Goethe: Faust. (Oversat af Jørgen Gustava Brandt).

INDHOLD

Værdiformsanalysen

Udvekslingsprocessen

Problemet med værdistørrelsen

Varens fordobling i vare og penge

Ideologiske former med udspring i den enkle varecirkulation

VÆRDIFORMSANALYSEN

I værdiformsanslysen besvarede Karl Marx spørgsmålene: hvad er en vare?— og hvorfor, hvorigennem, og hvordan er varer penge? 

Hvad er forudsætningerne for, at man overhovedet kan tale om „varer“ til forskel fra „produkter“? — En ting kan godt være nyttig uden at have nogen værdi. Det er den, når den ikke er et arbejdsprodukt. Naturen opviser masser af eksempler på brugsværdier, som ikke er arbejdsprodukter, f.eks. luft, sol, hav, floder osv. En ting kan også være nyttig og et arbejdsprodukt uden af den grund at være en vare. Det er den, når produktet konsumeres af sin egen producent eller af hans familie. For at være en „vare“ må et produkt blive fremstillet med henblik på afhændelse på et anonymt marked. Det må altså kunne tilfredsstille et samfundsmæssigt behov, dvs. et betalingsdueligt behov. Kun når arbejdet udveksles som privatarbejde, er produktet virkelig en vare.

Vareudvekslingen forudsætter endvidere en udviklet samfundsmæssig arbejdsdeling. I et samfund, hvor produkterne i almindelighed udveksles som varer, dvs. i et vareproducerende samfund, udveksler producenterne individuelt og relativt uafhængigt af hinanden. Vareværdierne bestemmes gennem en samfundsmæssig proces, der foregår bag om ryggen på producenterne. De tænker derfor ikke nærmere over den; men opfatter den som noget ganske naturligt. Når menneskene således relaterer deres produkter til hinanden som varer, så ved de ikke, at de dermed indirekte ligesætter varerne som værdier; og dermed ligesætter deres forskellige individuelle privatarbejder. Det er for dem en vanemæssig og spontan procedure, som er praktisk til stede, uden at de behøver at anstiller teoretiske betragtninger over den. De forstår det ikke; men de praktiserer det. Når forholdet først en gang er blevet etableret, bliver det til et forhold, som også er til for dem. Dermed kommer det til at udgøre en selvstændig videnskabelig genstand. Videnskaben, (den politiske økonomi), prøver sidenhen at afkode varens karakteristika, idet den gradvist udforsker forholdet.

Ifølge Marx er arbejdets dobbeltkarakter „det springende punkt, hvorom forståelsen af den politiske økonomi drejer sig“.¹ Da Marx imidlertid behandlede arbejdets dobbeltkarakter uafhængigt af værdiformen og før udviklingen af værdiformerne, har næsten al polemik for og imod hans værditeoretiske anskuelser drejet sig herom.²

Ifølge Karl Marx er varen først og fremmest „en ydre genstand, en ting, en ting, som ved sine egenskaber tilfredsstiller menneskelige behov af en eller anden slags“.³ Varen er altså en ting, som er nyttig for menneskene. Den optræder endvidere i forskellige mængder, med hver deres måleenhed. Enhederne udspringer, dels af genstandenes natur, dels af konvention. Betragtet kvalitativt er varen altså en nyttig ting; kvantitativt er den en bestemt mængde af denne ting.

I Kapitalens førsteudgaves 1. kapitel giver Marx den dialektisk mest konsekvente fremstilling af værdiformanalysen. Formålet er teoretisk at påvise, at værdiformen har sit udspring i værdibegrebet. For at vise at formen udspringer af værdibegrebet, bruger Marx de „logiske domsformer“ fra Hegels Wissenschaft der Logik.⁴ Han viser, at et simpelt bytteforhold mellem blot to varer er logisk modsigende, da en enkelt vareart ikke formår at udtrykke sin værdi i en anden enkelt vareart, hvis det da ikke allerede er forudsat, at de kan udtrykkes som priser, og at pengenes selvstændige eksistens ved siden af varerne, altså allerede er forudsat. Marx’ argumentation for tilbagevisningen består i, at vareværdien ikke kan blive udtrykt alment i forholdet mellem blot to varer. For „varerne“ vil så vise sig blot at være to „produkter“.

Vanskeligheden ved at forstå Marx’ pointe kan have flere årsager. For det første starter han ud med at betragte kun to varer, for derudfra at ville påvise en teoretiske sammenhængende udvikling af værdiformerne. Da de fleste læsere står ret fremmede over for Hegels logik, overser de let, at værdiformerne alle er nedsænkede i hinanden, og derfor også opløser sig i hinanden. Med sit udgangspunkt giver Marx derfor læseren det forkerte indtryk, at der skulle være tale om selvstændige logiske former, muligvis endda med deres egen selvstændige historiske eksistens. Hovedårsagen til den manglende forståelse af den logiske formudvikling, må dog søges i, at fremstillingsgangen i Kapitalens førsteudgave, grundet udgavens ringe udbredelse, (den blev kun trykt i 1000 eksemplarer), kun har været kendt af en ret snæver læserkreds. Marx’ anvendelse af Hegels nødvendighedsdomme er f.eks. konsekvent blevet overset, og kun ganske få har overhovedet lagt vægt på værdiformsanalysen. Samme udgaves Tillæg om værdiformen, som blev anbragt bagest i Kapitalen, kan også have været medvirkende til at underbygge opfattelsen af, at der med værdiformernes udvikling skulle være tale om selvstændige historiske former. I tillægget fremstiller Marx nemlig ikke, som han selv påstår den samme sag blot mere populært; men det virker, som om han nærmest helt opgiver at fremstille den forståeligt. I tillægget bliver fremstillingen afgørende ændret i en historicerende retning.⁵

Lad os herefter se, hvordan Marx udvikler værdiformerne i Kapitalens førsteudgaves første kapitel:

Form I: Den relative værdis simple form: x vare A = y vare B, eller x vare A er y vare B værd.

Som brugsværdier er varerne A og B forskellige. Vi sætter dem lig med hinanden, fordi de er lige meget værd. De er hinandens ligeværdige, dvs. en bestemt mængde af den ene vares værdi udtrykkes i en bestemt mængde af den anden vares. Da deres værdier dermed er størrelsesmæssigt lige store, ændrer det ikke noget med hensyn til formen, hvis vi vender udtrykket om til: y vare B = x vare A. Varemængderne erstatter uden videre hinanden som størrelsesmæssige ens. Dermed reflekterer de såvel deres bytteværdier som deres værdistørrelser i hinanden. I den samme relation gør det ingen forskel for formen, hvorvidt A udtrykkes i B; eller B udtrykkes i A. Forskellen angår alene relationens indhold. Når A udtrykkes i en mængde af B, så er det A’s værdi som udtrykkes på denne måde, og ikke B’s. A udtrykker aktivt sin værdi i B’s passive legeme, eller B er blot materialet for A’s værdiudtryk. Det umiddelbart ligeværdige forhold, hvor A og B indgår i en symmetrisk relation, forandrer sig til en asymmetrisk relation. Den relative værdis simple form kan derfor kaldes en symmetrisk- og- asymmetrisk relation.⁶

Med hensyn til formen er følgende altså klart:

„Begge former, den ene vares relative værdiform, den andens ækvivalentform, er bytteværdiens former. Begge er faktisk blot momenter, vekslende af hinanden betingede bestemmelser, af det samme relative værdiudtryk, men fordelt polært på de to ligesatte vareekstremer“.⁷

De to varer i den simple værdiform optræder altså henholdsvist i relativ værdiform og ækvivalentform; men de gør det ikke samtidigt. De udelukker gensidigt hinanden fra at indtage den samme plads i udtrykket. Endvidere er begge af værdiformens fremstillingsmåder af vareværdien relativ; men de er det ikke i samme grad. Den ene vare udtrykker således sin værdi i den anden ved at relatere sig til den. Dermed er det den anden vares bestemmelse at være ækvivalent. Ækvivalentformen er altså en refleksionsbestemmelse af det relative værdiudtryk. Umiddelbart ser det imidlertid ud, som om det modsatte er tilfældet. Den ene vares ækvivalentform (Aekvivalentsein), dvs. „formen for umiddelbar udvekselighed“, synes at tilhøre den som en tingslig egenskab.⁸ Dette falske genskær, hvor varelegemet og ækvivalentegenskaben fejlagtigt bliver identificeret, også uden for værdirelationen, er i denne simple form endnu ikke vokset helt sammen i agenternes bevidsthed. Vi kan nemlig uden videre vende udtrykket om, sådan at den vare, som før var ækvivalent, nu opnår et relativt værdiudtryk. Er ækvivalenten, f.eks. guld, så kan ækvivalentegenskaben ikke siges at tilkomme guldet som en tingslig egenskab, for også varen i den relative værdiform kan gælde som ækvivalent. Faktisk har den enkelte vareart lige så mange relative værdiudtryk, som der er varearter, der er forskellige fra den selv. I denne simple form har den altså kun ét, for der findes kun én anden vareart.

Lad os herefter se på, hvad Marx har at sige om en enkelt vares værdiværen (Wertsein). Han antager, at 20 alen lærred = 1 frakke. Lærredets „egen værdiværen viser sig først ved, at det relaterer sig til en anden vare, frakken, som sin lige. Hvis lærredet ikke selv var værdi, så kunne det ikke forholde sig til frakken som værdi, som noget der var lig med det. Kvalitativt sætter det sig lig med frakken, idet det relaterer sig til den som anskueliggørelse af ensartet menneskeligt arbejde, dvs. af sin egen værdisubstans ... af en bestemt størrelse ... Idet det sætter en anden vare lig med sig som værdi, relaterer det sig til sig selv som værdi. Idet det relaterer sig til sig selv som værdi, adskiller det sig samtidigt fra sig selv som brugsværdi. Idet det udtrykker sin værdistørrelse — og værdistørrelse er begge, værdi overhovedet og kvantitativt målt værdi i frakken, giver det sin værdiværen en værdiform, som er forskellig fra dets umiddelbare tilværelse. Idet det fremstiller sig sådan, som noget i sig selv differentieret, fremstiller det sig først virkeligt som vare — en nyttig ting, som samtidig er værdi“.⁹

I den ovenstående passage er det let til at overse, at Marx her gengiver nogle logiske domsformer fra Hegels logik.¹⁰ Læseren bliver præsenteret for et „formgehalt“.¹¹

Nærmere beset er det nødvendighedsdommene (Urteile der Notwendigkeit), som Marx antyder. Ved nærmere eftersyn præsenteres værdiudtrykkene nemlig som et sæt nødvendighedsdomme.¹²

Af passagen fremgår: at to forskellige varer sættes lig med hinanden som to forskellige underafdelinger af samtlige varer, nemlig som forskellige varearter. Først forholder lærredet sig således til frakken som sin lige, for derpå, da de er lige meget værd, at forholde sig til frakken som dens værdiform. De to varearter er ligesatte, fordi de egentlig er substantielt identiske. Dermed har Marx anvendt to domsformer, nemlig den kategoriske: to forskellige arter „sættes lig med hinanden“, A = B; og den hypotetiske: „20 alen lærred er en frakke værd“ (logisk form: „Hvis vare A er værdi, så er vare B værdi“). Den kategoriske domsform er altså egentlig betinget af den hypotetiske. De to forskellige varearter sættes nemlig lig med hinanden, fordi de er af samme substans. De er lig med hinanden som værdier, hvorved deres værdirelation udtrykker, at de er identiske.

