| (1) William Petty skrev på et tidspunkt, hvor
den overvejende del af den engelske befolkning endnu boede på landet.
Jordbesidderne var de første, som nød godt af merarbejdet.
Han antog derfor, at grundrenten var den primære form for merarbejde,
og at ågeren, (pengerenten), følgelig var noget sekundært.
Ifølge Petty er jordværdien således lig med en forudkøbt
eller anticiperet grundrente; altså en kapitaliseret grundrente,
som kan beregnes, hvis man kender forpagtningsperioden, (som han antager
er 21 år). Pengerenten er derimod ikke givet ud fra pengemarkedet;
den er derimod bestemt af grundrentens købspris:
„As for Usury, the least that can be, is the Rent of so much Land as the money lent will buy, where the security is undoubted“.1 Petty omtaler kun differentialgrundrenten i betydningen: forskelsbeliggenhedsgrundrente, og ikke i betydningen: forskelsbonitetsgrundrente. Forskellige transportafstande til markedet giver de nærmestliggende jorder en fordel. De sparede transportomkostninger afkaster ekstraprofit: „If the Corn which feedeth London, or an Army, be brought forty miles thither, then the Corn growing within a mile of London, or the quarters of such Army, shall have added unto its natural price, so much as the charge of bringing it thirty miles doth amount unto … Hence it comes to pass, that Lands intrinsically alike near populous places, such as where the perimeter of the Area that feeds them is great, will not onely yield more Rent for these Reasons, but also more years purchase then in remote places …“ 2 Petty tog også højde for den indflydelse forskelle i arbejdsproduktiviteten kan have for jord af samme kvalitet: „That the goodness of badness, or the value of Land depends upon the greater or lesser share of the product given for it in proportion to the simple labour bestowed to raised the said Product“.3 I 1698/99 kunne Petty og hans samtidige Charles Davenant konstatere, at de engelske jordbesiddere beklagede sig over de udførte jordforbedringer og de forbedrede dyrkningsmetoder. Jordbesidderne frygtede, at forbedringerne ville føre til faldende grundrenter på de bedre jorder. Det samlede rental i England var dog steget: I årene fra 1666 til 1688 „faldt de private jordrenter, men stigningen i Kongerigets almindelige jordrenteafkastning var forholdsvis større i denne tid end i de foregående år, fordi forbedringerne af jorden var større og mere omfattende mellem disse to tidspunkter end nogensinde før“.4 „Landlordene murrer mod udtørringen af sumpe, opdyrkningen af skove, indhegningen af fælleder og såning af harekløver og kløvergræs, fordi det er vejen til at sænke priserne på levnedsmidler“.5 Allerede Petty og Davenant vidste altså, at de faldende priser på landbrugsprodukter ikke udelukkede, at det samlede rental i et land kunne forøges. (2) Fysiokraterne tog udgangspunkt i Frankrig, — et typisk landbrugsland. Fysiokraterne var tilhængere af fri konkurrence. De gik ind for en uhindret kornhandel, og for ophævelse af alle former for indre toldskranker, f.eks. portafgifter. De ønskede, at landets infrastruktur blev udbygget, fordi en bedre infrastruktur ville fremme samhandelen. De var også tilhængere af en forenkling af beskatningssystemet. De gik ind for en (ensidig) beskatning af jordejendommen, mens alle øvrige erhverv stort set ikke skulle beskattes. Politisk støttede de den oplyste enevælde.6 Fysiokraterne havde ingen succes med deres forslag til en skattereform, (fremført af Turgot), under enevælden. Først den franske republiks konstituerende forsamling lykkedes det, at gennemføre de ekspropriationer og det forenklede skattesystem, som fysiokraterne havde foreslået. Fysiokraterne kunne gøre rede for den samlede årlige