det uendelige, for enhver vareart
kan være numeraire for de øvrige. Walras mener derfor, at
den generelle ligevægtsbetingelse først opstår, når
én vareart bliver holdt fast som numeraire, dvs. når den
de facto er penge:
„Géneralement, la même marchandise qui sert de numéraire
sert aussi de monnaie et joue le rôle d’intermédiaire d’échange“.65
Bytteprisernes vedvarende svingninger viser den teoretiske løsnings
rigtighed. Jevons overså nemlig ifølge Walras, at hvis der
var ligevægt i udgangspostitionen, ville der slet ikke blive tale
om nogen bevægelse i de udbudte og efterspurgte mængder.66
For at kunne forklare bevægelsen hen mod ligevægt måtte
Walras introducere en fiktion, nemlig sit berømte begreb om tâtonnement
— famleprocessen. En udråber antages at udråbe priser på
må og få (prix criés au hasard). De byttende
svarer (uforpligtende) med hvilke varemængder, de vil bytte til de
udråbte „priser“. Først når udråberen på
denne måde har famlet sig frem til nyttens optima, og byttetransaktionerne
derfor ophører, er priserne gyldige. Når famleproceduren er
tilendebragt, udføres bytteakterne simultant. Walras hævder,
at ligevægtsystemet dermed har forklaret de faktiske markedspriser.
Når alle byttende hverisær forsøger at opfylde netop
deres specifikke behov, bliver der etableret en ligevægt, dvs. fysiske
varemængder, der svarer til den optimale behovsopfyldelse. De når
imidlertid aldrig den eksakte maksimale nyttetilstand, som er lig med en
bytteligevægt; men bevæger sig hele tiden i retning af den.
For hvert sæt priser forestillede Walras sig således, at man
kom stadig nærmere ligevægtsituationen. Først når
den er indtrådt, må der faktisk byttes, for ellers byttes der
til „falske priser“. Denne „auktionarius“ holder også øje
med det samlede udbud og den samlede efterspørgsel. Walras’ udråber
er ikke nogen auktionarius i gængs forstand, for han udråber
ikke varernes pengepriser; men derimod en byttestruktur gældende
for samtlige varer. Walras’ udråber varetager dermed nøjagtig
den samme funktion, som en central planlægningskommision ville gøre
i en planøkonomi.67
Walras’ tilgang til problemstillingen fører til det paradoksale
resultat, at hele ligevægtsbetingelsen kommer til at afhænge
af en overindividuel, ikke-eksisterende og ikke-praktiseret instans, —
udråberen. Walras’ teori er således et skoleeksempel på,
hvordan en såkaldt aprioristisk værditeori er tvunget til at
skræve over afgrunden mellem den individualistiske subjektive værditeoris
standpunkt og værdiens objektive eksistens.68
Numerairevaren må også have værdi. Hvordan bestemmes
den nu? — For at kunne bestemme den må Walras indføre en prismålestok
(étalon):
„A l’état équilibre général du marché,
les m(m — 1) prix qui règlent l’échange de m marchandises
à deux sont implicitement détérminés par les
m —1 quelconques d’entre ces marchandises avec la mième“.69
I ovenstående citat gengiver Walras den udfoldede værdiform,
(form II) fra Marx’ værdiformsanalyse. Bemærk, at Walras her
hævder, at numerairen har en pris; men hvis den de facto er penge,
kan den ikke også have en pris. Walras forstår altså
ikke det karakteristiske ved prisformen.
Hvad sker der nu, hvis numerairevaren udskiftes med en anden? — Ud fra
prisformen: „Le blé vaut 24 francs l’hectolitre“,70
kan man slutte sig til den tilsvarende mængde sølv, for på
Walras’ tid var francs blot et andet navn for en bestemt mængde sølv
(1 franc svarede til 120 gram sølv).
Walras understreger (korrekt), at det er prismålestokken og ikke
værdimålet, der er en fast og uforanderlig størrelse;
men han kan vanskeligt fastholde sin intention om at påvise, at værdien
kun er noget relativt og subjektivt:
„Le mètre est une unité fixe et invarible de longueur,
tandis que le franc est une unité de valeur qui n’est ni fixe, ni
invariable, mais qui change, au contraire, et varie d’une point à
l’autre, d’un moment à l’autre, en raison de circonstances sur lesquelles
on est plus ou moins d’accord … La valeur est une chose essentiellement
relative. Sans doute, derrière la valeur relative il y a quelque
chose d’absolu, savoir les intensités des derniers besoins satisfaits,
ou les raretés. Mais ces raretés, qui sont absolues et non
relatives, sont subjective ou personnelles, et non point réelles
ou objectives. Elles sont en nous, et non dans les choses“.71
Sammenfattende påviser Walras’ teori kun, at hvis alle hverisær
søger at maksimere sin egen behovsopfyldelse, skaber denne behovsmaksimering
en ligevægt, som de udbudte varemængder må tilpasses
til. Walras’ oprindelige intention om at fastholde værdibegrebet
i dets udelukkende relative og subjektive betydning mislykkes, fordi han,
til trods for intentionen om at benægte eksistensen af enhver objektiv
værdi, er tvunget til at forudsætte dennes eksistens.
(11) Napoleonskrigene var den historiske baggrund
for David Ricardos fejlagtige pengeteori. I 1797 suspenderede det
engelske parlement, efter en pludselig guldudstrømning fra Bank
of England til udlandet, pengesedlernes konvertibilitet med guld. 72
Sedlerne holdt nogenlunde deres kurs de efterfølgende år;
men i 1808 faldt de igen pludseligt. Parlamentet, der mistænkte Bank
of England for dårlig ledelse, nedsatte den såkaldte bullionkomité
til at undersøge sagen. David Ricardo var blandt komiteens medlemmer.
Han hørte til de såkaldte bullionister, som i forlængelse
af David Humes kvantitetsteori antog, at banken havde foretaget en overudsteddelse
af sedler, og at varepriserne, (herunder gulds pris), derfor generelt var
steget. Populært sagt hævdede bullionisterne, at staten havde
finansieret krigen over seddelpressen.
Antibullionisterne, dvs. Bank of Englands repræsentanter,
hævdede omvendt, at krigen havde bevirket, at der var blevet foretaget
ekstraordinære guldoverførelser, (subsidier til de krigsførende
magter på kontinentet), at der som følge af de usikre tider
var blevet hamstret guld overalt, og at den dårlige høst året
forinden havde resulteret i høje kornpriser. De hævdede endvidere,
at en bank ikke risikerede noget, så længe den udstedte sedler
mod garanti i „gode veksler“ med kort løbetid. Den skulle altså
blot imødekomme publikums efterspørgsel på sedler.
