DANSK BANKHISTORIE 1700-2010

INDHOLD

• Den metalliske cirkulation
• Kurantbanken 1736-1813
• Species- , Giro- og Lånebanken i Altona 1776-1788
• Den slesvigsk-holstenske Speciesbank 1788-1813
• Den dansk-norske Speciesbank 1791-1801
• Rigsbanken 1813-1818
• Nationalbanken
• Sparekasserne
• Hovedbankerne
• Den skandinaviske Møntunion 1875-1914
• Arbejdernes landsbank
• Landmandsbankens krak
• Kronens pariføring
• Værnemagtskontoen
• Efterkrigstiden
• Bankernes bank
• Fusionsbølgen i banksektoren
• Den europæiske centralbank
• Lavrenteniveau og finanskrise
  

DEN METALLISKE CIRKULATION

• SPECIERIGSDALER,
• KRONER og
• KURANT.

Møntprægningen var oprindeligt et middelalderligt „regale“, dvs. et kongeligt monopol. I §26 i Danmarks Riges Grundlov omtales dette monopol fortsat, selvom praksis i dag afviger derfra. Den Kongelige Mønt har traditionelt stået for møntsystemet, mens forskellige banker har stået for seddeludstedelsen. Siden 1975 har Nationalbanken administreret begge dele.

Ulempen ved at have mønter af ædelmetal i cirkulation består i, at de dårlige fortrænger de gode. Publikum brugte først de afklippede, slidte og forfalskede mønter; dernæst de bedre. De gode og nye mønter forsvandt derfor fra omløbet, og blev hobet op. Når der f.eks. blev ført krig i en stat, blev denne stats nye mønters værdiindhold sat ned for at finansiere en del af de voksende statsudgifter, hvorefter nabostaten faktisk kom til at betale for en del af krigsførelsen, fordi dennes mønter blev foretrukket, og derfor forsvandt ud af omløbet. 

Udenlandske mønter cirkulerede indenfor monarkiets grænser, ligesom danske mønter cirkulerede uden for monarkiets grænser. Generelt forsvandt der mønter ud af omløbet, enten fordi de blev brugt som internationale betalingsmidler, eller fordi de blev omsmeltet, eller hobet op (hamstret). Som noget ganske aparte kan man nævne, at mønter af ædelmetal blev gravet ned sammen med andet sølvtøj, når der var krig og landet blev invaderet.

Mønternes vekselkurser varierede. I 1671 var den officielle kurs:

•1 rigsdaler = 6 mark = 96 skilling
•1 krone = 4 mark = 64 skilling

Ved siden af vekselforretningerne, som hovedsaglig bestod i vejning af mønter af ædelmetal, og omveksling, foregik der en vis brug af veksler. I 1681 var brugen af veksler således blevet lovlig. Privat kredit blev endvidere givet mod pant i jord og ejendom. Hovedparten af landbruget var selvforsynende. Dets opsparing blev, enten opbevaret på kistebunden, i strømpeskaftet, eller i sengehalmen. Den private kredit i byerne kunne også gives som bogkredit eller vekselkredit. Det var således ikke ualmindeligt, at handelshusene forrentede private pengekapitaler, dvs. drev bankforretning som bibeskæftigelse. Men indtil 1737 fandtes der ingen egentlige låne- eller girobanker inden for monarkiets grænser.

Den Store Nordiske Krig (1700-1721) førte omfattende møntforfalskninger, (det var staten, som forfalskede mønterne), og pengesedler, (statspapirpenge, som også blev forfalsket af falskmøntere), med sig [1]. Efter i første omgang hurtigt at være blevet slået ud af krigen i 1700, genindtrådte Danmark i krigen i 1709. Da der var tale om en langvarig krig, oversteg rustningsudgifterne snart statens indtægter. Den indførte derfor „autoriserede sedler“ den 8. april 1713. De „autoriserede sedler“ var i cirkulation indtil 1728, hvor de sidste blev „inddraget“, og brændt offentligt. Seddelmængden blev drastisk forøget i efteråret 1713, og der udstedtes sedler med pålydende ned til én mark. De „autoriserede sedler“ blev hovedsaglig brugt som sold til matroser og soldater. Da sedlerne ikke kunne holde deres officielle kurs, blev de et spekulationsobjekt. Visse grupper i samfundet vidste nemlig, at staten ville være tvunget til at indfri dem til deres fulde kurs efter krigen. De modtog derfor „billige“ sedler af matroserne, for efter krigen at indløse dem til fuld kurs. Borgerne måtte kun betale halvdelen af afgifter, som blev opkrævet af staten, med „autoriserede sedler“. Resten skulle betales med sølvmønt.
 