Forskellene mellem domsformerne er i Hegels logik begrundet med de forskellige betydninger, som kopulaet („er“) får i dem. Med kopulaet menes: forbinderen af subjekt og prædikat; men Hegel pointerer, at det ikke har samme betydning i de forskellige domsformer. Betydningen af: „er lig med“, og: „er værd“ adskiller sig således. Kopulaet angiver den bestemte relation mellem subjekt og prædikat, med andre ord: udsagnets mening.

Marx hævder altså , at ligesættelsen af to varer, eller ligningen mellem to forskellige varearter, forudsætter en substantiel identitet, værdisubstansen, eller det menneskelige arbejde. Imidlertid overser man let, at Marx i lighed med Hegel lader kopulaet optræde i forskellige betydninger, når han i det relative værdiudtryk siger: „20 alen lærred = 1 frakke, eller x lærred er y frakke værd“.¹³ Kategorisk udsiger „er“ her: „er lig med“; hypotetisk, at „er“: „er værd“.

Vi kan altså konkludere, at Marx bruger forskellen mellem domsformerne til at påvise, at varerne som ligesatte er af samme substans, dvs. at de er væsensidentiske. Varerne er med andre ord ligesatte, fordi de er værdirelaterede. I logisk forstand bliver det simple forhold mellem blot to varer altså til: „hvis vare A er værdi, så er vare B værdi“. Denne logiske form er da også helt i overensstemmelse med den hypotetiske domsform.

Den stoflige rigdom, som ikke findes i naturen, må altid tilvejebringes gennem tilvirkning af naturens stoffer til menneskelige behov. Forsåvidt arbejdet resulterer i nyttige ting, kalder Marx det konkret, nyttigt arbejde. Brugsværdier har altså to kilder: dels de nyttige ting, som forefindes i naturen uden menneskets indgriben, dels det menneskelige arbejde. 

Når Marx taler om, at det menneskelige arbejde „virkeliggører sig“, mener han, det virkeliggører sig gennem arbejdsprocessen, fordi den menneskelige arbejdskraft her forbruges som konkret, nyttigt arbejde i betydningen: en bestemt slags virkeligt og individuelt arbejde, f.eks. vævearbejde, snedkeri, syning, kaffedyrkning osv. Det menneskelige arbejde bliver altså anskueligt i form af arbejdsprodukter. Når lærredet udtrykker sin værdi i frakken, gælder „varelegemet“, frakke, dermed, som „en virkeliggørelsesform for det menneskelige arbejde slet og ret“.¹⁴

Der er i en vis temmelig snæver forstand tale om abstrakt arbejde; men det er endnu forholdsvist ubestemt, fordi der endnu kun er tale om kun to varearter. Marx antyder altså kun det abstrakte arbejde i form I.

Ifølge Marx skyldes vanskelighederne ved analysen, at værdiformen kun findes i relationen fra vare til vare. Dermed bliver den ene varekrop fremtrædelsesform for den andens værdi, og det bliver vanskeligt at holde relationens elementer ude fra hinanden.

For arbejdets vedkommende reflekterer varens modsætningsvise formbestemmelser sig ligeledes i hinanden, i stedet for at træde frem som selvstændige former. Arbejdsproduktet, dvs. produktet af nyttigt arbejde, og dermed brugsværdi, bliver materiale eller virkeliggørelsesform for abstrakt menneskeligt arbejde. Varen fordobler følgelig sin form. Som produkt eksisterer den som brugsværdi; som vare er den tillige værdi. Den må derfor erhverve sig en form for sin værdi i forholdet til en anden vare, og det gør den ved at gøre denne vares naturalform til sin egen værdiform. Den kan ikke gøre sin egen naturalform til sin værdiform, for som brugsværdi er den i modsætning til sin værdiform.

Indtil videre har vi haft at gøre med en enkelt ækvivalent, som let lader sig erstatte med en anden enkelt vareart, der er forskellig fra denne, blot må den ikke stå på begge sider af lighedstegnet. Sammenligner man lærredet med andre varearter end frakke, (og lærred), så fremkommer der andre relative værdiudtryk. Den samme vares værdi kan således udtrykkes i den samlede kreds af andre varearter, som f.eks. dens kornværdi, kaffeværdi osv.; men hver gang kun enkeltvis.¹⁵ Ved på skift at udskifte frakken med alle mulige varearter, som er forskellige fra lærredet, når Marx frem til en ny anden form, hvor den samme vares værdi fremstiller sig i mange enkeltækvivalenter.

Form II: Den udfoldede anden form for den relative værdi: x vare A udtrykker sin værdi i såvel y vare B som z vare C osv., dvs. x vare A udtrykker sin værdi i enten denne eller i hin tredje vare osv.

Det simple relative værdiudtryk indgår som grundelement i denne form II. Blot har den enkelte vareart her lige så mange forskellige relative værdiudtryk, som der findes forskellige varearter. Hvad ækvivalenterne angår, er de i enkelte ækvivalenter, ligesom frakken var det i form I. Dog finder Marx, at der med den simple forms udfoldelse til totalitet sker en „væsentlig videreudvikling“. Vi skal først se, hvad han siger herom, for siden at give en logisk forklaring på „videreudviklingen“:

„Alligevel [dvs. selvom form I er grundelement] rummer denne anden form en væsentlig videreudvikling. Der ligger nemlig ikke bare det i den, at lærredet udtrykker sin værdi tilfældigt, snart i frakker, snart i kaffe osv., men tillige, at den udtrykker den i såvel frakker som kaffe osv., enten i denne vare eller i hin, eller i en tredje osv“.¹⁶

Med „videreudvikling“ forstår Marx en form, som svarer til den disjunkte domsform fra Hegels logik.¹⁷ Hegel beskriver den disjunkte domsform således:

„Diese Besonderung [arternes særegenhed i forholdet til slægtens almenhed] näher betrachtet, so macht fürs erste die Gattung die substantielle Allgemeinheit der Arten aus; das Subjekt ist daher sowohl B als C; dieses Sowohl-Als bezeichnet die positiven Identität des Besonderen mit dem Allgemeinem; dies objective Allgemeine erhällt sich vollkommen in seiner Besonderheit. — Die Arten zweitens schließen sich gegenseitig aus; A ist entweder B oder C, denn sie sind der bestimmte Unterschied der allgemeinen Sphäre die eine Art schließt zwar die andere aus, aber Entweder-Oder schließt jede weitere aus und schließt eine totale Sphäre in sich ab“.¹⁸

At varen udtrykkes i „både denne såvel som hin osv.“, betyder altså: at varearterne gensidigt udelukker hinanden. Marx’ udsagn er altså i overensstemmelse med Hegels logik, når han siger, at ingen enkelt vareart gælder som ækvivalenten slet og ret, som det var tilfældet i form I; men de gælder kun som særegne ækvivalenter, hvorved den ene vareart udelukker den anden som ækvivalenter.¹⁹ De udtrækkes på skift til ækvivalenttilværelsen ligesom numrene i en tombola — ét ad gangen.

Logisk betragtet er det igen kopulaets betydning, der spiller den afgørende rolle. Varearterne A, B, C osv., er enten i den relative værdiform, eller de er i ækvivalentens form. Kopulaet får altså en adskillende funktion. Det adskiller gensidigt varerne fra hinanden.

Med den udfoldede form forsvinder den individuelle, tilfældige og begrænsede karakter ved det relative værdiudtryks simple form endvidere. Når den samme varearts værdi udtrykkes i mange forskellige varearter, bliver det nemlig klart, at den samme vares værdistørrelse forbliver én og den samme ensartede størrelse, som blot fremstiller sig forskelligt i de mangfoldige udtryk. Marx slutter heraf, at udvekslingsforholdet må være reguleret af noget uden for dette forhold, nemlig af værdistørrelsen. Han mener ikke, man kan slutte omvendt: at udvekslingsforholdet kan regulere værdistørrelsen:

„Det bliver åbentbart, at det ikke er udvekslingen, som regulerer varens værdistørrelse, men omvendt varens værdistørrelse som regulerer dens udvekslingsforhold“.²⁰

Her hævder Marx altså, at værdistørrelsen ikke bestemmes af eller gennem byttet eller udvekslingen; men at værdistørrelsen bestemmer udvekslingsforholdet. Det forbliver imidlertid uklart, hvordan værdistørrelsen selv er bestemt, (i betydningen: „den i varen indeholdte samfundsmæssig nødvendige arbejdstid“), og hvordan den kan være bestemt forudfor og uafhængigt af udvekslingen. Vi må her nøjes med at konstatere, at Marx synes at være tilfreds med at have påvist, at værdisubstans og værdiform er kvalitative ens.

Marx antager allerede i form I, at arbejdet på en måde er abstrakt; med andre ord: at der i denne form optræder en dobbelt formbestemmelse af arbejdet. I form I kan arbejdet imidlertid ikke fremtræde som totalitet, selv om man, grundet abstraktheden, (ensartetheden), mellem blot to privatarbejder, kan hævde en dobbelt formbestemmelse, i hvilken arbejdet gælder, dels i betydningen: individuelt nyttig arbejde, og dels i betydningen: forskelsløst ensartet. I form II fremtræder den dobbelte formbestemmelse som et samlet hele, hvorfor såvel det ene som det andet som det tredje, og så fremdeles, private og nyttige arbejde fremtræder som det menneskelige arbejde overhovedet. Værdien opnår dermed sin adækvate form; men kun ved at de særegne privatarbejder gensidigt udelukker hinanden fra at gælde som menneskeligt arbejde overhovedet. I form II er der altså endnu ikke tale om alment og samfundsmæssigt arbejde. Da form II er en sum af mange simple værdiudtryk, og da enhver af disse simple ligninger også indebærer, at de kan vendes om, fremkommer:

Form III: Den almene relative værdiform, eller den omvendte tilbagerelaterede anden form for den relative værdi: Både y vare B og z vare C og w vare D og j vare E osv., udtrykker deres værdier i x vare A, eller: Alle øvrige varearter, på nær A selv, udtrykker deres værdier i x vare A. 