I resten af det 19. århundrede, ikke mindst i forbindelse med kontroversen
mellem Currency- og Banking- skolerne, førte Ricardos pengeteori
til en omfattende polemik.73
David Ricardos fejltagelser fremgår af Marx’ kritik. Ricardos
udgangspunkt var, at pengenes værdi i overensstemmelse med arbejdsværditeorien
er bestemt af den nødvendige arbejdstid, som kræves til at
producere guldet. Hans pengeteoretiske opfattelse „skrider“ imidlertid
derefter. Fra at pengeværdien oprindeligt var bestemt af „den nødvendige
arbejdstid“, bliver pengeværdien derefter noget overraskende bestemt
af „mængden“.74
Konvertible sedler kan erstatte ædelmetallet, som er i omløb.
Den eneste logiske følge af Ricardos udgangspunkt måtte derfor,
ifølge Marx, være, at mængden af cirkulerende penge
i et land på et givet tidspunkt er bestemt af de samlede cirkulerende
vareværdier.
Efter denne udgangskonstatering tager Marx to tilfælde op. (Han
ser bort fra internationale forhold.) I det ene tilfælde forudsætter
han, at den samlede vareværdi i et land aftager; i det andet forudsætter
han, at den tiltager. (Årsagerne til variationen kan f.eks. være
udvikling af arbejdets produktivkræfter, eller en ændring i
den samlede varemasse). Følgen af Ricardos teori ville så
være, at mængden af omløbsmidler i det første
tilfælde var for rigelig i forhold til metalværdien; medens
den i det andet tilfælde ville være forholdsvis for lille i
forhold til metalværdien. I første tilfælde bliver guld,
som selv er metal med egenværdi, gjort til et tegn for det samme
metal; men af en lavere værdi end dets egen. I det andet tilfælde
bliver guldet til et tegn for det samme metal, der er af højere
værdi end dets egenværdi. Marx mente derfor, at Ricardo nærmest
må have forestillet sig, at metallet, der er i omløb som cirkulationsmiddel,
sættes i en prisform, sådan at dets „mængde“ regulerer
dets „pris“. Varerne bliver i det første tilfælde så
at sige prisbestemt i metal af lavere værdi end guld; medens det
i andet tilfælde prisbestemmes af metal af højere værdi
end gulds. Varepriserne hævdes derfor at ville stige i det første
tilfælde; medens de hævdes at ville falde i det andet. Den
relative ekspansion eller kontraktion af mængden af omløbsmidler,
over eller under niveauet, som svarer til guldets egenværdi, fremkalder
dermed vareprisernes svingninger. Marx hævdede derfor, at Ricardo
gjorde guld til et tegn for sig selv. Han antog nemlig, at metallets
værdi var dobbelt bestemt, uden at dette dog kunne være tilfældet.
Til forskel fra teorien om bimetallismen, i hvilken to forskellige metaller
forsøges behandlet, som om de var en og den samme materie, forsøgte
Ricardo omvendt,
at behandle den samme materie, som om der var tale
om to forskellige materier.75
Marx sammenfattede de to tilfælde af variationer over eller under
metallets normale værdiniveau til:
„De cirkulerende penge står på det normale niveau, hvis
deres mængde med given bytteværdi af varerne er bestemt af
deres egen metalværdi. De strømmer over, guldet falder under
dets egen metalværdi og varepriserne stiger, fordi summen af varemassens
bytteværdier mindskes eller udbuddet af guld fra minerne forøges“.76
Af samme årsag kan guldet stige over dets egen metalværdi
og varepriserne derfor falde. Hvadenten ædelmetalproduktionen resulterer
i den ene eller den anden bevægelse, så vil der gælde,
at:
„I begge tilfælde er det cirkulerende guld værditegn for
større eller mindre værdi end guldet faktisk indeholder. Guldet
kan blive til et aprecieret eller deprecieret tegn for sig selv“.77
Ifølge Ricardos teori ville varepriserne følge pengeværdien,
selvom pengeværdien ikke var bestemt af metallernes produktionsomkostninger;
men af pengenes mængde. Stiger guldtegnet til over guldets værdi,
ville guldproduktionen blive forøget, indtil udbuddet er blevet
bragt tilbage til dets normalniveau, og omvendt ville den blive bremset
op, hvis tegnets værdi sænkedes til under metalværdien.
En konsekvens af Ricardos teori ville være, at eventuelt konvertible
sedler også ville kunne blive til et aprecieret eller deprecieret
tegn for dem selv, skønt deres realværdi var lig med deres
nominalværdi.
Om Ricardos fejl siger Marx:
„Det, der skulle bevises, var, at varernes pris eller guldets værdi
afhænger af mængden af cirkulerende guld. Beviset består
i, at man har forudsat det som skulle bevises, nemlig at enhver mængde
af det ædle metal, der tjener som penge, hvordan forholdet til dets
indre værdi end er, må blive cirkulationsmiddel, mønt
og dermed værditegn for de cirkulerende varer, hvad deres værdiers
samlede sum end er. Med andre ord beviset består i abstraktionen
fra alle andre funktioner, som pengene udøver ud over deres funktion
som cirkulationsmiddel“.78
Det var altså den ensidige betragtningsmåde af pengene som
cirkulationsmiddel, der begrænsede Ricardos indsigt. Ædelmetal
kan f.eks. blive hobet op som skat eller møntreserve, eller det
kan udgøre råmaterialet for smykker og lignende. Det behøver
altså ikke uden videre at indgå i cirkulationen, sådan
som Ricardo antog. Det bliver derfor umuligt at indse, hvordan ædelmetallers
mængde i et land skulle kunne udøve nogen direkte indflydelse
på mængden af omløbsmidler.
Det er indlysende, at de allerede fremførte indvendninger til
Ricardos pengeteori ikke bliver kuldkastet, fordi der inddrages internationale
forhold.
I denne forbindelse siger Marx:
„Den første sætning var altså: mængden af cirkulerende
metalpenge er normal, hvis den er bestemt af den anslåede metalværdi
for de cirkulerede varer. Internationalt udtrykt lyder dette: I cirkulationens
normaltilstand besidder ethvert land en til sin rigdom og industri modsvarende
pengemængde. Pengene cirkulerer med en værdi, som svarer til
deres virkelige eller produktionsomkostningers værdi, dvs. de har
i
alle lande den samme værdi“.79
Der vil derfor ikke blive eksporteret eller importeret penge fra det
ene land til det andet. I stedet for er der ligevægt mellem landenes
omløbsmidler. De nationale forskelle ændrer altså ikke
noget ved de økonomiske sammenhænge, slutter Marx. For Ricardo
må det derfor blive et problem at forklare, hvordan ligevægten
bliver forstyrret, dvs. hvornår ophører pengene med at have
deres egenværdi i forskellige lande?