KURANTBANKEN 1736-1813

Kurantbanken fik en omfattende fundats. Den fik ret til at udstede pengesedler, (påtrykt: „Banco Seddel“), med et pålydende på mindst ti rigsdaler. Seddelcirkulationen var begrænset. Sedlerne måtte kun bruges til at betale skatter og afgifter til staten. Borgerne måtte ikke benytte pengesedlerne indbyrdes. Banken ydede banklån mod 4 % i rente og sikkerhed i værdipapirer, ædelmetal, eller varelagre. Den diskonterede endvidere veksler [2]. Sedlerne var konvertible med sølv til en fast kurs; men der var ikke fastsat noget maksimum for seddeludstedelsen [3]. Banken var i princippet et uafhængigt aktieselskab; men det skulle snart vise sig, at dens uafhængighed ikke i længden blev respekteret af staten, som dengang var et enevældigt monarki.

I årene fra 1745 til 1747 oplevede Kurantbanken sin første krise. Seddelindløseligheden blev derfor suspenderet den 16. oktober 1745. Den genindførtes i marts 1747. Reelt reddede staten banken ved at tillade den, at veksle mønter og sedler over de statslige kasser. Det var i de år, at kravet om etablering af en national- eller statsbank for første gang blev rejst i offentligheden.

Den preussiske Syvårskrig (1756-1763), som Danmark ikke var aktiv deltager i; men som gav handelen gode afsætningsmuligheder, bragte påny pengesystemet i uorden. I perioden fra 1757 til 1764 blev det således nødvendigt at udmønte gulddukater, („dobbelte rigsdalere“), for at imødekomme det voksende behov. Også seddelcirkulationen tog til igen. (Sedlernes laveste pålydende var én rigsdaler i 1762). Under Syvårskrigen var de nye guldmønter dominerende i omløbet; men i løbet af 1770’erne bliver Kurantbankens pengesedler det vigtigste betalingsmiddel.

Krigsudbruddet i 1757 bevirkede, at Preussen forfalskede sine sølvmønter med det resultat, at de blev omvekslet til bedre danske sølvmønter. Ligeledes blev sølvet hamstret, og ophobet som private skatte som følge af krigen. Det „danske“ ædelmetal strømmede altså ud af landet. Seddelindløseligheden blev følgelig suspenderet den 6. oktober 1757. Den danske stat var også tvunget til at optage lån i Kurantbanken. Lån som den efter krigen ikke var i stand til at tilbagebetale. Den vedvarende krigsfrygt førte nemlig til fortsat store rustningsudgifter og opmarsch. Følgelig voksede statsgælden. Løsningen blev bankens nationalisering i 1773. Statens gæld til banken var da så stor, at det kunne betale sig for staten at overtage samtlige aktieposter. Suspensionen af Kurantbankens pligt til på anfordring at indløse sedler mod sølv fortsatte også i tiden herefter, uden nogen iøvrigt synes at have hæftet sig synderligt ved det. Ved statens overtagelse af banken i 1773 blev sedlerne endvidere gjort til lovlige betalingsmidler. Borgerne kunne nu bruge dem indbyrdes. Tidligere havde man kun haft lov til at betale skatter og afgifter til staten med dem. Kurantbanken skulle egentlig være lukket i den 1.juli 1791; men blev det ikke.

I hele perioden fra 1757 til 1845 havde Danmark flydende valutakurser. Kurantbankens sedler holdt nogle bemærkelsesværdige stabile kurser under Englandskrigene. Sedlernes faktiske konvertibilitet beviste i praksis, at seddeldækningsregler var overflødige. Et faktum man senere igen skulle se bort fra. Først med statens voksende krigsudgifter faldt sedlernes kurser drastisk fra 1807 og frem til 1814. Krigsførelsen og handelsblokaden havde da ført til en kraftig forværret økonomisk og politisk situation [4].

Oprettelsen af landsdelsbanker i løbet af 1700-tallet skal ses på baggrund af den ulige økonomiske udvikling inden for monarkiet og ønsket om at udkonkurrere Hamborgbanken, som var sølvfodslandenes vigtigste vekselplads [5].
 