Vi har altså, at alle andre varer udtrykker deres værdier i f.eks. materialet, lærred. Varerne adskiller sig alene kvantitativt som bestemte mængder. De er i deres egenskab af at være bestemte mængder af anskueliggjort menneskeligt arbejde størrelsesmæssige ens. I form II har vi set, at de særegne ækvivalenter alle som enkelte gensidigt udelukker hinanden. I form III kan alle øvrige varearter udtrykke deres værdier alment i varearten A’s naturalform. Ækvivalenten optræder derfor i form III som en slægtsform for alle de øvrige varearter. Begrebet om arternes enhed i slægten stammer fra Hegels logik. Marx omtaler det i det følgende:

„I form III, som er den tilbagerelaterede anden form, og som altså er indeholdt i denne, fremtræder lærredet derimod som ækvivalentens slægtsform (Gattungsform)“.²¹

En følge af den disjunkte domsform fra form II, hvor de særegne ækvivalenter gensidigt udelukker hinanden som ækvivalenten slet og ret, er, at varearterne, alle i én, opnår en selvstændig slægtsform, der gælder alment, og som har en egen selvstændig eksistens. Med slægtsbegrebet, hvor det er som om, de særegne arter, underafdelinger osv., af samme natur, har deres egen „inkarnation“, udtrykker Marx nødvendigheden af en almen ækvivalent. Slægtsbegrebet betyder f.eks., at alle guder bliver til slægtsbegrebet, Gud, ligesom alle dyrearter bliver til dyret, og alle mennesker til mennesket. Når lærredet antages at gælde som almen ækvivalent, er det altså, som om varearternes slægtsform havde en selvstændig eksistens i denne naturalform.

Af ovennævnte citat af Marx fremgår endvidere, at form III ikke er andet end den anden omvendte eller „tilbagerelaterede“ form. Hvilket er vigtigt at fremhæve her, fordi Marx på dette punkt afgørende ændrede opfattelse i Tillægget om værdiformen og i Kapitalens andenudgave.

Sammenligner man form I og III fremgår forskellen mellem den enkelte og den almene ækvivalent. Det simple værdiudtryk udgør blot et led i rækken i form III. Den enkelte ækvivalent er blot blevet udviklet til at være almen. Men heraf følger, at man, da udtrykket i form I uden videre kan vendes om, også kan vende udtrykket i form III om. Udskiftes lærred, f.eks. med frakke, så bliver frakken ikke sådan uden videre til almen ækvivalent. Den forbliver en særegen ækvivalent for lærredet. Den ensartede udvikling mellem den relative værdiform og ækvivalenten finder ikke længere sted, sådan som i form I og II. 

Med ombytningen af den almene ækvivalent med en særegen hævder Marx altså ingen automatik. Den særegne ækvivalent bliver ikke til en almen. Den nye ækvivalent forbliver blot særegen, hvilket er en direkte følge af, at det specifikke relative værdiudtryk for den almene ækvivalent ville være den udfoldede relative værdiform (form II).

Den enkelte vareart må, enten udtrykke sin relative værdi, eller være ækvivalent. Den kan ikke gøre begge dele samtidigt, og den almene ækvivalent kan kun udtrykke sin relative værdi som det udfoldede værdiudtryk, dvs. form II.

Med udviklingen af den enkelte ækvivalent til almen, mener Marx, at genskæret fra den simple form forstærkes:

„Det skin, at en vares ækvivalentform skulle udspringe af varens tingslige natur, i stedet for blot at være en refleks af de andre varers relationer, befæster sig med videreudviklingen af den enkelte ækvivalent til den almene, fordi værdiformens modsætningsvise momenter ikke længere udvikler sig ensartet for de varer, som forholder sig til hinanden, fordi den almene ækvivalentform udskiller én vare fra alle andre varer som noget helt aparte, og endelig fordi denne dens form i realiteten ikke længere er produktet af forholdet til nogen som helst enkelt anden vare“.²²

Den symmetriske relation og den sideordnede udvikling, som vi iagttog ved form I og II, forsvinder altså i form III, til fordel for en asymmetrisk og modsætningsvis udvikling. Varearterne, som er i almen relativ værdiform, udelukker den ene, som er i almen ækvivalentform fra deres egen kreds. Denne negative relation mellem samtlige varer og den almene ækvivalentform betyder, at én vareart kun befinder sig i formen for umiddelbar udvekselighed, fordi alle øvrige varearter ikke gør det. Varer må imidlertid skaffe sig begge former for at kunne relatere sig til hinanden som værdier; altså indgå i en værdirelation.

En yderligere konsekvens af form III er, at også arbejdets dobbeltkarakter må udvikles asymmetrisk. Som almen ækvivalent bliver lærredets naturalform alle øvrige vareværdiers fælles fremtrædelsesform. Det særegne arbejde, som fremstiller sig i lærredets materiale, bliver til en „virkeliggørelsesform“ for det almene menneskelige arbejde. Marx kalder derfor arbejdet i denne betydning for alment arbejde.²³

Som tidligere omtalt er brugsværdier kun varer, fordi de er „produkter af indbyrdes uafhængige privatarbejder“,²⁴ som udføres relativt selvstændigt med henblik på at blive sat i samfundsmæssig rapport. De udgør selvstændige afhængige led i arbejdsdelingens system; men de udføres med henblik på afhændelse. Deres forskellighed betinger deres samfundsmæssighed. Hvis arbejdet umiddelbart var samfundsmæssigt eller associeret, ville arbejdsprodukterne slet ikke blive udvekslet som varer. De ville umiddelbart være nyttige ting, som kunne opfylde samfundsmæssige behov. Varernes samfundsmæssige form er netop den form, hvorpå de relaterer sig til hinanden som værdier. Da vi har set, at de gør dette modsætningsvist, så forholder privatarbejderne, som fremstiller sig i bestemte varer, sig også modsætningsvist. De opnår deres samfundsmæssige karakter som alment, samfundsmæssigt arbejde. Det ensartede arbejde, som vi så i form I, var den fælles basis for den enkelte vare og den enkelte ækvivalent, videreudvikler sig således med værdiformens udvikling. Det særegne arbejde, som fremstiller sig i den almene ækvivalent kommer til at gælde som en „virkeliggørelsesform“ for det abstrakt-almene, samfundsmæssige arbejde, hvilket er umuligt på basis af form III; for privatarbejderne, som fremstiller sig i den almene ækvivalents naturalform, gælder „tilbagerelateret“, som særegne ækvivalenter, hvorved dette privatarbejde kommer til at udelukke alle øvrige privatarbejder fra at gøre det samme.²⁵

Resultaterne, Marx når frem til i Kapitalens førsteudgave, består i en stor modsigelse, som han sammenfattende kalder fjerde form. Denne fjerde form er ikke identisk med „pengeformen“ i Kapitalens andenudgave, og findes kun i førsteudgaven.

„Form IV“ eller den almene ækvivalents specifikke relative værdiform:

x vare A = y vare B eller z vare C eller q vare D osv.,
y vare B = x vare A eller z vare C eller q vare D osv.,
z vare C = x vare A eller y vare B eller q vare D osv.,
q vare D = x vare A eller y vare B eller z vare C osv.,
og så fremdeles.

Form IV fremkommer ved, at den almene ækvivalents relative værdiudtryk bliver tilbagerelateret. Den er faktisk blot et multiplum af form II. De øvrige former I til III er indeholdt i form IV. Oprindeligt fremstillede lærredet sin værdi i en enkelt vare, (form I); derpå fremstillede den sig i alle andre varer efter tur, (form II); for endeligt, idet alle andre varer tilbagerelateret fremstiller sin værdi i lærredet, (form III), at blive til den almene ækvivalent. Lærredet begynder altså med at fremstille sin relative værdi i én vare, for at slutte med at være materialet for alle andre varers relative værdiudtryk. Imidlertid gælder dette for enhver anden vare, hvorved også de gør deres varekroppe til alle øvrige varers ækvivalenter. Form IV, dvs. „den tilbagerelaterede form III“, (som igen „tilbagerelateret“, blot er form II), ender med at blive til en form, hvor samtlige af varerne A, B, C, D osv., optræder som særegne relative værdiudtryk. Formen fører derfor ud i en uendelig progres.

Om form IV og den almene ækvivalentform i den, siger Marx:

„Den almene ækvivalentform tilkommer altid kun én vare i modsætning til alle andre varer; men den tilkommer enhver vare i modsætningen til alle andre. Stiller imidlertid enhver vare sin egen naturalform som almen ækvivalentform overfor alle andre varer, så lukker alle varer alle ude fra den almene ækvivalentform og dermed sig selv fra den samfundsmæssigt gyldige fremstilling som deres værdistørrelser“.²⁶

Marx’ værdiformsanalyse i Kapitalens førsteudgave slutter altså med at være logisk modsigende: Varerne kan ikke udtrykke deres værdier alment i deres egen kreds. Det er altså ikke muligt at tænke et præmonetært varebytte modsigelsesfrit. En præmonetær værditeori har dermed vist sig at være en logisk modsigelse. Varerne er noget dobbelt, som ikke kan udtrykke dobbeltheden i dem selv. Derfor må de som en helhed udskille en eksklusiv vareart, den almene ækvivalent, som derfor får sin egen selvstændige eksistens.

Afslutningsvist siger Marx om værdiformsudviklingen:

„Man ser: analysen af varen åbenbarer alle værdiformens væsentlige bestemmelser og værdiformen selv i dens modsætningsvise momenter, den almene, relative værdiform, den almene ækvivalentform; endelig den aldrig afsluttende række af relative værdiudtryk, som først udgør en gennemgangsfase i værdiformens udvikling, for til sidst at slå om i den almene ækvivalents specifikke relative værdiform. Men analysen af varen åbenbarede disse former som vareformer overhovedet, som altid tilkommer enhver vare, kun modsætningsvist, således at når varen A befinder sig i den ene formbestemmelse, antager varerne B, C osv., den anden over for A“.²⁷

Når antagelsen af en præmonetær vare  har vist sig at føre til et paradoks, må antagelsen af en tilsvarende byttestruktur ligeledes vise sig at være paradoksal. Dette viser Marx da også i udvekslingsprocessen.
 

UDVEKSLINGSPROCESSEN

Afståelsen og tilegnelsen af varerne er en modsatrettet proces, som beror på en fælles viljesakt. Den ene varebesidder må utvunget kunne tilegne sig den anden varebesidders vare samtidigt med, at han afhænder sin egen vare. Personerne gælder her som personifikationer af de økonomiske kategorier. De repræsenterer økonomiske forhold.²⁹

Set ud fra varebesiddernes synsvinkel er udvekslingsprocessen fyldt med modsigelser. Der er tale om de samme logiske modsigelser, som vi konstaterede i værdiformsanalysen.

For det første repræsenterer varebesidderens egen vare ikke nogen brugsværdi for ham selv. I så fald ville der nemlig ikke være nogen grund til, at han bragte den til markedet. Den eneste brugsværdi, varen har for dens besidder, er, at den er bærer af potentiel bytteværdi. Dermed er den et byttemiddel.³⁰

For det andet må varebesidderens vare repræsentere brugsværdi for andre, for ellers ville den være uafhændelig. Den må kunne opfylde andres behov end dens egen besidders. Den afhændes omvendt for, at varebesidderen kan komme i besiddelse af andre varer, hvis brugsværdier kan tilfredsstille hans egne behov. Nogle af de øvrige varer må altså repræsentere brugsværdier set fra hans synsvinkel, for ellers ville han ikke tilegne sig dem.

Sammenfattende har vi, at alle varer er ikke-brugsværdier for deres besiddere og brugsværdier for deres ikke-besiddere. Varerne må altså skifte hænder, dvs. udveksles. Varerne må på den ene side for at realisere sig som brugsværdier kunne realiseres som værdier. På den anden side må de være brugsværdier for at kunne realiseres som værdier. 