Ricardo forklarede forstyrrelsen med, at der opdages nye guldminer i
det ene land, og mængden af guld forøges derfor i dette.80
En anden forklaring kunne være, at eksport eller import af guld fra
det ene land til det andet forøgede eller formindskede guldmængden
i et land. Denne forstyrrelse af ligevægten måtte så
skyldes, at vareværdiernes sum i et land tog til eller tog af. Konsekvenserne
af det sidstnævnte forhold fremgår af det følgende citat:
„I det land, hvor priserne er steget og guldets værdi på
grund af overdreven cirkulation er faldet under dets metalværdi,
ville guldet være deprecieret i forhold til andre lande, og følgelig
ville varernes priser blive forhøjede sammenlignet med andre lande.
Guld vil altså blive udført, varer indført ... Ligesom
tidligere produktionen af guld, således vil nu importen eller eksporten
af guld og med dem stigning eller fald i varepriserne vare ved, indtil
ligevægten mellem de internationale currencies atter bliver tilvejebragt,
ligesom tidligere det rette værdiforhold mellem metal og vare“.81
(Guld-)pengenes internationale vandringer bevirker altså, ifølge
Ricardo, de samme forandringer i varepriserne, som fundet af en guldmine
gjorde før. Derfor kunne Marx konkludere, at de mere komplekse internationale
forhold intet ændrer ved Ricardos fejlagtige teori:
„Pengene cirkulerer i forskellige lande kun for så vidt de cirkulerer
i hvert land som mønt. Pengene er kun mønt, og kvantiteten
af guld i et land må derfor indgå i cirkulationen, altså
som værditegn for sig selv stige eller falde over eller under dets
værdi. Dermed er vi ad en omvej over denne internationale forvikling
atter lykkeligt nået tilbage til det simple dogme, der dannede udgangspunkt“.82
(12) De periodisk tilbagevendende økonomiske
kriser i det 19. århundrede gav anledning til en særlig
brug af Ricardos pengeteori. Kriseudbruddene gav sig udslag i et pludseligt
generelt prisfald, efter at priserne gennem en længere periode som
følge af overproduktion og overspekulation havde været støt
stigende.
Et generelt prisfald kan udtrykkes som en stigning i pengenes relative
værdi sammenlignet med alle øvrige varer. Omvendt lader en
generel prisstigning sig udtrykke som et generelt fald i pengenes relative
værdi. Da de periodiske svingninger ikke indebærer, at der
sker nogen forandring i pengenes immanente værdi, må antagelsen
om, at det forholder sig sådan, være en tautologi påpegede
Marx.83 Tautologien lyder:
pengene stiger eller falder periodisk i værdi, fordi der i perioder
cirkulerer „for mange“ eller „for få“ penge.
Currency-skolen, som troede, at Ricardo havde opdaget de sande love
gældende for den metalliske cirkulation, overførte derfor
Ricardos teori på cirkulationen af banknoter (pengesedler),
dvs. på en cirkulation, som forudsætter eksistensen af et udviklet
kreditsystem, centralbanker m.m. Currency-skolen hævdede således,
at Bank of Englands seddeludstedelse skulle begrænses til,
at der ikke blev merudstedt et større beløb end det, tilstrømningen
af guld til banken berettigede til. Omvendt skulle der inddrages sedler
fra omløbet, hvis guldet begyndte at strømme ud af landet.
Udenrigshandelens behov for ædelmetaller kom altså til at regulere
seddeludsteddelsen. Vekselkursen blev dermed til en regulator af seddelmængden
i den indenlandske cirkulation. Marx bemærkede tørt hertil,
at „Ricardos urigtige forudsætning, at guld, kun er mønt og
alt importeret guld derfor forøger pengeomløbet, og derved
får priserne til at stige, mens alt eksporteret guld formindsker
møntmængden, og derved får priserne til at falde, denne
teoretiske forudsætning bliver her til det praktiske eksperiment,
at
man lader så megen mønt cirkulere, som der på ethvert
tidspunkt er guld til stede“.84
Samuel Jones Loyd, (den senere Lord Overstone), agiterede for
en banklovgivning, som var i overensstemmelse med currency- princippet.
Lovgivningen kendes som Robert Peels banklove af 1844 og 1845.85
Loyd byggede videre på Ricardos fejlagtige pengeteori, der hævdede,
at den „kurante“ pengemængde, (currency), bestemte varepriserne.
Tilhængerne af teorien blev derfor kaldt
The Currency School.
En fuldstændig gulddækning af sedlerne i omløb blev
af alle med et nærmere kendskab til bankverdenen anset for at være
uhensigtsmæssigt. Samuel Loyd Jones foreslog derfor, at man dækkede
de cirkulerende sedler med den ene afdelings guldreserve, når omløbsmængden
oversteg den minimale omløbsmængde, hvorunder cirkulationen
endnu aldrig var blevet indsnævret. Issue Department skulle
for hver seddel, der blev udstedt ud over dette minimum, som var på
14 millioner £, til enhver tid kunne dække den med sin guldbeholdning.
Pengesedlerne ville så altid i princippet være konvertible
med guld. Ved siden af Issue Department skulle Banking Department
varetage
de almindelige bankoperationer, f.eks. vekseldiskonteringen, obligationshandelen
osv., i forhold til de almindelige forretningsbanker. Man antog, at de
almindelige bankoperationer ikke kunne påvirke seddelmængden,
der var i omløb.
Der var imidlertid en hage ved opdelingen af banken i to afdelinger.
Hvis der f.eks. lå for 10 millioner £ guld i seddeludsteddelsesafdelingen,
kunne bankafdelingen sætte yderligere et samlet seddelbeløb
på 10 millioner £ i omløb. Det samlede seddelbeløb
i bankafdelingen ville så være 24 millioner £; men cirkulationens
faktiske behov begrænsede sig måske til 20 millioner £.
4 millioner £ i sedler ville derfor blive liggende i bankafdelingens
kasse. Denne kasse kaldtes bankafdelingens nødreserve, for her lå
i realiteten sikkerheden for, at de private og offentlige indeståender
på konti kunne blive hævet, hvis det blev nødvendigt.