SPECIES-, GIRO- OG LÅNEBANKEN I ALTONA 1776-1788

DEN SLESVIGSK-HOLSTENSKE SPECIESBANK 1788-1813

I perioden fra 1813 til 1864 var Slesvig-Holstens møntsystem dog temmelig kaotisk. Tyske mønter dominerede omløbet og pengesedler så man traditionelt på med foragt. Op til 1864 var handelen stadig stærk afhængig af Hamborgbankens bancoveksler, selvom Nationalbanken oprettede en filial i Flensborg i 1844 for at kunne konkurrere med den. I årene fra 1848 til 1850 forsøgte Slesvig-Holsten at løsrive sig fra det danske monarki, og i 1864 tabte Danmark efter en kortvarig krig Slesvig-Holsten til Preussen og Østrig. Grænsen blev rykket op til Kongeåen. Kort efter blev Slesvig-Holsten en prøjsisk provins. Det danske valutaområde forblev imidlertid stort set upåvirket af disse begivenheder, for Slesvig-Holsten havde aldrig rigtig hørt med til det.

I perioden fra 1864 til 1920 hørte Sønderjylland til Tyskland. Efter første verdenskrigs afslutning blev Sønderjylland som led i Versaillestraktatens bestemmelser i en periode administreret af Den Internationale Kommision. Overgangsperioden bevirkede, at en del sønderjyder optog relativt dyre lån i kroner, medens den tyske mark hastig blev devalueret. En del sønderjyder havde med andre ord i overgangsperioden udgifter i kroner og indtægter i mark. Først i juli 1920 blev det danske valutaområde efter en folkeafstemning udvidet med 1. afstemningszone i Sønderjylland. De sønderjyske landsdelsbanker og sparekasser fik ved samme lejlighed et hårdt tiltrængt statstilskud til banksystemets genopbygning. Staten greb også senere i 1920’erne ind for at udligne forskellene mellem kreditforholdene i Sønderjylland og resten af Danmark.
 

DEN DANSK-NORSKE SPECIESBANK 1791-1801

• KURANTSEDLER,
• DANSK-NORSKE SPECIESEDLER og
• SLESVIG-HOLSTENSKE SPECIEBANKSEDLER.

Ved siden af Depositokassen oprettede Grosserer-Societetet i København en privat lånekasse den 24. september 1799. Lånene blev tilbagebetalt allerede inden den 1. oktober 1800. At denne kasse kun var nødvendig i så kort tid viser, hvor pludseligt kreditbehovet opstår ved kriseudbrud, fordi alle kræver kontant betaling, og hvor hurtig krisen forsvinder igen, hvis kravet bliver, (og kan blive), imødekommet. Det er altså ikke kreditvolumen, som bestemmer konjunkturerne; men indtjeningsmulighederne.

RIGSBANKEN 1813-1818

Rigsbankens indtægter stammede fra bankhæftelsen, en førsteprioritetshæftelse på alle landets ejendomme på seks procent af værdien, som enten skulle indbetales i rede sølv til banken, eller forrentes. Nationalbanken overtog i 1818 indtægterne fra bankhæftelsen.

Krigshandlingerne, som fulgte efter bombardementet af København i 1807, vanskeliggjorde distributionen af sedler. (De danske skibe, der fragtede sedlerne, kunne let blive opbragt af engelske orlogsfartøjer, som patruljerede i de danske farvande). Følgelig blev der i visse egne af landet udstedt nødpenge, (både sedler og mønter). I København udstedte Grosserer-Societetet såkaldte Komitésedler. De store krigsudgifter i perioden betød, at statens indtægter slet ikke kunne dække dens udgifter. Handelen blev ødelagt af handelsblokaden og af krigen med England. Landet oplevede følgelig en kraftig krigsinflation og varemangel. Mangelen på skillemønt fik private handlende til at udstede egne pengesedler, såkaldte billetter, for at kunne give penge tilbage. Rigsbanken selv var tvunget til at lave nødskillemønt (Rigsbanktegn). Rigsbanktegn var i omløb i flere årtier efter Rigsbankens grundlæggelse i 1813.