For den enkelte varebesidder er udvekslingsprocessen et individuelt forehavende. Men som virkeliggørelsesproces af hans egen vares værdi er den en almen samfundsmæssig proces. Hans vare må kunne stå sin prøve ved faktisk at blive udvekslet med en anden, for dermed at bevise, at den har brugsværdi for andre end dens egen besidder. 

Af vareanalysen følger, at varen for at kunne realisere sin værdi alsidigt må kunne udveksles med en hvilken som helst anden vare. Der opstår dermed et samfundsmæssigt behov for en almen ækvivalent. Imidlertid kan den samme proces ikke for alle varebesiddere både være en individuel og en samfundsmæssig proces.

Som det fremgår af den omtalte form IV, så går det varebesidderne, som det gik varen selv. Enhver varebesidder forsøger at betragte sin egen vare som den almene ækvivalent, og idet han gør dette, gør enhver anden varebesidder det samme. De gør alle dette, fordi den anden vare forekommer dem blot at være en særegen ækvivalent for deres egen vare. Resultatet heraf bliver, at ingen vare har almen relativ værdiform, og at ingen derfor gælder som almen ækvivalent. Varernes vareform ophæver sig selv, og varerne viser sig blot at være produkter.³¹ Heraf følger, at varernes udvekslingsproces både må være udfoldelsen og løsningen på de nævnte modsigelser. Marx formulerer denne konsekvens i det følgende citat, som svarer til den paradoksale selvophævende værdiform (form IV):

„Når vi ser nærmere til, så gælder for enhver varebesidder enhver fremmede vare som en særegen ækvivalent for hans vare, hans vare derfor som almen ækvivalent for alle andre varer. Men da alle varebesiddere gør det samme, er ingen vare almen ækvivalent, og varerne besidder derfor heller ingen almen relativ værdiform, hvori de ligesætter sig som værdier, og sammenlignes som værdistørrelser. De står derfor overhovedet ikke over for hinanden som varer; men kun som produkter eller brugsværdier“.³²

Hvis man prøver at gennemtænke en udvekslingsproces gældende for præmonetære varer, f.eks. en naturalieøkonomi, ender man med at have en selvophævende form („form IV“). En præmonetær værditeori er derfor også en modsigelse, for man kan ikke relatere varer som værdier uden penge. Midlerne til opgavens løsning opstår imidlertid samtidigt med opgaven. Den almene ækvivalent må udskille sig i samme grad, som arbejdsproduktet bliver til vare. Den samfundsmæssige praksis, dvs. den faktiske udveksling af arbejdsprodukter som varer, udskiller af den grund en særegen vareart som almen ækvivalent. Selve værdirelateringen kræver nemlig en almen relativ værdiform.

Det er på denne baggrund, man skal forstå de følgende bemærkninger af Marx:

„I deres forlegenhed tænker vore varebesiddere som Faust. I begyndelsen var handlingen. De har derfor handlet før de har tænkt ... De kan kun relatere deres varer til hinanden som værdier og derfor som varer, hvis de relaterer dem modsætningsvist til en eller anden vare, som gælder som almen ækvivalent. Dette fremgik af vareanalysen“.³³

Betragtet som helhed skabes den almene ækvivalent ved en alsidig samfundsmæssig akt:

„Alle andre varers samfundsmæssige aktion udelukker derfor en bestemt vare, i hvilken de alsidigt fremstiller deres værdier. Derigennem bliver denne vares naturalform samfundsmæssig gyldig ækvivalentform. At være almen ækvivalent bliver gennem den samfundsmæssige proces til den udelukkede vares specifikke samfundsmæssige funktion. Sådan bliver den — penge“.³⁴

Varerne stryger som brugsværdier al formbestemmelse af sig i udvekslingsprocessen; men må for at kunne relatere sig til hinanden som værdier, antage en ny formbestemmelse, — penge. Idet udvekslingsprocessen således udskiller penge som et nødvendigt produkt, relaterer alle øvrige varer sig til den udelukkede vare, der gælder som varens slægtsbegreb, varen overhovedet. Da alle øvrige varer blot er pengenes særegne ækvivalenter, forholder de sig som særegne varer til penge som den almene vare.³⁵

På samme måde som penge er et produkt af udvekslingsprocessen, dvs. udskilles, idet arbejdsproduktet bliver til vare, bliver de særegne individuelle arbejder, som fremstiller sig i varerne med varernes afhændelse, til deres umiddelbare modsætning, alment, samfundsmæssigt arbejde. Processen, i hvilken privatarbejderne samfundsmæssiggøres, er den samme som varernes udvekslingsproces.

Når den samlede kreds af varearter har udskilt en vareart som almen ækvivalent, opfylder denne vareart to typer behov: Dels de behov den kan opfylde i sin egenskab af naturalform, dels det samfundsmæssige behov, som udspringer af varernes udvekslingsproces betragtet i dens helhed, at være umiddelbar udvekselig med alle andre varer. Af den grund siger Marx, at pengevarens brugsværdi fordobler sig:

„Ved siden af sin særegne brugsværdi som vare, sådan som guld, f.eks. tjener til tandopfyldning, råmateriale til luksusartikler osv., opnår den en formal brugsværdi, der udspringer af dens specifikke samfundsmæssige funktioner“.³⁶

Hvilket pengemateriale, der faktisk udgør den almene ækvivalents naturalform, afhænger af dets egnethed. Det er en fordel, hvis materialet er ensartet, bestandigt, deleligt, og at det har et relativt højt og stabilt værdiindhold i forhold til dets massefylde. Man må nemlig kunne transportere det.  Ædle metaller har derfor især været egnet som pengemateriale:

„Da penge ikke er et produkt af refleksion eller aftale; men bliver dannet instinktivt i udvekslingsprocessen, har meget forskellige mere eller mindre passende varer afvekslende udført funktionen som penge“.³⁷

Af det følgende fremgår de pengeteoretiske konsekvenser af Marx’ værdiformsanalyse:

Penge beror ikke på nogen konvention, og er ikke nogen teknisk opfindelse, som letter bytteakten: 

„Økonomerne plejer at aflede pengene af de ydre vanskeligheder, som den udvidede byttehandel støder på, men glemmer dermed, at disse vanskeligheder udspringer af bytteværdiens udvikling og derfor af det samfundsmæssige og almene arbejde … Med andre ord under påskud af at betragte den simple byttehandel, anskueliggører økonomerne visse sider af den modsigelse, som varens tilværelse som umiddelbar enhed af brugsværdi og bytteværdi indhyller. På den anden side holder de derpå konsekvent fast ved byttehandlen som adækvat form for varernes udvekslingsproces, som blot er forbundet med visse tekniske ubekvemmeligheder, hvoraf pengene er en fiffig udtænkt udvej“.³⁸

Man må derfor ifølge Marx skelne mellem tuskhandel og køb og salg. Køb og salg er der kun tale om, når varerne udveksles med penge og penge med varer. Tuskhandel er et bytte, der ikke formidles af penge.

Det hører endvidere ikke til guld og sølvs natur at være penge. Penge kan i nogle funktioner erstattes med tegn; men er alligevel mere end et tegn:

„Man har set, at pengeformen blot er den til en vare klæbende refleks af alle andre varers relationer. At penge er en vare, er altså kun en opdagelse for den, der går ud fra dens færdige skikkelse, for bagefter at analysere den. Udvekslingsprocessen giver ikke varen, som den forvandler til penge, dens værdi, men dens specifikke værdiform. Forvekslingen af begge bestemmelser forledte til at anse værdien af guld og sølv for at være imaginær. Eftersom penge i bestemte funktioner selv kan blive erstattet af blotte tegn, opstod den anden fejl, de syntes ikke at være andet end et tegn“.³⁹

At penge er en vare, var allerede en tidlig opdagelse; men hvordan bliver varer til penge?

„Allerede i det 17. århundredes sidste decennier var man kommet langt ud over det første skridt i pengeanalysen og vidste, at penge er en vare, men dette var blot begyndelsen. Vanskeligheden ligger ikke i at begribe, at penge er vare; men i at begribe, hvordan, hvorfor, og hvorigennem vare er penge“.⁴⁰

I stedet for at gå ud fra den almene ækvivalents færdige skikkelse til varen, for derpå at analysere denne, anså Marx altså den rigtige fremgangsmåde for at være den, hvor man går fra varen til pengene: 

„En vare synes ikke først at blive penge, fordi alle andre varer alsidigt fremstiller deres værdier i den; men de synes omvendt at fremstille deres værdier alment i den, fordi de er penge. Den formidlende bevægelse forsvinder i sit eget resultat og efterlader intet spor ... Menneskenes helt atomistiske forhold i deres samfundsmæssige produktionsproces ... fremtræder for det første derved, at deres arbejdsprodukter alment antager vareform. Pengefetichens gåde er derfor blot den synligt tilblevne øjenforblændende varefetichgåde selv“.⁴¹

Når mennesker sætter deres arbejdsprodukter i forhold til hinanden for at udveksle dem som varer, kommer arbejdsprodukterne; altså tingene til at gælde som en slags tingslige hylstre for det samme ensartede menneskelige arbejde. Da arbejdsprodukternes tingslige egenskaber dermed kommer til at fremtræde, som om der var tale om samfundsmæssige bestemmelser, og ikke om naturbestemmelser, antager vareproducenternes samfundsmæssige forhold til det samlede samfundsmæsssige arbejde form af et samfundsmæssigt forhold mellem ting, som bevæger sig uafhængigt af deres kontrol. Pengene er dette for sig selv eksisterende forhold. Den almene ækvivalentform er altså den forrykte måde, hvorpå det samfundsmæssige forhold mellem vareproducenternes privatarbejder og det samlede samfundsmæssige arbejde kommer til udtryk. 
 