cirkulation og reproduktion i et samfund, og de kunne vise, hvordan kapitalens stoflige bestanddele bliver, (og må blive), erstattet årligt. De hævdede, at forpagterne var den eneste produktive klasse i samfundet, fordi de kunne betale forpagtningsafgifter for lejen af jorden til godsejerne. Landbrugssektoren gav altså et overskud, et nettoprodukt (produit net): „Le surplus sert au cultivateur à payer au propriétaire la permission que celui-ci lui a donnée de se servir de son champ pour y établir son entreprise. C’est le prix du fermage, le revenu du propriétaire, le produit net …“ 7 Samfundets øvrige indbyggere, herunder håndværkerne og de handlende, hævdede fysiokraterne, derimod udgjorde en uproduktiv, „steril“ klasse, som ikke føjede noget substantielt til det oprindelige produkt.8 Fysiokraterne var de første økonomer, som hævdede, at udvekslingsprocessen ikke kunne forklare overskuddet, og at man teoretisk måtte forudsætte, at der var tale om et ækvivalentbytte. Fysiokraterne kritiserede dermed merkantilisterne for at hævde, at „hvad den ene vinder, taber den anden“.9De antog i stedet for, at der var tale om et ækvivalentbytte, dvs. at der blev udvekslet lige store værdier: „Le commerce n’est qu’un échange de valeur pour valeur égale, et que relativement à ces valeurs il n’y a ni perte ni gain entre les contractants“.10 Fysiokraterne hæftede sig hovedsagligt ved de stoflige forskelle.11 De antog således, at landarbejderne producerede et stofligt merprodukt, som var større end den mængde levnedsmidler, de selv fortærede. Merproduktet tilfaldt de store jordbesiddere, som udlejede deres jorder til forpagterne. Merproduktet i fysiokratisk forstand er slet og ret identisk med „naturens gave til menneskeheden“. I jordbunden foregår der således bestemte organiske processer, som spontant forøger produktivkræfterne, uden at mennesker behøver at blande sig. Landbrugssektoren producerer ud fra samme synsvinkel „det menneskelige brændstof“, — fødevarerne. I den forstand er det rigtigt, at alle øvrige brancher og kapitalanlægssfærer er afhængige af landbruget.12 (3) Til forskel fra fysiokraterne hævdede Adam Smith, at det menneskelige arbejde som sådant er værdiskabende, og at kapitalens værdiøgningsproces følgelig foregår i samtlige kapitalanlægssfærer og ikke kun i én. På Smiths tid var det altså rimeligt at antage, at arbejderne kunne glide fra ét fagligt område over i et andet uden at møde nogen nævneværdi modstand i form af faglige traditioner, laugsvæsen osv. Smiths teori tog således udgangspunkt i et samfund, som kendte til den frie konkurrence i alle kapitalanlægssfærer. Foruden forpagterne, gårdmændene og landarbejderne var følgelig også håndværkerne, manufakturarbejderne og købmændene produktive arbejdere, ifølge Adam Smith. Alene tjenerne og tyendet, var, ifølge Smith, uproduktive arbejdere.13 Adam Smiths grundrenteteori kom faktisk slet ikke rigtig fri af fysiokraternes. Hos Smith finder man f.eks. følgende bemærkning om manufakturerne: „In them nature does nothing; man does all“. David Ricardo fremsatte i en note følgende indvending hertil: „Gør naturen intet for mennesket i manufakturer? Er vindens og vandets kraft, som bevæger vore maskiner og hjælper skibsfarten, intet? Atmosfærens tryk og dampens elasticitet, som sætter os i stand til at få de mest forbløffende maskiner til at virke, er de ikke naturens gaver? for slet ikke at tale om effekterne af brændemateriale, som blødgør og smelter metaller, eller atmosfærens dekomponerende virkning ved farve- og gæringsprocesser. Der kan ikke nævnes en eneste manufaktur, hvor naturen ikke giver mennesket sin assistance og endog giver den rigeligt og vederlagsfrit“.14 (4) James Anderson fremsatte differentialgrundrenteteorien for forskellige bonitetsgrader første gang i 1777 i en pamflet om beskyttelsestold.15 Andersons skrift var vendt mod statens landbrugspolitik, som varetog manufakturinteresser. Han var tilhænger af beskyttelsestold på landbrugsprodukter. Han var altså talsmand for landbrugsinteresser, (herunder godsejernes), i kamp med de liberale manufakturinteresser. Anderson overvandt fysiokraternes grundrenteteori ved:
„Det er ikke jordrenten fra jorden, som bestemmer prisen for dens produkt; men det er prisen på produktet som bestemmer jordrenten. Dette synes at være et paradoks, som fortjener en forklaring. I hvert land findes der forskellige jordtyper, hvis frugtbarhed afviger betragteligt fra hinanden. Vi vil nu forudsætte, at de er ordnet i forskellige klasser, som vi vil betegne med bogstaverne A, B, C, D, E, F etc. Klasse A omfatter jorderne af den største frugtbarhed, og de andre udtrykker de forskellige jordklasser, som gradvist aftager i frugtbarhed, jo længere de fjerner sig fra den første. Da nu omkostningerne ved opdyrkningen af den mest ufrugtbare jord er lige så stor eller større end ved opdyrkningen af den mest frugtbare, så følger ... , at hvis den samme mængde korn, ligegyldig fra hvilken mark den stammer, kan sælges til samme pris, så må profitten fra dyrkningen af den mest frugtbare jord være langt større end fra dyrkningen af de andre, og da denne aftager i samme grad, som ufrugtbarheden tiltager, så må der i sidste instans ske det, at omkostningerne ved opdyrkningen af nogle af de lavere jordklasser bliver identiske med værdien af hele produktet“.16 Talrækkerne nedenfor viser, hvad man nærmere kan forstå
herved. Vi antager, at der er tale om jordbundstyper med forskellige aftagende
bonitetsgrader, og at de dyrkede jordarealer omfatter jordklasserne A-D.
Vi antager endvidere, at der er tale om lige store kapitalstørrelser
og om jordarealer af samme størrelse. De valgte taleksempler er
helt vilkårlige:
Hvis markedsprisen, (salgsprisen), er lig med produktionsprisen, (kostpris plus gennemsnitsprofit), på jordbundstype D, antager differentialgrundrenteteorien, at denne pris gælder for samtlige afgrøder fra de øvrige jordbundstyper. Den regulerende markedspris er i skemaet 12, — kr., hvilket svarer til den individuelle produktionspris for den magreste jordklasse, som dyrkes. Den magreste jordklasse kan slet ikke afkaste nogen grundrente, for dens individuelle produktionspris er lig med den regulerende markedspris.17 Anderson antog endvidere, at jordbundstyperne A, B, C, D netop kunne brødføde landets befolkning. Spørgsmålet om, hvad der ville ske, hvis befolkningstallet tog til, meldte sig derfor hos Anderson. Hvis der ikke kunne importeres korn fra fremmde lande, antog han, at markedsprisen ville stige fra f.eks. 12 til 13 kroner. Herefter kunne jordbundstype E blive opdyrket. Jordbundstype D ville herefter afkaste grundrente. Nyopdyrkningen af andre jordbundstyper kan altså føre til, at den tidligere magreste jordbundstyper kommer til at afkaste grundrente. James Andersons differentialgrundrenteori gav en sammenhængende forklaring på følgende økonomiske fænomener i landbruget:
Anderson er lidt inde på tankegangen, når han siger, at „jorden kan blive fortsat forbedret gennem kemisk indvirkning og opdyrkning“.18 I løbet af det 18. århundrede blev Anderson konfronteret med både prisfald, (i århundredets første halvdel), og prisstigninger på korn, (i århundredets anden halvdel).19 Muligvis derfor var Anderson knap så udviklingspessimistisk som Ricardo. Ricardo kom nemlig næsten udelukkende til at opleve kornprisstigninger under Napoleonskrigene, og antog måske af den grund, at der altid ville være tale om en tendens til stigende kornpriser, et relativt faldende udbytte og en voksende grundrentemængde. Mærkelig nok sattte han ikke prisstigningerne i forbindelse med det faktum, at landet var aktiv part i en længerevarende krig. (5) Edward West formulerede i skriftet: Essay on the Application of Capital to Land, with Observations shewing the Impolicy of any great restriction of the importation of corn, and that the bounty of 1688 did not lower the price of it, (London 1815), hvad der senerehen blev kendt som „loven om det faldende udbytte i landbruget“.20 Wests formål med pamfletten var at underbygge synspunkter, som han mente var rigtige, og som var blevet fremsat i forbindelse med parlamentets overvejelser om, at indføre korntold efter Napoleonkrigenes afslutning. Han forsøgte på denne måde at få indflydelse på lovgivningen. Han var tilhænger af en begrænset frihandel. Wests synspunkter byggede på antagelsen af, at inddragelsen af marginaljorder ville resultere i en faldende marginalproduktivitet: „The principle is simply this, that in the progress of the improvement of cultivation the raising of rude produce becomes progressively more expensive, or, in other words, the ratio of the net produce of land to its gross produce is continually diminishing.“ „The 10 acres returning 20 per cent would be first cultivated, and we have proved that the same 10 acres would not return 20 per cent on each successive £ 100 bestowed on it; for if it did, as I have shown, no part of the other land would ever be cultivated. But should the additional capital bestowed on the first 10 acres produce less than 19 per cent the capital would not be bestowed on the first 10 acres but on the second 10 acres. Or, in short, generally, if the best land already in cultivation would not return so much to the additional capital as to the capital already bestowed on it, by any great difference, such additional capital would not be expended on the best land, but on that next in quality to the best, and which, from the infinite number of gradations of the quality of the soil, must be removed at the least possible distance from the best.“ (Mine fremhævelser). West antog, at fremskridtet førte til to modsatrettede tendenser i samfundet: „The division of labour and application of machinery render labour more and more productive in manufactures, in the progress of improvement; the same causes tend also to make labour more and more productive in agriculture in the progress of improvement. But another cause, namely, the necessity of having recourse to land inferior to that already in tillage, or of cultivating the same land more expensively, tends to make labour in agriculture less productive in the progress of improvement. And the latter cause more than counteracts the effects of machinery and the division of labour in agriculture; because, otherwise agricultural labour would either become more productive, or remain equally productive, in the progress of improvement.“ Hvilken af de to tendenser vil nu være overvejende? — I stedet
for at foretage en nærmere undersøgelse af landbrugets produktivitet,
hævdede Edward West, at han kunne afgøre, hvilken tendens,
som var fremherskende ud fra en betragtning af profitrateniveauet i udviklede
lande, som altid syntes at være lavere end i mindre udviklede lande
(et synspunkt, som stammer fra Adam Smith). West drog derfor en noget forhastet
konklusion. Han antog nemlig, at industriens produktivitetsstigning altid
ville føre til øgede profitter; men da profitraten reelt
ikke steg; men faldt, så antog han omvendt, at landbrugskapitalens
produktivitet faldt så meget mere, at faldet mere end opvejede industrikapitalens
øgede produktivitet.