Begyndte ædelmetallet at strømme ud af landet, som følge
af udenrigshandlen, og seddeludsteddelsesafdelingen derfor lidt efter lidt
fik formindsket sin guldbeholdning med f.eks. 4 millioner £, skulle
4 millioner £ i sedler i henhold til bankloven overføres fra
bankafdelingen til seddeludsteddelsesafdelingen. Bankafdelingen ville dermed
være insolvent og ude af stand til at kunne betjene sit publikum
til trods for, at der stadig lå for 6 millioner £ guld i seddeludsteddelsesafdelingens
kældre. Det er derfor ikke så mærkeligt, at bankloven
som regel blev suspenderet, når der indtrådte en krise.86
Marx mente, at bankloven ligefrem forstærkede tendensen til panik
på pengemarkedet, fordi Bank of England netop for at undgå
den ovenfor skildrede situation gentagne gange ville forhøje diskontoen
ved begyndende gulddræn, hvilket bevirkede, at indlånerne trak
deres indestående beløb ud af banken, for at kunne låne
dem ud til den forhøjede rente.
Forholdsregler, der skulle sikre, at reserven blev opretholdt, forstærkede
altså blot dens hurtige tømning. Diskontoforhøjelserne
blev således let en følge af bankafdelingens fiktive insolvens.
I
de situationer, hvor bankloven skulle virke, dvs. hvor cirkulationens behov
voksede drastisk til langt over det normale, hvadenten dette skyldtes hamstring,
krav om kontantbetalinger, eller almindelige run på bankerne, blev
den derfor suspenderet.
Loyd koblede også tanken om, at seddelbindningsreglerne kunne
udgøre en kreditbremse og kriseforklaring sammen med sin centralbankteori.
Han påstod således, at det var, fordi forretningsbankerne kunne
sætte for mange sedler i omløb, at der blev spekuleret for
lånte penge med efterfølgende krise og bankkrak til følge.
Med andre ord blev kriserne forsøgt forklaret med, at det var for
nemt at få kredit. Kreditgivningen skulle derfor tilpasses guldreserverne,
for ellers ville priserne stige. Ved at forhindre, at der kom for mange
sedler i omløb, håbede Loyd, at man kunne undgå fremtidige
kriser.
I de kommende kriser i 1847 og 1857, (og igen i 1866), bristede forhåbningerne
om en krisefri kapitalisme. Den britiske regering blev nemlig i alle
tre tilfælde tvunget til at suspendere bankloven, for at afværge,
at Banking Department blev insolvent.
Marx beskæftigede sig allerede omkring 1850 med kontroversen mellem
Currency- og Banking skolerne. Hans excerpter fra den tid bærer tydeligt
præg af debatten om banklovgivningen, og også hans gennemgang
af parlamentshøringerne, som fulgte efter kriserne, gør dette.
Dette materiale findes samlet i manuskriptet fra 1865 til „Bog III“ under
betegnelsen: Konfusionen.87
I Konfusionen beskyldte Marx Loyd for at have varetaget bankierinteresser.
Han mistænkte ham for kunstigt at have villet forhøje rentefoden
til fordel for bankprofitterne ved at oprette to selvstændige afdelinger.
Loyd behandlede også den rentebærende kapital og rentefoden,
som om der blot var tale om produktionskapital slet og ret. Han identificerede
således uden videre rentefoden med profitraten.88
Loyd hævdede således, at den høje rentefod i krisesituationen
udtrykte, at der var „mangel på kapital“. Konsekvensen heraf var,
at Loyd ganske naivt kaldte de industrielle kapitalister for „folk uden
kapital“. Endvidere benægtede Loyd, at vekselcirkulationen og seddelcirkulationen
kunne sammenlignes med hinanden. Ved „penge“ forstod Loyd alene sedler
og mønter i cirkulation; men ikke indeståender på konti,
(indskud), checks og veksler. Han overså derfor også, at både
checks og veksler kan endosseres, hvorved de faktisk erstatter omløbsmidler.
(13) Peels Banklov indebar en opdeling af Bank
of Englands guldreserve i to selvstændige afdelinger: Issue
Department og Banking Department.
Arrangementet viste sig især
uhensigtsmæssigt, når presset på pengemarkedet var stort.
Det var kravet om kontantbetaling og behovet for udligning af internationale
betalinger, som skabte det ekstraordinære behov for guld. Den ene
afdeling kunne således være på fallittens rand, mens
loven forbød, at man rørte ved den konstante guldreserve
i den anden afdeling.
Peels problematiske Banklov blev ikke vedtaget af Parlamentet uden en
del offentlig debat. Bl.a. rettede Thomas Tooke og John Fullarton en række
indvendninger mod lovforslaget.89
Tilhængerne af Tooke og Fullartons opfattelser blev senere kaldt
for The Banking School. Også redaktøren af The Economist,
James Wilson, fremsatte i forbindelse med 1847-krisen en række indvendninger,
som ligner Banking- skolens. Jeg vil ikke redegøre nærmere
for Wilsons synspunkter.
Banking-skolens kritik bestod i hovedtræk i, at den hævdede,
at sedlerne løb om på samme måde som cirkulerende kredit,
og derfor ville vende tilbage til deres udstedere. Bankens dobbelte opbygning
var derfor unødvendig. Endvidere mente Banking-skolens talsmænd,
at det var umuligt for nogen bank at sætte flere pengesedler i omløb,
end der var brug for. Seddeloverskuddet var derfor en fiktion, som beroede
på en misforståelse af pengesedlernes cirkulation. Forudsætningen
for pengesedlernes friktionsfrie cirkulation var blot, at det var muligt
for sedlerne at strømme tilbage til bankerne, f.eks. som indlån
på konti m.m. Banking-skolen hævdede derfor, at det vigtige
ved betragtningen af cirkulationen ikke var sedlernes faktiske konvertibilitet
eller inkonvertibilitet; men om deres reflux var faktisk. Den påpegede
derfor, at der findes mange andre, (og måske bedre egnede), betalingsformer
end pengesedler, f.eks. veksler, checks, kontooverførelser osv.
Kreditsystemet kunne således erstatte de kontante penge på
flere forskellige måder.
Thomas Tooke fremsatte følgende indvendninger til Peels
Banklov i An Inquiry into the Currency Principle (London 1844):
-
Antagelsen af, at omløbsmidlernes mængde skulle kunne bestemme
varepriserne, var forkert. Pristatistikken viste nemlig det stik modsatte.
-
At én bank skulle kunne sætte for mange sedler i omløb
var en umulighed, for sedlerne ville før eller siden vende tilbage
til deres udsteder. Også ikke-konvertible sedler ville gøre
dette.