PROBLEMET MED VÆRDISTØRRELSEN

Isaak Iljitsch Rubin sætter i den følgende passage modsætningen mellem privatarbejde og samfundsmæssigt arbejde i forbindelse med udvekslingsprocessen, hvilket kan få konsekvenser for, hvordan man opfatter værdistørrelsen:

„Wie wir häufig betont haben, kennzeichnet sich die Produktion durch die formale Unabhängigkeit der einzelnen Warenproduzenten einerseits, durch die sachliche Wechselbeziehungen zwischen ihren Arbeiten andereseits. Auf welche Weise aber ist die private Arbeit eines einzelnen Warenproduzenten in den Mechanismus der gesellschaftlichen Arbeit eingespannt und sein Funktionieren verantwortlich? — Wie wird private Arbeit zu gesellschaftlicher Arbeit, und wie verwandelt die Gesamtheit von einzelnen, zerstreuten, privaten Wirtschaftseinheiten in eine relativ einheitliche Privatwirtschaft, die sich durch die regelmäßig sich der wiederholenden Massenerscheinungen auszeichnet, die die politische Ökonomie untersucht? — Dies ist das Grundproblem der politischen Ökonomie, das Problem der bloßen Existenzmöglichkeiten und -bedingungen der kapitalistischen Warenproduktion. ...
Die Arbeit des Warenproduzenten erweist sich als gesellschaftliche nicht in Form der im Produktionsprozeß verausgabten konkreten Arbeit; gesellschaftlich ist sie nur insofern, als sie durch den Tauschprozeß mit allen anderen Formen von Arbeit gleichgesetzt werden muß.
Wie kann sich aber Gesellschaftlichkeit der Arbeit im Tausch ausdrücken?  — … Wie kann eine Privatarbeit dadurch, daß sie mit einer anderen Privatarbeit gleichgesetzt wird, zu gesellschaftlicher Arbeit werden? —Dies is nur möglich, wenn die Privatarbeit des Goldproduzenten bereits mit allen anderen konkreten arbejdsformen gleichgesetzt ist, d.h. wenn sein Produkt, das Gold, direkt gegen jedes andere Produkt austauschbar ist und infolgedessen die Rolle eines allgemeines Äquivalent — spielt. … Die umfassende Gleichsetzung aller konkreten Arbeitsformen (durch das Geld) und ihre Verwandlung in abstrakte Arbeit schafft unter ihnen zugleich einen gesellschaftlichen Zusammenhang, der private in gesellschaftliche Arbeit verwandelt“.⁴²

I forbindelse med sin diskussion af værdistørrelsen og udvekslingsprocessen bemærker Isaak Iljitsch Rubin senere i samme værk:

„Um das Problem der quantitativen Bestimmung der abstrakten Arbeit endgültig zu klären, müssen wir auf ein möglicherweise auftretendes Mißverständnis eingehen. Wenn die abstrakte Arbeit aus der gesellschaftlichen Gleichsetzung der Arbeitsprodukte resultiert, so mag auf den ersten Blick die Tatsache der Gleichheit (oder Ungleichheit) im Tauschprozeß als einziges Kriterium für die Gleichheit oder Ungleichheit zweier Arbeitsaufwendungen erscheinen. Von diesem Standpunkt aus könnten wir von der Gleichheit oder Ungleichheit zweier Arbeitsaufwendungen nicht vor dem Augenblick ihrer Gleichsetzung durch den Tauschprozeß sprechen. Auf der anderen Seite müßten wir diese Arbeitsaufwendungen, wenn die im Tauschprozeß gleichgesetzt werden, als gleich betrachten, selbst wenn sie im unmittelbaren Produktionsprozeß (z.B. im Hinblick auf die Anzahl der Arbeitsstunden) nicht gleich gewesen wären.
Eine solche Annahme führt zu Fehlschlüssen. Wir wären danach nicht zu der Aussage berechtigt, daß im Tauschprozeß gleiche, manchmal jedoch auch sehr ungleiche Arbeitsmengen gesellschaftlich gleichgesetzt werden (so z.B., wenn Produkte hochqualifizierter Arbeit gegen Produkt unqualifizierter Arbeit oder — in einer kapitalistischen Wirtschaft — Produkte zu ihren Produktionspreisen ausgetauscht werden). Wir müßten zugeben, daß die gesellschaftliche Gleichsetzung von Arbeit im Tauschprozeß sich isoliert und unabhängig von den quantitativen Aspekten vollzieht, die die Arbeit im unmittelbaren Produktionsprozeß charakterisieren (z.B. Dauer, Intensität, Ausbildungszeit für einen bestimmten Qualifikationsgrad usw.); die gesellschaftlich Gleichsetzung würde mithin jeglicher Regelmäßigkeit entbehren, sie wäre einzig durch die Anarchie des Marktes bestimmt“.⁴³

Michael Eldred og Marnie Hanlon mener ikke, at arbejdsforbrugets „værdiskabende potenser“ kan afgøres forudfor og uafhængigt af udvekslingsprocessen. De drager derfor en anden konklusion, end Rubin gør i citatet ovenfor:

„To maintain that abstract associated labour is only measured quantitatively in price does not preclude a comparison of the labour contents of various commodities on the market. In the analysis of relative and absolute surplus-value production it becomes not only possible, but necessary to treat the relationship between concrete dissociated labour embodied in commodities (as measured by duration and intensity of the labour processes which produced them) and their magnitudes of value … To leave the determination of magnitude of value to exchange-relations seems to cut the nexus between productive activity and exchange-relations. The prices of commodities would then be completely capricious, arbitrary measurements of the magnitude of value, wholly divorced from conditions of production. But the measure of magnitude of value in money does not deny the mediations existing between conditions of production and exchange. Rather, our alternative formulation insists that the relationship is a mediated one in which the labour performed in the production process has no direct relation to its acknowledgement as value-creating labour and in which, conversely, the production process reacts to the conditions of the market“.⁴⁴

Med andre ord er seks timers skomagerarbejde ikke altid værdimæssigt lig med seks timers skomagerarbejder. Under skiftende produktionsbetingelser er det ligefrem sandsynligt, at seks timers skomagerarbejde værdimæssigt er lig med otte timers skomagerarbejde. Der er simpelthen tale om forskellen på arbejdets konkrete og abstrakte aspekt. Kvantitativt udtrykker mængden af konkret arbejde sig derfor i et forhold til mængden af abstrakt samfundsmæssigt arbejde. De konkrete arbejdsarter kan sammenlignes ved en gennemsnitsberegning; men det abstrakt samfundsmæssige arbejde, kan kun formidles af markedet og prisformen og ikke uafhængigt af og forudfor denne. I den kapitalistiske produktionsproces blander virkningen af de forskellige faktorer sig, så produktionsprocessen måske kræver en kombination af flere forskellige konkrete arbejdsarter, (f.eks. ved bygning af et skib). Der bliver her tale om en udvekslingsformidlet anerkendelse af de forskellige konkrete arbejdsarter, som sætter værdiøgningsprocessen i relation til de konkrete arbejdsprocesser.
 

VARENS FORDOBLING I VARE OG PENGE

Som jeg allerede har været inde på, stammer Marx’ intention om, at præsentere værditeorien som varens nødvendige „fordobling“ i vare og penge, fra Hæfterne fra 1857/58, hæfte I. Han synes ad flere omgange at have fremstillet denne fordobling. Jeg vil her komme med nogle eksempler på fordoblingen. 

I hæfte I beskrives den sådan: 

„Dadurch daß das Product Waare, und die Waare Tauschwerth wird, erhällt es erst im Kopfe eine doppelte Existenz. Diese ideelle Verdopplung geht (und muß dazu fortgehen) daß die Waare im wirklichen Austausch doppelt erscheint: als natürliches Product auf der eine Seite, als Tauschwerth auf der andren. D.h. ihr Tauschwerth erhällt eine materiell von ihr getrennte Existenz“.⁴⁵

Den blot tænkte fordobling varen udgør i kraft af at være, dels et særegent naturligt produkt, dels en almenhed, — bytteværdi — , antager Marx her, vil blive modsvaret af en virkelig fordobling. Dermed bliver vare og penge til selvstændigt eksisterende ting. Som proces, dvs. betragtet i sin helhed, som virkelig proces, må udvekslingen af varer skabe en almen ækvivalent. Marx skelnede altså relativt tidligt mellem den ideelle og den reelle fordobling, dvs. mellem varen betragtet logisk-analytisk og varens udvekslingsproces. I Hæfterne fra 1857/58 er denne dobbelthed blot ikke sat i forbindelse med nødvendighedsdommene fra Hegels logik.

I Til kritikken af den politiske økonomi fra 1859 sammentænkte Marx fortsat fordoblingen, hvilket fremgår af den følgende passage: 

„Denne fremstilling var teoretisk, for så vidt varen kun var tænkt som et bestemt kvantum anskueliggjort almen arbejdstid. En særegen vares tilværelse som almen ækvivalent, som var en ren abstraktion bliver et samfundsmæssigt resultat af udvekslingsprocessen selv ... Den særegne vare, der således fremstiller den adækvate tilværelse af alle varers bytteværdi, eller varernes bytteværdi som en særegen udskilt vare, er — penge“.⁴⁶

I dette skrift, den første egentlige fremstilling af sagen, foretog Marx analysen af værdiformen udfra den anskueliggjorte arbejdstids enkelte, særegne og almene former; men idet der ikke skelnedes mellem bytteværdi og værdien, som fremtræder i denne form, kan man ikke hævde, at der var tale om noget forsøg på at påvise et „formgehalt“. Marx synes her at have været tilfreds med, at arbejdstiden „anskueliggøres“ i varerne.

I forbindelse med tilbagevisningen af Samuel Baileys indvendninger mod Ricardos værditeori, prøvede Marx påny at sammentænke varens dobbelthed og arbejdets dobbeltkarakter. Det sidstnævnte krævede imidlertid, at han også udviklede arbejdets to former, fra dets konkrete og abstrakte aspekt til modsætningen mellem privatarbejde og samfundsmæssigt arbejde. 

I Hæfterne fra 1861/63, hæfte XIV, hedder det sammenfattende herom:

„Men det arbejde, der danner værdiernes enshed, er ikke blot ensartet, simpelt gennemsnitsarbejde. Arbejdet er tillige et privatindivids arbejde, fremtrædelse i et bestemt produkt. Som værdi skal produktet imidlertid være anskueliggørelsen af samfundsmæssigt arbejde og som sådant må det umiddelbart kunne forvandles fra den ene brugsværdi til en hvilken som helst anden (...). Privatarbejdet skal altså umiddelbart fremstå som sin modsætning abstrakt alment arbejde, der følgelig også præsenterer sig i et alment ækvivalent. Kun ved at blive afhændet fremstår det individuelle arbejde virkelig som sin modsætning. Men varen må være i besiddelse af dette almene udtryk, før den afhændes. Denne nødvendighed for at individuelt arbejde fremtræder som alment er nødvendigheden for at en vare fremtræder som penge. Varen fremtræder på denne måde, for så vidt disse penge tjener som mål, og som udtryk for varens værdi i prisen. Varen vinder dette sit adækvate udtryk som bytteværdi først gennem den virkelige forvandling til penge, gennem salget. Den første forvandling er blot en teoretisk proces, den anden er en virkelig proces“.⁴⁷

Passagen taler for sig selv. Sideløbende med bestemmelsen af pengene udvikles arbejdets formbestemmelser her i betydningen: „det kvalitative gehalt“; og løsningen på varens modsigelse, som på den ene side er et produkt af et særegent privatarbejde, og på den anden side en samfundsmæssige form, bliver varens udvekslingsproces. Der skelnes også her mellem to processer. Den proces, der fører frem til vare og penge, og den proces, hvor varepriserne kan udtrykkes i penge. Den første kaldes her „en teoretisk“, den anden „en virkelig proces“.

I Kapitalens førsteudgave fra 1867 skelnede Marx også klart mellem de to processer: Værdiformsanalysen, der svarer til det, Marx tidligere kaldte den „ideelle fordobling“, og „varernes udvekslingsproces“, der løser varens modsigelser. Distinktionen blev imidlertid gjort mindre klar i samme udgaves tillæg. Pludselig optræder den almene værdiform og pengeformen, som resultater af en virkelig proces. 