„Ricardos vækst- og fordelingsteori“:
(6) David Ricardo, (og Thomas Robert Malthus), overtog Edward Wests teori; men formåede ikke rigtigt at formulere den med den samme klarhed som West selv. David Ricardo søgte at sætte differentialgrundrenteteorien i forbindelse med arbejdsværditeorien. 21 Forholdene i England viste, at der ved siden af industriarbejderne og industrikapitalisterne fandtes en klasse af jordbesiddere og en klasse af forpagtere, dvs. agrikulturelle kapitalister, som enten af tradition, eller som følge af et særligt talent for landbrug, opererede i denne specifikke kapitalanlægssfære. Forpagterne dyrkede ikke selv jorden; men havde fremmed arbejdskraft, landarbejdere, til at gøre det. Ricardo opfattede endvidere nærmest jordejendommen som en biomstændighed for hovedsagen, som var, kapitalernes næsten uhindrede bevægelser mellem forskellige anlægssfærer og fortsatte akkumulation. Han kunne ikke forklare jordrenten på den magreste jordklasse. Hans mere radikale tilhængeres foreslag om at nationalisere jordejendommen var derfor helt konsekvent. Jordbesidderne forekom dem nemlig at være en fuldstændig overflødig klasse, som kun forhindrede samfundets videre fremskridt.22 Karl Marx forklarede Ricardos fremgangsmåde med, at Ricardo fejlagtigt identificerede „værdi“ med „produktionspris“, og at han derfor uden videre satte dem lig med hinanden.23 Ricardo behandlede derfor udelukkende differentialgrundrenten i sammenhæng med jordklassernes forskellige bonitet. Han havde ingen absolut grundrenteteori. (7) Richard Jones gav i skriftet: An Essay on the Distribution of Wealth and the Sources of Taxation, London 1831, Part I: Rent Ricardos differentialgrundrenteteori en grundig analyse. Jones opfattede slet og ret grundrenten som en form for ekstraprofit. Grundrenten på den magreste jordklasse fremkom, ifølge Jones, fordi der var tale om en monopolpris. Grundrenten på de øvrige jordklasser forklarede han med Ricardos differentialgrundrenteteori. Ved hjælp af en lang række taleksempler påviste Jones, hvordan øgede kapitalinvesteringer på den samme jordbundstype kunne forbedre jordbundens kvalitet. Hvis man gødede den bedre, merglede, drænede, anvendte bedre redskaber, bedre dyrkningsmetoder, og bedre udsæd, kunne udbyttet forbedres væsentligt. Der var ingen grund til at antage, at udbyttet generelt skulle være aftagende i landbruget. Richard Jones afviste derfor Ricardos antagelser. Hvis kapitalstørrelsen fordobles på jordbundstyperne, fordobles
differentialgrundrentemængden ligeledes. Hvis 100, — kr. tidligere
afkastede 1 krone på jordbundstype C, afkaster 200, — kr.
nu 2 kroner ved samme salgspriser som tidligere.
Jones gik ud fra de enkleste proportioner f.eks., at de første 100, — kr. giver samme udbytte som de næste; men muligheden for at de næste 100, — kr. øger udbyttet; men i mindre grad end de første, eller at de øger udbyttet i større grad end de første 100, — kr., er tilstede. Det må ligeledes bemærkes, at arealets størrelse og salgspriserne også kan tænkes at variere. (8) Ifølge Karl Marx afhænger grundrenten af følgende faktorer:
Marx opstillede parallelt med differentialgrundrenteteorien, (som han udbyggede), en teori om den absolutte grundrente, som kunne forklare, hvorfor også den ringest opdyrkede jordklasse afkaster jordrente. Ifølge Marx afviger markedsværdien og produktionsprisen fra hinanden. Afvigelsen forklarede han med forskellen på de organiske sammensætninger i henholdsvis landbrugskapitalens anlægssfære og industrikapitalens. Ved at gøre begrebet om kapitalens organiske sammensætning til omdrejningspunkt for sin teori om den absolutte grundrente kunne Marx sætte grundrenteteorien i forbindelse med arbejdsværditeorien. Forskellen på de organiske sammensætninger i de to anlægssfærer forklarede Marx med, at kapitalismen opstod i byerhvervene og manufakturen, og først derefter underlagde sig landbrugets anlægssfære. Forskellen på de to kapitalanlægssfærer, mente han, efterhånden helt kunne forsvinde.28 |