Rigsbanken optog sin virksomhed under særdeles vanskelige forhold. I 1813 trak Slesvig-Holsten sig ud af valutasamarbejdet og i januar 1814 blev Norge afstået til Sverige. (Den svensk-norske union oprettede Norges Bank i 1816). Det danske valutaområde blev således ret hurtigt mindre. Hvad værre var, var, at Rigsbankens sedler slet ikke kunne holde deres kurs. Publikums mistro til såkaldte papirpenge kulminerede. Landet var således både politisk og finansielt havnet i en kaotisk situation. Fangeoprør i fængslerne, „Jødefejden“, optagelse af lån med garanti i varelagre, (såkaldte warrants), optagelse af lån med garanti i jord, og tilløb til at korn og køer igen blev brugt som værdimål, markerede pengesystemets fuldstændige sammenbrud. Staten indledte herefter en deflationær politik, — den såkaldte seddelinddragningspolitik — , som varede ved i næsten to årtier. Den seddelmængde, som blev anset for at være overflødig, blev tilintetgjort i banken. Seddelkursen, som i januar 1814 var 29 % af pari i forhold til sølv, var i juli 1818 kommet op på 78 % af pariværdien. Pari — den såkaldte sølvværdi — blev dengang beregnet udfra, hvor mange rigsbankdaler i sedler der skulle til for at købe 200 sølvdaler.

Rigsbankens diskontosats giver et ganske godt billede af, hvor alvorlig krisen i penge- og bankvæsenet var i årene 1813 til 1818. I årene 1814 og 1815 var Rigsbankens diskonto således 15 %. (Det højeste niveau i hele det 19. århundrede). I 1816 sænkedes diskontoen til 10 %, og i 1817 var den 8 %. Det samme som da Rigsbanken i 1818 skiftede navn til „Nationalbanken i Kjøbenhavn.“
 

NATIONALBANKEN

Seddelmængden, hvis maksimum oprindeligt var blevet fastsat til 46 millioner rigsbankdaler, mens Norge endnu hørte med til valutaområdet, var i 1830 blevet reduceret til 18 millioner rigsbankdaler. Seddelkursen var stabil i perioden fra 1830 til 1835, hvorefter den nåede pari ved en seddelmængde på lidt over 16 millioner rigsbankdaler. Først fra 1838 ydede Nationalbanken egentlige lån. Nationalbanken var landets eneste forretningsbank indtil 1845.

Nationalbankens seddeldækningsregler trådte i kraft den 13. maj 1845. Det danske seddeldækningssystem var en blanding. Dels skulle de udstedte sedler for halvdelens vedkommende altid være „dækket“ af sølv, dvs. sedlerne skulle til enhver tid kunne omveksles til sølv på anfordring, dels blev der fastsat en maksimalgrænse på 16,5 millioner rigsbankdaler for den samlede seddeludstedelse. Loftet blev i de følgende årtier hævet flere gange, (første gang allerede i 1847). Vareomsætningen voksede nemlig langt hurtigere end forventet og loftet blev derfor meningsløst. Nationalbanken benyttede dengang endnu ikke sit „diskontovåben“; men derimod kreditrationering, dvs. den afviste at diskontere veksler, når dens valuta var truet. Den havde kun få private indskydere. 

I 1854 blev pengenavnet ændret fra „rigsbankdaler“ til „rigsdaler“.

I 1856 begynder Nationalbanken at anvende sin diskonto som kreditregulator. Diskontoændringerne er herefter hyppige. Den tidligere meget udbredte forestilling om „en retfærdig rente“ til forskel fra åger forsvinder på denne tid til fordel for en mere moderne renteopfattelse [7]. Når Nationalbanken ønskede at formindske sine udlån, hævede den sin diskonto; når den omvendt ønskede at øge sine udlån, sænkede den sin diskonto. Det generelle billede, som tegner sig, er, at en langsom stigning i diskontoen følger konjunkturudviklingen i samfundet. Først har man en moderat stigning, dernæst en kulmination med et ekstremt højt renteniveau, og derpå et brat fald mod nul, når krisen er ovre. Det høje renteniveau er ensbetydende med, at behovet for internationalt gældende betalingsmidler har kulmineret, og ført til et valutadræn. I årene 1856 og 1857, (med kulmination i november), når diskontoen således de næsthøjeste niveauer for hele det 19. århundrede; nemlig henholdsvis 6 % og 7 %. Der var tale om et international økonomisk kriseudbrud, som ramte alle lande; men som hurtigt var overstået. I 1858 kunne diskontoen således igen sænkes til 4 %.