Man må endvidere antage, at Marx lagde tillægget til grund for udarbejdelsen af Kapitalens andenudgave. Derfor bliver fremstillingen fuldstændigt mystificeret. Værdiformerne bliver nu ikke længere præsenteret som et sæt nødvendighedsdomme, som „opløser sig“  i hinanden; men de „afløser“ nu hinanden. Værdiformerne synes her at skulle „pege“ på selvstændige historiske trin i pengenes historie. „Det logiske“  er ikke længere primær i forhold til „det historiske“, og tilhængere af f.eks. en historisk-logisk interpretation kunne herefter finde mange belæg i teksten.
 

IDEOLOGISKE FORMER MED UDSPRING I DEN ENKLE VARECIRKULATION 

Hvis vi undersøger sagen nærmere, bestemmer Marx udelukkende individerne udfra de rene økonomiske formbestemmelser, som vareudvekslingen giver anledning til. Da individerne optræder som henholdsvis købere og sælgere, falder deres individuelle forskelle bort ved betragtningen. Personerne bestemmes udelukkende som udvekslende subjekter, der i udvekslingen indgår i en samfundsmæssig sammenhæng og dermed i en samfundsmæssig relation. Denne relation, i hvilken subjekterne gælder uden nogen forskel, reflekterer sig i deres økonomiske karakterer. Subjekterne er derfor varebesiddere, som gælder for hinanden som ejere, på samme måde som deres varer er hinandens ækvivalenter. Den ene gælder lige så meget som den anden. Varebesidderne er derfor jævnbyrdige og ligeværdige. Med vareudvekslingen følger altså ejernes gensidige anerkendelse af hinanden. De bekræfter hinandens jævnbyrdighed og frihed.⁴⁹ Da de retsligt er frie og lige personer, kan de også frit indgå aftaler, og i kontrakten giver de deres viljer et fælles retsligt udtryk.⁵⁰

Varebesiddernes gensidige og alsidige afhængighed skyldes deres specifikke behov for andres varer. Dette behov, altid for en andens vare, skaber varebesiddernes behov for hinanden. De behøver hinanden, fordi de har brug for hinandens varer. Dermed griber enhver af dem ud over deres eget specifikke behov, dvs. enhver må producere for en andens behov, for at kunne tilfredsstille sit eget, hvorved alles bevidsthed om, at de tilhører den samme slægt, menneskeslægten, skærpes. De anerkender derfor hinanden gensidigt som mennesker.⁵¹

Enhver varebesidder forsøger, idet han udveksler, at realisere netop sin interesse. Den samlede akt reflekterer sig i varebesiddernes bevidsthed som deres fælles interesse. De udvekslende har nemlig en fælles interesse i at kunne udveksle deres varer og de anerkender derfor hinandens forskellige og modsatte særinteresser. De tror dermed, at hvis enhver blot er sig selv nærmest, og ingen bekymrer sig om andre, så bliver de egennyttige interesser gavnlige for helheden og dermed for det almene vel.

Når ethvert individ således forsøger at maksimere netop sin egen behovsopfyldelse, så kan det bilde sig ind, at det ved at forfølge sin egen lille næsetip, realiserer alles fælles interesse. Den individuelle frihed, som er en forudsætning for, at enhver kan købe og sælge, som han lyster, synes dermed at være til gavn for alle.⁵²

Idéerne om frihed, lighed og broderskab, der siden den franske revolution har været et fremherskende træk ved alle forestillinger om menneskerettigheder, har deres udspring i vareudvekslingen:

„Lighed og frihed er altså ikke blot respekteret i udvekslingen, der beror på bytteværdier; men udvekslingen af bytteværdier er den produktive, reale basis for al lighed og frihed. Som rene idéer er de blot idealiserede udtryk for denne; som udviklet i juridiske, politiske, sociale relationer er de kun denne basis i en anden potens“.⁵³

Marx finder også dette bekræftet historisk. Den antikke verdens frihed og lighed blev f.eks. ikke udviklet på „bytteværdiens grundlag“; men gik snarere i opløsning med „bytteværdiens udvikling“. Slavearbejdet var direkte tvangsarbejde. Den menneskelige ulighed udgjorde derfor udgangspunktet og det menneskelige arbejde kunne derfor ikke gælde som ensartet menneskeligt arbejde. Heller ikke i middelalderen var det reale grundlag for friheden og ligheden til stede, for da var der tale om en begrænset udøvelse af et håndværk organiseret i laug. Håndværkerne måtte ikke udøve et hvilket som helst fag; men kun deres eget og tilgangen til faget var begrænset.⁵⁴

Det er først med pengesystemets fulde udvikling, at frihedens og lighedens system anerkendes juridisk og politisk. De socialister, der som f.eks. Proudhon ville afskaffe pengesystemet, fordi de fandt, at pengene og kapitalen forfalskede bytteværdiens oprindelige system med alles frihed og lighed, tilbageviste Marx med bemærkningen om: „at bytteværdien eller rettere pengesystemet faktisk er lighedens og frihedens system, og at det, der træder dem [Proudhon og konsorter] forstyrrende i møde i systemets videre udvikling, er systemets immanente forstyrrelser, netop virkeliggørelsen af lighed og frihed, der viser sig som ulighed og ufrihed“.⁵⁵

Hvis man derfor naivt tror, at særlige pengeforordninger og bankreformer kan forhindre kaptalismen og lønarbejdet, er man, ifølge Marx, helt ude af stand til at fatte forskellen på det borgerlige samfunds reale forhold og dets ideale udtryk — , altså dets egen selvforståelse. Man forsøger derfor ganske overflødigt at virkeliggøre dette ideale udtryk.⁵⁶

For at kunne opretholde livet må den umiddelbare producent, der ikke producerer for egne; men for andres behov, og som måske ikke selv producerer sine egne levnedsmidler, udveksle sine varer med levnedsmidler. Den umiddelbare producent, som selv ejer sine produktionsmidler, står således som enhver anden i et vist tvunget afhængighedsforhold med de øvrige vareproducenter. Hans produkt fremkommer ved bearbejdningen af naturens stoffer, og derigennem tilegner han sig dem. Resultatet, arbejdsproduktet, er derfor hans, for han har selv fremstillet sit produkt. Han kan derfor udveksle det som sin egen personlige ejendom. Da enhver, som selv fremstiller sit produkt, anerkender den andens ret til at gøre det samme, så anerkender de gensidigt hinandens private ejendomsret. Denne ejendomsform, som hviler på eget arbejde, kalder Marx „småborgerlig“.

Retsforestillingerne, som svarer til de umiddelbare producenters selveje af produktionsmidlerne, udstrækkes imidlertid uden videre af det borgerlige samfunds teoretikere, (politiske økonomer såvel som retsfilosoffer osv.), til også at gælde de forhold, hvor ejendommen ikke hviler på eget arbejde. Det eneste fællestræk er, at der i begge tilfælde er tale om vareudveksling.

Køb og salg af arbejdskraft ophæver ikke den frihed og lighed, som vareudvekslingen forudsætter. Som henholdsvis køber og sælger er kapitalist og lønarbejder formelt lige og frie juridiske personer. Forskellen mellem dem fremgår overhovedet ikke af vareudvekslingens form. Den kan derfor kun forklares med relationens indhold:

„Denne simple cirkulation betragtet for sig — og den er det borgerlige samfunds overflade, hvori de dybere operationer, den fremgår af, ikke er synlige — udviser ingen forskel mellem udvekslingens subjekter, ud over rent formelle og forbigående. Dette er frihedens, lighedens og den på arbejde grundede ejendoms rige“.⁵⁷

² „Das Beste in meinem Buch ist 1. (darauf beruht alles Verständnis der facts) der gleich im erstem Kapitel hervorgehobne Doppelcharakter der Arbeit.“ (Marx i brev til Engels den 24. august 1867).

³ Karl Marx: Kapitalen I, 1867, s.l.

⁴ Marx’ intention om at præsentere værdiudtrykkene som et sæt nødvendighedsdomme daterer sig helt tilbage til Hæfterne fra 1857/58, hvor denne intention dog ikke udføres. 

Om varens dobbelte natur hedder det i Hæfte I:

„Diese ideelle Verdoblung geht (und muß dazu fortgehen) daß die Waare im wirklichen Austausch doppelt erscheint: als natürliches Product auf der einen Seite, als Tauschwerth auf der anderen. D.h. ihr Tauschwerth erhält eine materiell von ihr getrennte Existenz.“

Den logiske nødvendighed, som ordet muß her indikerer, er den samme, som nødvendighedsdommene hos Hegel indikerer.

⁵ Marx synes ikke at være klar over sin tiltagende historicisme i Tillægget om værdiformen, hvilket fremgår af det følgende citat:

„Was die Entwicklung der Wertform betrifft, so habe ich ... 1. einen Anhang geschrieben, worin ich dieselbe Sache so einfach als möglich … darstelle.“ (Marx i brev til Engels den 22. juni 1867). Indholdsmæssigt er der imidlertid stor forskel på fremstilllingen i førsteudgavens 1. kapitel og Tillægget om værdiformen. Cf. Hans-Georg Backhaus: Om forholdet mellem det „logiske“ og det „historiske“ i Marx’ kritik af den politiske økonomi, s.160; in: Kurasje nr. 27/28, København 1981.

Backhaus viser i artiklen, at der består en afgørende inkongurens mellem første og andet afsnit i Kapitalens førsteudgaves første kapitel. Allerede i andet afsnit optræder f.eks.  „det umiddelbare produktbytte“. Den historicistiske tendens bliver især tydelig i Tillægget om værdiformen. Her hedder det f.eks. om bytteakten: „Efter de har købslået i lang tid, bliver de endelig enige“. Marx fremstillede altså ikke samme sag på en lettere tilgængelig måde.

I artiklen tilbageviser Backhaus også Friedrich Engels fiktion om den simple vareproduktion.

⁶ Denne kompleksitet er antydet i: Peter Bundesen/Morten Hansen: Marx’ fire versioner af vare- penge- relationen. — Fra „kritikken“ til „Kapitalen“, Institut for socialvidenskab, RUC 1984, s.96 sqq.

I nævnte skrift påviser vi, i forlængelse af Hans-Georg Backhaus’ analyser, at Marx’ fremstilling af værdiformsanalysen i Zur Kritik der politischen Ökonomie fra 1859 bygger på en inkonsistent „logisk“ argumentation. Den logiske argumentationsgang er i dette skrift klart afgrænset fra den historiske; men alligevel optræder der et gåen-i-ring problem i denne (første) version. 

Publikums modtagelse af Zur Kritik der politischen Ökonomie fra 1859 kan have givet Marx opfattelsen af, at der egentlig ikke var nogen, som havde kunnet forstå, hvor han ville hen med den, og at der derfor måtte være noget galt med fremstillingen. Måske for at undgå endnu en skuffelse ved udgivelsen af Kapitalen i 1867 forsøgte han derfor at popularisere stoffet mest muligt. I førsteudgavens 1. kapitel findes således den mest logisk-konsistente, (omend paradoksale), version af værdiformsanalysen. I samme udgaves Tillæg om værdiformen findes imidlertid de første tilløb til en „historisk“ argumentationsgang. Populariseringsforsøget løber her ud i en tiltagende historicisme.