-
Sedlerne vender tilbage til banken ad følgende tre veje:
-
Bankloven gjorde faktisk kun krisen værre, end den var, for når
den ene afdeling blev truet af insolvens, måtte Bank of England
hæve sin diskonto unødigt meget. Følgen blev en række
unødvendige krak.90
Sammenfattende mente Tooke, at lovgivningens mangler skyldtes, at
den byggede på et teoretisk fundament, som ikke skelnede mellem den
indenlandske cirkulations behov for sedler og mønter, og den internationale
cirkulations behov for guld, (som blev brugt til at udligne internationale
balancer). Netop i krisesituationen, hvor behovet for kontantbetaling blev
ekstraordinært stort, og publikum hamstrede guld, ville det være
absurdt at forsøge at opretholde et brakliggende guldforråd
i Issue Department til at dække sedlerne med, for det kunne
bruges til at imødekomme efterspørgslen.
(14) John Fullarton var modstander af Peels
Banklov, allerede før den blev vedtaget. Han frygtede nemlig, at
bankloven ville føre til, at Bank of Englands diskontopolitik
blev svækket. Diskontopolitikken havde hidtil efter Fullartons mening
fuldt ud sikret Bank of Englands sedlers konvertibilitet med guld.
Ifølge Fullarton sikrede pengesedlernes reflux centralbankens funktion.
Hvis banken holdt en diskontosats, som lå over markedsrenten for
vekseldiskontering, ville de overflødige pengesedler uden videre
strømme tilbage til deres udsteder, Bank of England.
Ifølge Fullarton fungerede menigmands pengereserver af guld-
og sølvmønter, ophobede guldmønter (hoards)
osv., som reserver for udsvingene i den metalliske cirkulation.91
Med det moderne banksystems opståen var pengereserverne i England
blevet koncentreret i Bank of Englands pengeskabe og hvælvinger.
Ædelmetallet henlå her som reserver til brug ved udligning
af de internationale betalinger, dvs. til brug som internationalt betalingsmiddel
eller verdenspenge. I lande, hvor banksystemet var mindre udviklet, som
f.eks. i Frankrig, fandtes fortsat store reserver af mønter af ædelmetal
blandt publikum.
De nye aktieselskabsbanker havde omkring 1833 i England indført
praksisen med at tilskrive renter på beløb for indestående
konti. Publikums adfærd ændrede sig derfor. De overflødige
mønter og sedler, som tidligere var blevet opbevaret i strømpeskafter,
sengehalmen, i kister og andre gemmer, blev nu regelmæssigt indsat
i bankerne. 92 Kun hvis
cirkulationsmidlerne på en eller anden måde kunne tænkes
at blive forhindret i at strømme tilbage til deres udsteder, kunne
det, ifølge Fullarton, være meningsfyldt at tale om „for mange
penge i omløb“. Imidlertid kunne publikum indsætte de overflødige
sedler og mønter på deres konti, så længe bankerne
havde regelmæssigt åben.
Kontantbetalingerne kunne også blive erstattet med veksler, checks
osv. Man kunne derfor, ifølge Fullarton, sammenligne pengesedler
med gældsbeviser:
„Now, what are bank-notes but a form of credit? ... Each note is simply
a transferable acknowledgement of a debt due from the banker to the first
recipient of the note, and which he (the banker) promises to pay on demand;
the value which it purports to convey is that which it enables the holder
to command by sending it to the bank from whence it issued, and no other
...“.93
I overensstemmelse hermed kaldte Fullarton pengesedlerne „kredittens
små-penge“.94 Foruden
seddelcirkulationen fremhævede Fullarton også betydningen af
vekselcirkulationen og brugen af checks. Han hævdede således,
at
9/10
af samtlige betalinger foregik uden om seddelomløbet. Den afgørende
forskel på et seddelomløb og et vekselomløb, som er,
at sedler ikke afkaster nogen rente, mens veksler forrentes, og har en
begrænset løbetid, hæftede Fullarton sig ikke synderligt
ved.
Det var endvidere klart, at kreditmidlerne formindskede brugen af cirkulationsmidler.
Ifølge Fullarton kunne de faktisk erstatte dem helt. Bankernes indbyrdes
checkclearing kunne f.eks. næsten helt overflødiggøre
brugen af kontantbetalinger.
Ifølge Fullarton var det ikke afgørende, om sedlerne var
dækket af en tilsvarende guldmængde. Det afgørende var
snarere, om sedlerne hindredes i at strømme tilbage til banken.
Det var tilbagestrømningsmuligheden, (refluxen), som sikrede sedlernes
konvertibilitet.
Currency-skolens påstand om, at et gulddræn, (drain of
bullion), som følge af en ugunstig vekselkurs skulle kunne påvirke
cirkulationen og derigennem have indflydelse på varepriserne, hævdede
Fullarton var forkert.95
Fullarton antog, at en økonomi i fremgang ville have en gunstig
vekselkurs, en ekspanderende cirkulation osv. Når vekselkursen faldt,
dvs. når efterspørgslen på vekslerne tog af, ville drænet
sætte ind. En overdreven spekulation var derfor symptom på
et nært forestående økonomisk sammenbrud. Med sammenbruddet
fulgte cirkulationens kontraktion og den generelle mistillid til engelsk
handel. Når krisen kulminerede, var det kun kapitalens internationale
pengeform, guldet, som blev efterspurgt, fordi man kunne bruge det som
internationalt betalingsmiddel. Penge af ædelmetal kaldte Fullarton
derfor:
„The universal equivalent, which commands in all parts of the civilized
world whatever is necessary or desirable for the use of man“.96
Når guldet havde udlignet de internationale balancer, og når
renteniveauet var blevet højere i England end i de andre lande,
ville guldet igen begynde at vende tilbage til England. Den indenlandske
cirkulation i England ville, ifølge Fullarton, forblive helt upåvirket
af guldets bevægelser mellem landene. Det var alene reserverne, der
blev opbevaret af Bank of England, som kunne blive påvirket.
Dermed adskilte Fullartons opfattelse sig afgørende fra Currency-skolens.
Fullarton antog også, at der var en vis periodicitet i forløbet
af den samfundsmæssige reproduktionsproces. Med bestemte intervaller
antog han følgeligt, at der indtrådte en såkaldt kapitaldestruktion,
(destruction of capital), fordi kapitalisterne på det nærmeste
blev grebet af et spekulationshysteri, når de ikke længere
kunne finde sikre anbringelsesmuligheder for deres ledige pengekapitaler.
Krisens rensende virkning anså Fullarton for at være en nødvendig
forudsætning for, at processen kunne begynde forfra.