I årene 1875, 1876 og 1877 er der ligeledes tale om relativ høje diskontosatser. (I 1877: 6,5 %). I 1878 er der en større økonomisk krise med udspring i USA og i en række engelske bankkrak. I årene 1879 til 1881 er diskontoen uændret 3,5 %. (Det næstlaveste niveau i hele det 19. århundrede). I årene 1886 til 1888 er diskontoen på det laveste niveau i hele århundredet; nemlig 3 %.

Kombinationen af storpolitisk spænding og pludselige økonomiske kriseudbrud forklarer det høje diskontoniveau i årene 1899, 1900, 1901 og 1902. I 1899 udbryder Boerkrigen i Sydafrika. I 1901 er der økonomisk krise, som varer helt ind i 1902.

Konverteringer af gammel gæld, omlægning af lån osv., var fordelagtig p.gr.a. renteniveauet i årene fra 1824 til 1826 og i årene fra 1886 til 1896. Konverteringer har også præget kreditmarkedet efter 1994 og frem til i dag. Flexlån-ordningen fører f.eks. til årlige låneomlægninger.

SPAREKASSERNE

I løbet af 1860’erne skete der en kraftig vækst i antallet af sparekasser i Jylland. I 1864 er der 30, i 1874: 218. Der var tale om udprægede landbosparekasser og sognesparekasser. Udviklingen var sammenfaldende med jernbanenettets udbygning og med gårdmændenes voksende økonomiske og politiske betydning. Indskuddene var dog små. Sparekassernes samlede udlån overhalede Nationalbankens i løbet af 1860’erne. Dermed kom Nationalbanken mere og mere til at spille rollen som en rigtig centralbank, dvs. „udlåner i sidste instans“, (eller „bankernes bank“). 
 

HOVEDBANKERNE

Centralkassen i København, oprettet i 1829, var en lidt speciel forløber for de rigtige forretningsbanker. Den udlånte beløb mod pant i varelagre, og foretog vekseldiskontering, dvs. kortvarige lån. Centralkassen udstedte ingen sedler; men udbetalte lånene i salaveksler, en slags anvisninger. Centralkassen ophørte i 1859.

I København blev den første forretningsbank, — Privatbanken —, stiftet i november 1857. Der var tale om en moderne depositobank, hvor aktiekapitalen spillede en begrænset rolle, hvorimod indskuddene, (folio), og udlånene spillede den dominerende rolle. Indskyderne kunne bl.a. råde over deres indestående beløb ved at udstede checks. Indførelsen af checksystemet gjorde egentlig Nationalbankens seddeldækningsregler til en ren parodi, for i stedet for at bruge sedler kunne man jo bare skrive en check. Først omkring 1900 blev brugen af checks dog almindelig i Danmark, og først i 1927 var anvendelsen af checks så udbredt, at der blev indført checkclearing i Nationalbanken. Privatbanken indførte også (i 1858) kontokurant; men ikke kassekredit. (Kontokurant giver mulighed for overtræk på en løbende konto). Allerede i 1860 var Privatbankens vekseldiskontering større end Nationalbankens.

I løbet af 1870’erne oprettedes yderligere to nye store københavnske aktiebanker: Den Danske Landmandsbank, Hypothek-, og Vexelbank (5. oktober 1870), og Kjøbenhavns Handelsbank (18. april 1873). Landmandsbanken var den første københavnske bank, som opbyggede et landsdækkende net af filialer. Den indførte endvidere i 1871 brugen af kassekredit. Med oprettelsen af Postgiroen i 1920 blev landets betalingsformidling yderligere forbedret.

Hovedbankernes forretninger bestod først og fremmest i kortvarig kreditgivning, (vekseldiskontering og kassekredit). De medvirkede endvidere ved grundlæggelsen af nye aktieselskaber, såkaldte emissionsforretninger. Spekulationsiveren medførte flere gange dybe bankkriser. I 1908 oplevede Danmark således en omfattende spekulationsbetinget byggekrise, som blev ledsaget af en bankkrise. Nationalbanken og staten måtte i forening indlede en langvarig rekonstruktion af de berørte banker.
 