Kapitalens andenudgave fra 1872-1873 bygger i store træk på en historisk, for ikke at sige en historicistisk argumentationsgang, og må ses som et forsøg på at integrere tankegangen fra Tillæg om værdiformen i fremstillingen. Andenudgavens 1. og 2. kapitel er inkonsistente, og fremstillingen vakler som helhed mellem en „logisk“ og en „historisk“ argumentationsgang.

At der foruden oversættelserne findes hele fire publicerede versioner af værdiformsanalysen kan endelig være hovedårsagen til, at værdiformsanalysen generelt er blevet overset ved udlægningen af Marx’ teori. I vide kredse er Marx’ intention med værdiformsanalysen derfor forblevet helt ukendt, og „det afgørende vigtige“ ved analysen, nemlig påvisningen af, at værdiformen udspringer af værdibegrebet, er fuldstændig blevet overset.

⁷ Karl Marx: Kapitalen I, 1867, s.21.

⁸ Cf. Kapitalen I, 1867, s.22.

⁹ Karl Marx: Kapitalen I, 1867, s.16; mine fremhævelser.

¹⁰ G.W.F. Hegel: Wissenschaft der Logik t.II, c.2, Die subjective Logik oder der Lehre vom Begriff, Werke in zwanzig Bänden, Suhrkamp Verlag, Frankfurt am Main 1969, s.335-344. Generelt korresponderer Marx’ fremstilling i Kapitalen kun i ganske få tilfælde med Hegels logik, og slet ikke med dens systematiske opbygning. Som oftest antydes blot nogle hegelske logiske kategorier. I tilfældet med nødvendighedsdommene og værdiformsanalysen bruger Marx dog Hegels logik; men uden nogen større succes. Den mest konsekvente, (og desværre også mindst kendte), anvendelse  af nødvendighedsdommene findes i Kapitalens førsteudgave fra 1867.

Sammenstillingen af vare og penge i den samme relation stammer fra Hegels retsfilosofi, i hvilken det hedder:

„Durch des allgemeinen Tauschmittel, das Geld,  in welchem der abstrakte Wert aller Waren wirklich ist.“ (G.W.F. Hegel: Grundlinien der Philosophie des Rechts, Verlag Ullstein, Frankfurt am Main, Berlin, Wien 1972, §204, s. 203).

Af anmærkningerne til §63 fremgår, at Hegel noget forvirrende opfattede værdibegrebet i betydningen: en subjektiv vurderingsakt, og at han opfattede pengene, som noget der blot var et tegn for værdien.

I sine egenhændige tilføjelser til sit eget eksemplar af „Retsfilosofien“ fremsætter Hegel endvidere følgende interessante bemærkning: „Was Geld ist, kann nur verstanden werden, wenn man weiß, was Wert ist“. („Zu §63“, Grundlinien der Philosophie des Rechts, Verlag Ullstein, Frankfurt am Main, Berlin, Wien 1972, s.340).

¹¹ Marx henviser faktisk til Hegels logik i note 20:

„Det er næsten ikke til at undre sig over, at økonomerne, helt og holdent under indflydelse af interessen for det stoflige, har overset det relative værdiudtryks formgehalt, når logikere af profession før Hegel sågar overså formindholdet i doms- og slutningsparadigmerne.“ (Karl Marx: Kapitalen I, 1867, s.21; mine fremhævelser).

Marx begrunder ikke i citatet ovenfor, hvorfor vare-pengevare-relationen til forskel fra andre „gode“-penge-relationer har/udgør et sådant „formgehalt“, som man kan analysere. Han begrunder heller ikke, hvorfor tjenesteydelser, banknoter, jordstykker mv. må holdes uden for betragtningen. Hans-Georg Backhaus mener udgangspunktet, (som Marx ikke redegør for), må forklares med, at netop vare-pengevare-relationen kan bruges til at vise, at vare og penge ikke er selvstændige og for hinanden fremmede elementer; men at de er momenter i den samme samfundsmæssige relation, og altså betinger hinanden. De er hinandens korrelat. (Se også: Hans-Georg Backhaus: Om forholdet mellem det „logiske“ og det „historiske“ i Marx’ kritik af den politiske økonomi, s.151 sq.; in: Kurasje nr. 27/28, København 1981).

Marx’ værdiformsanalysen er „både en kritik af præmonetære værditeorier og gennem denne kritik en begrundelse af en ny pengeteori.“ (Hans-Georg Backhaus: Om forholdet mellem det „logiske“ og det „historiske“ i Marx’ kritik af den politiske økonomi, s.127; in: Kurasje nr. 27/28, København 1981). 

Backhaus begrunder sit standpunkt med, at Marx i en note bemærkede, at tilhængerne af Currency- og Banking-skolerne helt overså „det specifikke ved værdiformen“, nemlig, at den er en historisk specifik samfundsmæssig form, som samtidig karakteriserer vareformen, pengeformen og kapitalformen som forskellige former. I omtalte note hedder det videre: 

„Man finder derfor hos økonomer, som er enige om, at arbejdstiden er værdistørrelsens mål, de mest forvirrende og modsigende forestillinger om penge, dvs. den almene ækvivalents færdige skikkelse. Dette træder slående frem f.eks. ved behandlingen af bankvæsenet, hvor man ikke kan nøjes med pengedefinitioner, som kun beror på intetsigende talemåder.“ (Karl Marx: Kapitalen I, 1867, s.35, note 24). 

 Til forskel fra blotte forestillinger om penge drejer sagen sig altså her om at væsensbestemme pengene:

„Man fragt in der Geldwesenslehre primär: warum existiert Geld denn eigentlich? Marx, und neben ihm nur wenige andere Autoren, wie etwa Simmel, unterscheiden sich dadurch von der Schulökonomie marxistischer, neoklassicher oder auch neoricardianischer Provenienz, daß sie der Frage nach der Existenz die nach der Essenz voranstellen. Es ist für sie ein ganz sinnloses Vorgehen, in Erfahrung bringen zu wollen, warum eine Sache existiert, wenn niemand so recht zu sagen weiß, was das eigentlich ist, dessen Existenz problematisiert werden soll. … Die Frage nach dem Was-Sein geht der nach dem Daß-sein deshalb voraus, weil sich sonst gar nicht recht entscheiden läßt, ob man es bei einer bestimmten historischen Erscheinung schon mit Geld, einem Geldsurrogat oder aber noch mit einer Vorform des Geldes zu tun hat. … 
Auf die Frage nach dem Wesen des Geldes vermag aber nur die ,logische‘ Entwicklung eine Antwort zu geben, keineswegs die ,historische‘.“ (Hans-Georg Backhaus: Dialektik der Wertform, — Untersuchungen zur marxschen Ökonomiekritik, ça ira verlag, Freiburg i.Br. 1997, s.261).

¹² Jørgen Sandemose har gjort opmærksom på dette forhold i artiklen: Vareanalyse, — bemærkninger om en artikel af H.-G. Backhaus, Kurasje nr. 32, København 1983.

¹³ Karl Marx: Kapitalen I, 1867, s.23.

¹⁴ Arbejdets „virkeliggørelsesform“ og „anskueliggørelse“ betyder altså det samme hos Marx. Følgelig optræder udtrykket: vergegenständlichte menschliche Arbeitszeit mange steder hos Marx i betydningen: „den i varerne indeholdte værdisubstans“. Cf. Kapitalen I, 1867, s.19.

¹⁵ Det var, fordi der findes mange forskellige relative værdiudtryk, for den samme vareværdi, at Samuel Bailey antog, at enhver begrebsbestemmelse af værdien var umulig. Han så ingen forskel mellem at udtrykke den relative værdi på en særlig måde som „kornpris“, „klædepris“ osv., og det almene udtryk i „pengepris“. Han sluttede derfor, at hver vareart har tusindvis af værdiudtryk:

„The value of any commodity denoting its relation in exchange to some other commodity, we may speak of it as money-value, corn-value, cloth-value, according to the commodity with which it is compared; and hence there are a thousand different kinds of value, as many kinds of value as there are commodities in existence, and all are equally real and equally nominal.“ (Samuel Bailey: A Critical Dissertation etc., s.39; mine fremhævelser).

¹⁶ Karl Marx: Kapitalen I, 1867, s.24.

¹⁷ Fremhævelsen af den disjunkte domsform er så meget desto vigtigere, eftersom den ikke formuleres konsekvent af Marx i Kapitalens andenudgave. Den er nærmest forsvundet eller undertrykt i denne fremstilling. Konsekvensen heraf er, som Sandemose konstaterer, at Marx: „For at popularisere stoffet giver .. afkald på at fremstille ikke bare overgangen fra form til form som en dialektisk bevægelse; han giver afkald på at fremstille den forståeligt i det hele taget.“ (Jørgen Sandemose: Vareanalyse, — bemærkninger om en artikel af H.- G. Backhaus, Kurasje nr. 32, København 1983, s.63).

¹⁸ G.W.F.Hegel: Wissenschaft der Logik, Werke in zwanzig Bänden, Suhrkamp Verlag, Frankfurt am Main 1969, s.339-340.

¹⁹ Cf. Kapitalen I, 1867, s.26, 27.

Hos John Locke finder man måske noget overraskende den udfoldede værdiform:

„The marketable value of any assigned quantities of two, or more commodities, are (pro hic et nunc) equal, when they will exchange one for another. As, supposing one bushel of wheat, two bushels of barley, thirty pounds of lead, and one ounce of silver, will now in the market be taken one for another, they are then of equal worth: and, our coin being that which Englishmen reckon by, an Englishman would say, that now one bushel of wheat, two bushels of barley, thirty pounds of lead, and one ounce of silver, were equally worth five shilling.“ (John Locke: Some considerations of the consequences of the lowering of interest, and raising the value of money (1691); in: The Works of John Locke, vol. V, (London 1823); genoptryk: Darmstadt 1963, s.43).

²⁰ Karl Marx: Kapitalen I, 1867, s.25. 

²¹ Karl Marx: Kapitalen I, 1867, s.27.
Manden, som spørger efter „frugt“ hos grønthandleren, er et eksempel på en sådan „slægtsform“. Manden forlanger frugt. Man rækker ham æbler, pærer, ferskner, kirsebær, druer. Men han afviser det tilbudte. Han vil for enhver pris have frugt. Nu er det tilbudte jo dog i hvert enkelt tilfælde frugt, og dog viser det sig, at „frugt“ kan man ikke købe.

²² Karl Marx: Kapitalen I, 1867, s.33.

²³ Cf. Kapitalen I, 1867, s.27.

²⁴ Karl Marx: Kapitalen I, 1867, s.31; trykt med spærring.

²⁵ For en debat af bestemmelsen af det abstrakte arbejde se:

(1) Franz Petry: Der soziale Gehalt der Marxschen Werttheorie, Erstveröffentlichung: S. Fischer Verlag, Jena 1916; reprint: Schwarze Presse 72, ed. Karl Diehl, c.4, Schwarze Presse 72.

(2) Isaak Iljitsch Rubin: Abstrakte Arbeit und Wert im Marxschen System (Moskva 1927); in: Dialektik der Kategorien, Debatte in der UdSSR (1927-1929), Vestberlin 1975.