Reproduktionsprocessen fører ifølge Fullarton til kapitalrigelighed
(plethora):
„The amount of capital seeking productive investment accumulates in
ordinary times with a rapidity greatly out of proportion to the increase
of the means of advantagerously employing it. The subjects of investments
which are chiefly in favour for their safety and vonvenience, such as the
public stocks, are either stationary in amount or in a gradual progres
of dimution ... The competition inevitably raises the prices. And a rise
of the price of securities is identical with a fall of the market rate
of interest ... The capitalist finds his income reduced perhaps by a third;
... he loses his patience, and, in his eagerness to regain his former position,
he becomes disposed to listen with avidity to any project which holds out
the expectations of a better return of his money ... Every article becomes
in its turn the objekt of speculative purchase, without the least regard
to the state of consumption or supply. ... till at last the exchange becomes
affected by the unnatural rise of prices, the bullion is sent abroad, a
panic ensues, and the bubble burst, with a destruction of capital which
relieves the money market for a season the load which has opressed it,
abates competition, and restores the market rate of interest to the level
from which it had declined. ... From most recent events, indeed, one would
almost be tempted to suspect, that a periodical destruction of capital
has become a necessary condition of the existence of any market rate of
interest at all. And, considered in that point of view, these awful visitations,
to which we are accustomed to look forward with so much disquiet and apprehension,
and which we are so anxious to avert, may be nothing more than the natural
and necessary corrective of an overgrown and bloated opulence, the vix
medicatrix [den lægende kraft] by which our social system, as
at present constituted, is enable to relieve itself from time to time of
an ever-recurring plethora which menaces its existence, and to regain
a sound and wholesome state“.97
Bank of England var centrum for anskaffelsen af guldet, der skulle
bruges til at udligne forskellene på betalingerne internationalt.
Ved panik og kriseudbrud opstod der derfor et pludseligt dræn af
bankens reserver. Guldet blev trukket ud, når publikum omvekslede
sine sedler til guld. Currency-princippets tilhængere ville mærkelig
nok, for at undgå denne situation, begrænse bankens reserver.
Hertil indvendte Fullarton, at det eneste logiske ville være at forsøge,
at udvide reserven så meget som muligt i opsvinget, for bedre at
kunne stå imod under en eventuel panik, når krisen brød
ud. Han mente ikke, at Bank of England kunne standse et gulddræn.
Man kunne kun håbe, at reserven var stor nok til, at den kunne modstå
en panik på pengemarkedet, indtil guldet igen begyndte at strømme
ind. En styrket (forøget) reserve var imidlertid ikke ensbetydende
med en tilstrækkelig reserve. 98
Fullarton benægtede endvidere sammenhængen mellem guldets
internationale bevægelser og den indenlandske cirkulation, som Ricardo
havde påstået, kunne appreciere eller depreciere omløbsmidlerne
og dermed påvirke varepriserne i landet. Ifølge Fullarton
var det alene behovet for at udligne betalingsbalancen, som bestemte guldets
ind- og udstrømning (influx, efflux). Det var ikke, som Ricardo
hævdede, en deprecieret eller apprecieret valuta, som gjorde det.
Ifølge Fullarton hang vekselkursen sammen med de almindelige
økonomiske konjunkturer. Under et opsving og boom strømmede
guldet ind i landet (influx). Det modsatte var tilfældet i
krisesituationen, hvor værdipapirmarkederne brød sammen, priserne
faldt, og reproduktionsprocessen stagnerede:
„When a fall of the forreign exchange and a drain of gold come in the
train of a period of commercial excitement and speculation, their advent
is commonly the signal of a collapse already commenced, an indication of
overstocked markets, of a cessation of the forreign demand for our productions,
of delayed returns, and, as the necessary sequel of all these, of commercial
discredit, manufactories shut up, artisans starving, and a general stagnation
of industry and enterprise“.99
Når guldet således begyndte at strømme ud af landet,
var det et tegn på et omsving i konjunkturerne, som allerede havde
været undervejs i nogen tid. Den ekspanderende reproduktionsproces
tog af, og der opstod friktioner i kapitalens metamorfoseproces. Indtægterne
strømmede langsommere tilbage til deres udgangspunkt, og der blev
optaget nye lån, for at kunne afdrage på gamle.
Kreditten betød, at varen kunne blive solgt, inden den blev betalt.
Pengene optrådte her i funktionen betalingsmidler. De frigjorde indehaverne
for gældsfordringer; men de blev ikke brugt til at købe varer
for.100 I krisen blev
kreditvolumen indskrænket. Behovet for kontantbetalinger voksede,
og der opstod mistillid til snart sagt enhvers betalingsevne.
Efterspørgslen
på penge for at kunne betale voksede derfor. I bankernes øjne
var den voksende efterspørgsel på penge lig med en drastisk
voksende efterspørgsel på kapital (i pengeform).
Da den indenlandske og internationale cirkulation foregår uafhængigt
af hinanden, sluttede Fullarton, at der ikke var nogen grund til at begrænse
seddeludstedelsen, sådan som Currency-skolen krævede det.
De internationale betalinger kaldte Fullarton „kapitaloverførelser“:
„This in fact, is not at question of currency, but of capital“.101
Karl Marx hæftede sig en del ved denne sætning, for modsat
Fullarton mente han, at der faktisk var tale om et spørgsmål
om penge og ikke om kapital. Formforskellen på f.eks. cirkulationsmidler
og penge optrådte således hos Fullarton, som om der var tale
om en forskel på cirkulationsmidler og kapital.102
Med andre ord mente Marx, at Fullarton simpelthen overså, at sammenbruddet
i kreditsystemet, som ledsagede den økonomiske krise, krævede,
at den eneste fuldt acceptable internationale ækvivalent til udligning
af internationale balancer, — guld — , blev stillet til rådighed
for publikum ved, at banken solgte ud af sin værdipapirbeholdning.
Den yderligere udlånskapital blev altså tilvejebragt ved, at
en del af bankens egenkapital blev omvekslet til pengenes internationale
form. Efterspørgslen drejede sig derfor kun om denne specifikke
(penge-)kapitalform. Kapital i form af varer var der nemlig rigelig af
på markederne. Fullartons fremhævelse af forskellen på
indenlandsk og international cirkulation rakte altså ikke til nogen
klar forståelse af de forskellige kapitalformer. Marx fandt endvidere,
at Fullarton udelukkende opfattede kapital i betydningen: „rentebærende
kapital“; altså den betydning bankiere og bankdirektører sædvanligvis
tillægger ordet „kapital“:
„No bank can enlarge its circulation, if that circulation be already
adequate to the purposes to which a banknote currency is commonly applied;
but that every addition to its advances, after that limit is passed, must
be made from its capital, and supplied by the sale of some of its securities
in reserve, or by abstinence from further investment in such securities“.103
Ved „securities“ forstod Fullarton obligationer, aktier, pantebreve
med mere, — kort sagt: værdipapirer, som udgør hovedparten
af en banks egenkapital. Ved at sælge ud af sine „securities“ kunne
banken fremskaffe yderligere udlånskapital; men dermed forøgede
den ikke efterspørgslen på kapital som sådan. Det var
fortsat kun kapital i (guld-) pengeform, som for næsten enhver pris
blev efterspurgt.