Og af samme forfatter:

(3) Studien zur Marxschen Werttheorie, (Moskva og Leningrad 1928), Europäische Verlagsanstalt, Frankfurt am Main 1973.

(4) Michael Eldred og Marnie Hanlon: Reconstructing Value-Form Analysis; in: Capital and Class 13, London 1981.

(5) Michel de Vroey: On the Obsolescence of the Marxian Theory of Value: A Critical Review, in: Capital and Class 17, London 1982.

²⁶ Karl Marx: Kapitalen I, 1867, s.34; mine fremhævelser.

²⁷Karl Marx: Kapitalen I, 1867, s.34.

Marx drager den samme konsekvens med hensyn til „den almene ækvivalents specifikke relative værdiform“ i Hæfterne fra 1857/58:

„Bytteværdi er varen kun, såfremt den udtrykkes i en anden, altså som forhold. ... Overhovedet er den vare, hvori en andens bytteværdi er udtrykt, aldrig udtrykt som bytteværdi, aldrig som [et] forhold, … Hvis 1 skæppe hvede = 3 skæpper rug værd, så er alene hvedeskæppen udtrykt som værdi, ikke rugskæppen. I sig selv er den anden ganske vist også sat; 1 skæppe rug er da = 1/3 skæppe hvede; men dette er ikke sat, men kun et andet forhold, der imidlertid er umiddelbart til stede i det første ... Lige sådan forholder det sig med pengene som mål, som den enhed, hvori de andre varers bytteværdi bliver målt. ... Hvis 1 skæppe hvede har prisen 77 shillings og 7 pence, så er den udtrykt som noget andet, med hvilket den er lig; som 1 unse guld ... den pris på 77 shillings og 7 pence .. udtrykker det forhold, i hvilket den er ækvivalent for alle andre varer; ... Prisen udtrykker kun sin bytteværdi i en for alle varer fælles enhed; forudsætter altså, at denne bytteværdi allerede er reguleret af andre forhold. ... Det kan nu ganske vist siges, at også pengenes pris er sat som 1 fjerding hvede, 3 fjerding rug og alle de andre kvanta forskellige varer, hvis pris er 1 unse guld. Men for at udtrykke pengenes pris, måtte den samlede kreds af varer tælles op ... Pengene ville altså have så mange priser, som der fandtes varer, hvis priser de selv udtrykte. Prisens hovedbestemmelse, enheden, ville forsvinde. Ingen vare udtrykker pengenes pris, fordi ingen udtrykte deres forhold til alle andre varer, deres almene bytteværdi“. (Karl Marx: Hæfterne fra 1857/58, hæfte I, Grundrids I, oversat af Mikhail Larsen og Hans-Jørgen Schanz, Modtryk, Aarhus 1974, s.110-112; mine fremhævelser). 

²⁸ Cf. Kapitalen I, 1867, s.44.

²⁹ Cf. Kapitalen I, 1867, s.46.

³⁰ „Enhver Ejendel kan bruges paa to forskellige Maader, og begge beror paa Tingens Væsen som saadan men ikke i samme Grad, da den ene Form for Brug fremgaar af Tingens særlige Karakter, hvad den anden ikke gør; således bruger man Sko baade til at tage paa Fødderne og til at bytte bort for noget andet, og begge Dele er brug af Skoen, thi den, der giver en Sko til en, der mangler Sko, i Bytte for Penge eller Næringsmidler, han bruger Skoen i dens egenskab af Sko, men det er ikke Skoens egentlige Brug, da den ikke er lavet til at være Byttemiddel. Paa ganske samme Maade forholder det sig med alle andre Ting, man ejer, da man kan bruge enhver Ting som Byttemiddel, og dette beror fra først af ganske naturligt paa det Forhold, at Menneskene har for lidt af noget, for meget af andet.“ (Aristoteles: Statslære, 1.Bog, 2.udgave, oversat af Peter Norvin og Peter Fuglsang, Gyldendal, København 1997, s.91; normalpaginering 1257a).

³¹ I modsætning til l. kapitels første afsnit er det andet afsnit i Kapitalens førsteudgave blevet ændret på meget få punkter i andenudgavens fremstilling. Andenudgavens fremstilling viser sig dermed egentlig at være inkongruent. Den form, som i førsteudgaven kaldes „form IV“, og som påviser den logiske umulighed af, at der kan være tale om en byttestruktur gældende for præmonetære varer, forekommer nemlig slet ikke i andenudgaven; men den såkaldte selvophævende vareform fra førsteudgavens andet afsnit („Udvekslingsprocessen“) findes alligevel uændret i andenudgaven. 

I andenudgaven går Marx direkte fra almen værdiform (form III) til „pengeform“ (form IV). Dermed bliver andenudgavens fremstilling inkongruent, for den gamle „form IV“ optræder alligevel i kapitlet om „Udvekslingsprocessen“. Inkongruensen blev påpeget af Hans-Georg Backhaus i: Om forholdet mellem det „logiske“ og det „historiske“ i Marx’ kritik af den politiske økonomi, Kurasje nr. 27/28, København 1981, s.162. Se også: Hans-Georg Backhaus: Dialektik der Wertform, — Untersuchungen zur marxschen Ökonomiekritik, ça ira verlag, Freiburg i.Br. 1997, s.32 og s.288-290. 

³² Karl Marx: Kapitalen I, 1867, s.47.

³³ Karl Marx: Kapitalen I, 1867, s.47; mine fremhævelser.

³⁴ Karl Marx: Kapitalen I, 1867, s.47.

³⁵ Cf. Kapitalen I, 1867, s.51. Konsekvensen af, at pengene står i den almene ækvivalentform, er, at pengene ikke er denne eller hine vare; men at de kan blive forvandlet til en hvilken som helst vare.

³⁶ Karl Marx: Kapitalen I, 1867, s.51.

³⁷ Karl Marx: Zur Kritik der politischen Ökonomie, Erstes Heft, (Berlin 1859), Dietz Verlag, Berlin 1981,  s.43. Kvæg er f.eks. et upraktisk byttemiddel, fordi man ikke kan dele det.

³⁸ Karl Marx: Zur Kritik der politischen Ökonomie, Erstes Heft, (Berlin 1859), Dietz Verlag, Berlin 1981, s.45.

³⁹ Karl Marx: Kapitalen I, 1867, s.51-52. Bemærk, Marx i citatet skelner mellem „værdi(-størrelse)“ og „udvekslingsproces“. Han hævder, at udvekslingsprocessen spontant udskiller en almen ækvivalent; men ikke at den skaber eller bestemmer værdistørrelsen. Værdistørrelsen gælder altså også her som en apriorikonstruktion: den er bestemt forudfor og uafhængigt af udvekslingsprocessen.

⁴⁰ Karl Marx: Kapitalen I, 1867, s.53-54; mine fremhævelser.

⁴¹ Karl Marx: Kapitalen I, 1867, s.54-55; mine fremhævelser. 

⁴²Isaak Iljitsch Rubin: Studien zur Marxschen Werttheorie, (3.udgave, Moskva og Leningrad 1928), Europäische Verlagsanstalt, Frankfurt am Main 1973, s.88-89; mine fremhævelser.

⁴³ Isaak Iljitsch Rubin: Studien zur Marxschen Werttheorie, Europäische Verlagsanstalt, Frankfurt am Main 1973, (3.udgave, Leningrad og Moskva 1928), s.118-119; mine fremhævelser.

⁴⁴ Michael Eldred/Marnie Hanlon: Reconstructing Value-Form Analysis, Capital and Class 13, London 1981, s.43.

⁴⁵ Karl Marx: Hæfterne fra 1857/58, hæfte I; mine fremhævelser.

⁴⁶ Karl Marx: Zur Kritik der politischen Ökonomie, Erstes Heft, (Berlin 1859), Dietz Verlag, Berlin 1981, s.40, 43.

⁴⁷ Karl Marx: Hæfterne fra 1861/63, hæfte XIV; Teorier om merværdien 3.1, Bibliotek Rhodos 1979, s.162-163; mine fremhævelser.

⁴⁸ Cf. Kapitalen I, 1867, s.140.

⁴⁹ „Ingen bemægtiger sig [i princippet] den andens ejendom med vold. Enhver afhænder sin ejendom frivilligt.“ (Karl Marx: Hæfterne fra 1857/58, hæfte II, 1857, Grundrids I, s.145).

⁵⁰ Karl Marx: Hæfterne fra 1857/58, hæfte II, 1857, Grundrids I, s.141-151. Her drager Marx i nær tilknytning til Hegels retsfilosofi nogle formelle konsekvenser af vareudvekslingens retslige forhold. (Særligt §§: Das abstrachte Recht § 35, § 36, Das Eigentum: §44, §46, §71, Der Vertrag: §75, Die bürgerliche Gesellschaft: §183, Das System der Bedürfnisse: §190, §192).

⁵¹ Cf. Grundrids I, hæfte II, 1857, s.144.

⁵²  Cf. Grundrids I, hæfte II, 1857, s.145.

⁵³ Karl Marx: Grundrids I, hæfte II, 1857, s.146.

⁵⁴„I romerretten bestemmes en servus derfor korrekt som en, der ikke kan erhverve sig noget gennem udvekslingen (Se Institutiones [Kejser Justinians lovsamling]). Det er derfor lige så klart, at selv om denne ret modsvarer en samfundstilstand, i hvilken udvekslingen på ingen måde var udviklet, var den dog, forsåvidt den var udviklet i et bestemt omfang, i stand til at udvikle bestemmelsen af den juridiske person, netop udvekslingens individ, og således, (i henseende til grundbestemmelserne), at anticipere det industrielle samfunds ret, men frem for alt den ret, der måtte gøres gældende over for middelalderen som det opstigende borgerlige samfunds ret.“ (Karl Marx: Grundrids I, hæfte II, 1857, s.146-147).

⁵⁵ Karl Marx: Grundrids I, hæfte II, 1857, s.149: mine fremhævelser.

⁵⁶ Cf. Grundrids I, hæfte II, s.149 sq.

⁵⁷ Marx i brev til Engels den 2. april 1858; mine fremhævelser. 

John Lockes retsfilosofi er et eksempel på en naturretslig begrundelse af den småborgerlige ejendom ud fra antagelsen af, at al ejendom oprindelig hviler på eget arbejde: 

„Though the earth and all inferior creatures be common to all men, yet every man has a ,property‘ in his own ,person‘. This nobody has any right to but himself. The ,labour‘ of his body and the ,work‘ of his hands, we may say, are properly his. What soever, then, he removes out of the state that Nature hath provided and left it in, he hath mixed his labour with it, and joined to it something that is his own, and thereby makes it his property. It being by him removed from the common state Nature placed it in, it has by this labour something annexed to it that excludes the common right of other men. For this ,labour‘ being the unquestionable property of the labourer, no man but he can have a right to what that once joined to, at least where there is enough, and as good left in common for others.“ (John Locke: Two Treatises of Gouverment, (1690), Dent Dutton, London og N.Y. 1975 , lib.II, c.V, §27, s.130).