(15) Marx’ bestemmelse af værditegn, dvs. sedler
med tvangskurs, har ikke uden grund givet anledning til nogen kritik. Af
passagen nedenfor fremgår, at Marx ved „værditegn“ egentlig
forstår „guldtegn“:
„Das Wertzeichen, sage Papier, das als Münze funktioniert, ist
Zeichen des in seinem Münznamen ausgedrückten Quantums Gold,
also Goldzeichen. So wenig ein bestimmtes Quantum Gold an sich ein Wertverhältnis
ausdrückt, so wenig das Zeichen, das an seine Stelle tritt. Sofern
ein bestimmtes Quantum Gold als vergegenständlichte Arbeitszeit eine
bestimmte Wertgrösse besitzt, stellt das Goldzeichen Wert vor. Die
von ihm vorgestellte Wertgrösse hängt aber jedesmal ab von dem
Wert des von ihm vorgestellten Goldquantums. Den Waren gegenüber stellt
das Wertzeichen die Realität ihres Preises vor, ist signum pretii
und Zeichen ihrer Werts nur, weil ihr Wert ausgedrückt ist in ihrem
Preise. In dem Prozess W—G—W, soweit er als nur prozessierende Einheit
oder unmittelbares Ineinanderumschlagen der beiden Metamorphosen sich darstellt
— und so stellt er sich dar in der Zirkulationssphäre, worin das Wertzeichen
funktioniert — , erhällt der Tauschwert der Waren im Preis nur ideelle,
im Geld nur vorgestellte, symbolische Existenz. Der Tauschwert erscheint
so nur als gedachter oder dinglich vorgestellter, aber besitzt keine Wirklichkeit
ausser in den Waren selbst, sofern ein bestimmtes Quantum Arbeitszeit in
ihnen vergegenständlicht ist. Es scheint daher, als ob das Wertzeichen
den Wert der Waren unmittelbar repräsentiere, indem es nicht als Zeichen
von Gold, sondern als Zeichen des im Preis nur ausgedrückten, aber
in der Ware allein vorhandenen Tauschwerts sich darstellt. Dieser Schein
ist aber falsch. Das Wertzeichen ist unmittelbar nur Preiszeichen, also
Goldzeichen, und nur auf einem Umweg Zeichen des Werts der Ware. ... Das
Wertzeichen wirkt daher nur, soweit es innerhalb des Prozesses den Preis
der einen Ware gegenüber der andern oder jedem Warenbesitzer gegenüber
Gold vorstellt“.104
For en nutidig læser, som hverken kender til seddeldækningsregler
eller guldmønter i omløb, forekommer den anførte passage
at være noget af et mysterium. Hvordan skulle en 100-kroneseddel
— en „hund“ — , være et tegn på guld; men kun ad en omvej et
værditegn? — Med andre ord: hvordan kan man forestille sig, at en
pengeseddel, lad os sige en 100-krone, er fremtrædelsesform for en
anden fremtrædelsesform, guld, som så skulle gælde som
anskueliggjort arbejdstid, dvs. være det som træder frem på
denne dobbelte måde?
Dertil kommer, at Marx i citatet hævder, at værditegn forestiller
guld over for varebesidderne i cirkulationsprocessen. Hvordan kan en 100-krone,
som overfor varebesidderne repræsenterer en vis købekraft,
altså værdi over for varerne, for varebesidderne repræsentere
guld?
Franz Petry sammenfattede sin afhandling om „det sociale gehalt i Marx’
værditeori“ med følgende kritiske kommentarer til citatet
ovenfor:105
„Da das Wertzeichen so nicht direkt Repräsentant des Warenwertes
sein kann, sondern immer Goldzeichen ist, hängen auch die Gesetze
seiner Wertbewegung ganz von seinem Verhältnis zum Golde ab, indem
die Gesamtsumme des Papiergeldes immer auf den Wert des von ihr repräsentierten
benötigten Goldquantums reduziert wird.
Wir haben gesehen, daß Marx in seiner Geldtheorie eine Mittelstellung
zwischen Nominalismus und Metallismus einnahm, die er uns nun in seiner
Papiergeldtheorie nicht ganz konsequent nach der Seite des Metalismus zu
verschieben scheint. Denn nur als verschwindendes Zirkulationsmittel, nicht
in seinen Funktionen als Medium der Schatzbildung, Zahlungsmittel und Weltgeld
hält er den Ersatz des Goldes durch Wertzeichen für möglich.
Da aber für Marx die spezifische Wertform des Geldes, seine Allgemeingültigkeit
nicht auf seinen stofflichen Eigenschaften, sondern nur auf dem „gesellschaftlichen
Einverständnis“ beruht, so ist nicht einzusehen, warum nicht auch
Papier das Geld in seinem „ruhenden Dasein“ vertreten kann, mindesten als
Zahlungsmittel und Schatzbildner im Sinne der Bankreserven. Die Unmöglichkeit,
auch für das Weltgeld Papier eintreten zu lassen, beruht auf praktischen
und organisatorische Gründen, folgt aber nicht aus seinem Begriff
des Geldes. Aber auch bei so durchgeführtem Goldersatz wäre
das Papiergeld doch immer Goldzeichen, in seiner Wertbewegung von der Wertbewegung
des Goldes einerseits, von dem Verhältnis der Quantität des umlaufenden
Papiergeldes zu der repräsentierten Geldsumme andrerseits abhängig“.106
Sedler kan for det første ikke erstatte ædelmetallet i
funktionen verdenspenge, fordi der ikke findes nogen verdensrepublik. For
det andet kan guld blive erstattet med sedler i funktionen som betalingsmiddel.
Sedler kan selvfølgelig også udgøre reservefonde for
det daglige omløb, både i folks lommer og i bankerne; men
de garanteres ikke af andet end statens lovgivning. Endelig kan de tjene
som værdiopbevaringsmiddel. Følgelig er det alene varecirkulationen,
som giver sedlerne deres værdi, og som sikrer deres konvertibilitet,
sålænge sedlerne uhindret kan strømme tilbage til deres
udsteder, — centralbanken. Sætter lovgivningsmagten dem ud
af kraft som lovlige betalingsmidler, er de ikke det papir værd,
de er trykt på. Det er alene deres faktiske konvertibilitet med varerne,
som giver dem deres værdi.
Til forskel fra Marx og Petrys betegnelser, mener jeg, man mere rammende
kan tale om „pengetegn“ i stedet for „værditegn“. Ikke gulddækkede
værditegn er „pengetegn“, som ikke symboliserer guld. Pengesedler
symboliserer ikke guld; men i dem opnår varepriserne en forestillet
symbolsk eksistens, hvilket fremgår af de navne, der er påtrykt
sedlerne. Marx og Petrys fejl må forklares med, at de sætter
„værditegn“ lig med „guldtegn“ udfra den metalliske cirkulations
standpunkt.
Historiske forhold forklarer, at Marx og Petry forudsatte, at der var
tale om guldindløselige sedler til tvangskurs. Mellemleddet, sedlernes
guldgaranti, dvs. selve „formindholdet“, som Marx gør så meget
ud af at fremhæve i værdiformsanalysen, er simpelthen ikke
længere for hånden, når der bliver tale om et udviklet
kreditsystem med centralbank osv. Alene yderpunkterne står tilbage
ligesom pillerne efter en udbrændt katedral. Mellem varen og pengesedlerne
kan der slet ikke komme noget immanent værdiforhold til udtryk; men
vareværdierne bliver direkte udtrykt som varepriser i pengetegnene,
dvs. pengesedlerne, (som egentlig burde hedde „banksedler“). Forholdet
mellem en vare og dens tilsvarende værditegn fremtræder dermed
som to ekstremer uden nogen formidling. I pengesedlen er ethvert spor af
penges varekarakter nemlig udslettet.
Franz Petry stillede også med en vis kækhed spørgsmålet,
om man kan kalde Marx metalist eller nominalist. Petry hævdede, Marx’
pengeteori indtager en midterposition mellem metalisme og nominalisme,
dog med en vis hældning i retning af metalisme i spørgsmålet
om værditegnet. Petry nåede frem til denne konklusion, fordi
pengene, ifølge Marx, ikke lader sig erstatte af værditegn
i funktionerne som skat, internationale betalingsmidler og verdenspenge.
Pengene må altså i deres funktion som penge være ædle
metaller. Alene i funktionen som cirkulations- og betalingsmiddel, (mønt,
værditegn, pengesedler), kan de erstattes med tegn. Marx var endvidere
metalist i den forstand, at han hævdede, at det er nødvendigt,
at værdimålet er et ædelmetal. Værdimålet
må altså være en vare, pengevaren. Men han hævdede
ikke af den grund, at værditegn og sedler er forfalskninger af de
sande penge, for allerede mønter er på grund af slidtagen
værditegn, hvis de er i omløb.
Ved metalisme forstår man i almindelighed den pengeteori,
som hævder, at rigtige penge kun er penge med egenværdi, dvs.
af ædelmetal. Metalisterne hævdede altså, at det var
pengenes egenværdi, der gav pengene deres værdi, og at pengene
derfor også var en slags pant.107
Ifølge metalisterne var pengesedler ensbetydende med „papirpenge“,
og „papirpenge“ var ikke „rigtige“ penge; men kun pengesurrogater.
Hvis sedlerne f.eks. var konvertible værditegn, hævdede de,
at seddelværdien alligevel afhang af ædelmetallets materielle
substans, og hvis sedlerne ikke var konvertible, anså de dem for
at være højest usikre. Generelt hævdede metalisterne
altså, at pengetegn var en afart, som let fremkaldte forstyrrelser
i økonomien. Det var derfor fuldstændig i overensstemmelse
med metalismen, når mange økonomer omkring 1875 forventede,
at ædelmetallet med indførelsen af guldmøntfodssystemet
snart helt ville fortrænge pengesedlerne (de falske penge).
I modsætning til metalisterne hævdede de pengeteoretiske
nominalister
omvendt,
at penge blot var et navn. For pengeværdien, (som afhænger
af prismålestokken), er konventionel. Pengetegnenes værdi var
derfor bestemt af deres pålydende. Dette gælder, hvadenten
der er tale om mønter eller om sedler. Det er altså garantistemplet
og lovgivningen, som giver sedlerne deres værdi og navn. Pengenes
egenværdi regnedes for ligegyldig. Guldpenge anså nominalister
derfor for at være en unødvendig omkostning. Til forskel fra
Marx hævdede nominalisterne endvidere, at varerne blev sammenlignelige
i kraft af de vedtagne (regne-)penge, hvorimod Marx understregede, at vareværdierne
var sammenlignelige i og for sig.
Selvom Marx til forskel fra mange økonomer i det 19. århundrede
vidste, at pengesedlerne efterhånden helt ville fortrænge guldet
fra cirkulationen, mener jeg alligevel, at det er rimeligt at kalde ham
metalnominalist.
Også i spørgsmålet om metalismen versus nominalisme
fremførte Marx nemlig en immanent kritik. Han var dermed den første,
som klart fremhævede forskellen på værdimålet og
prismålestokken, hvilket satte ham i stand til at forklare økonomernes
forskellige, og som regel ensidige eller forkerte opfattelser. Merkantilisterne
tog således udgangspunkt i pengeomløbet (P—V/V—P), og opfattede
pengene ensidigt i de funktioner, hvor ædelmetal var vigtig, f.eks.
pengeophobning, og verdenspenge. De var altså metalister. Den efterfølgende
politiske økonomi tog modsat udgangspunkt i varernes metamorfose
(V—P/P—V), hvorved pengenes formidling blev noget ligegyldigt, fremmede,
og underordnet for varecirkulationen.
Nominalismens illusion om, at penge blot er en ideal måleenhed,
(regnenavnet), har sit udspring i, at metallets vægtnavn, (prismålestokken),
og pengenavnet af historiske årsager adskilles, sådan at man
let forledes til at tro, at penge kun er et navn eller et tegn. Vi har
set, at allerede James Steuart begik denne fejl. Når pengene i deres
funktion som cirkulationsmiddel faktisk bliver til et tegn for guld, så
fæstner illusionen sig. Hvis pengene blot var et tegn eller et navn,
ville de kunne blive erstattet med sedler og regnepenge i alle deres funktioner.
Det kan de imidlertid ikke blive, for der findes ingen verdensrepublik
og derfor heller ingen tilsvarende centralbank, der kan sikre sedlernes
internationale konvertibilitet.
Med sin fremstilling af pengene i deres forskellige funktioner og med
fremstillingen af møntens vej til at blive et tegn for værdi,
som intet er værd uden for omløbet, lykkedes det Marx udfra
vare-penge-relationen at påvise pengenes udviklingstendens, nemlig
at de i stadigt stigende grad bliver til løsrevne regnenavne, som
ikke længere står i nogen direkte relation til deres oprindelige
ædle pengemateriale. Marx’ teori anticiperede således på
mange måder det moderne kreditsystem, i hvilket pengesedler helt
erstatter det tidligere omløb af ædelmetal.