DEN SKANDINAVISKE MØNTUNION 1875-1914

Den danske krone var oprindeligt baseret på guld med guldpariteten l kg guld lig med 2480 kroner (248 10-kroner), eller 0,403 gram rent guld for én krone. Den danske krone var samtidig „en skandinavisk krone“, for den 27. maj 1873 aftalte Danmark og Sverige Den skandinaviske møntunion. Den 16. oktober 1876 tiltrådte også Norge unionen, (efter i første omgang at have afslået den i 1873). Dermed fik Danmark og Den svensk-norske Union samme værdimål, (guld), samme prismålestok, samme pengenavn (kroner) og samme hoved- og skillemønt, samt fælles omløb af al mønt. Ved samme lejlighed blev decimalsystemet indført (1 krone = 100 øre). Mønterne havde følgende pålydende: 10 og 20 kroner i guld; 2, 1 krone, 50 øre, 25 øre, 10 øre i sølv; 5, 2 og 1 øre i bronze. Bemærkelsesværdigt nok ligner mønternes nuværende farvebelægning denne metalinddeling. Inddelingen i pålydende er ligeledes, selvom de mindste ørebeløb er forsvundet, stort set den samme som i dag. 

Den skandinaviske møntunion omfattede i begyndelsen ikke seddelcirkulationen; men i 1885 enedes man om gratis at udligne betalinger mellem landene via centralbankerne. Og i 1894 indgik Norges Bank og Sveriges Riksbank en aftale om, at modtage hinandens sedler til fuld konvertibilitet. I 1901 tilsluttede også Nationalbanken sig denne aftale. Da Norge opnåede selvstændighed i 1905, trak det sig imidlertid igen ud af den fælles seddelcirkulation.

Den skandinaviske møntunion fungerede frem til første verdenskrigs udbrud. Krigsudbruddet førte til, at mønter af ædelmetal straks blev hamstret af private. Det forsvandt derfor ud af omløbet. Landenes indbyrdes seddelkurser forandrede sig endvidere. De danske og svenske banker holdt derfor op med at acceptere hinandens sedler til pari i oktober 1915. Efter krigen blev unionen helt opgivet.

I hele perioden fra 1873 til 1914 blev der udmøntet guld i Danmark. Med første verdenskrigs udbrud suspenderedes Nationalbankens forpligtelse til at indløse sedlerne med guld til en fast kurs den 2. august 1914. Nationalbanken lod herefter seddelkursen flyde frit. Suspensionen varede ved indtil den 1. januar 1927. Ved krigsudbruddet opstod der også pludselig mangel på de ret værdifulde skillemønter af sølv og kobber, fordi publikum hamstrede dem. Nationalbanken indførte derfor én-kronesedler den 31. august 1914. To-kroneseddelen var forberedt; men kom aldrig i omløb. Fra 1918 gik man gradvis over til at bruge billigere metallegeringer for de øvrige skillemønters vedkommende. I første omgang var der tale om 5 og 10 øre af jern; men fra 1920 har de som regel været lavet af kobbernikkel.

Den første verdenskrig gav gode afsætningsmuligheder for danskproducerede varer til de krigsførende lande. Skibsfarten havde ligeledes gode indtægter, fordi Danmark forblev neutralt under hele krigen; men den øvrige del af befolkningen mærkede virkningerne af prisstigningerne. Reallønningerne blev således udhulet af de stigende priser på livsfornødenheder. 
 

ARBEJDERNES LANDSBANK

Den koorporative virksomhed Arbejdernes Brændselsforretning, (også kaldet „Arbejderkul“), havde i første verdenskrigs sidste år stor succes med at importere kul fra Tyskland. England, hvor næsten al kul plejede at komme fra, blokerede nemlig i 1917 for kulforsyningerne til Danmark med det resultat, at kullene måtte importeres fra Tyskland. Arbejderkul kunne derfor tegne sig for over halvdelen af aktiekapitalen på to millioner kroner.

Bankkrak var ikke ualmindelige i begyndelsen af 1920’ere. Det var da også ved at gå galt for Arbejdernes Landsbank. Paradoksalt nok fordi Arbejderkul efter krigen løb ind i store økonomiske vanskeligheder på grund af kraftige prisfald på kul og fejlslagne investeringer. Fra at have været bankens fødselshjælper blev Arbejderkul til en tabsgivende byrde, som truede med at trække Arbejdernes Landsbank med ned. De københavnske fagforeninger måtte træde til. Med et ekstra bidrag på to øre om ugen pr. medlem kunne banken klare skærene gennem 1920’ernes bankkriser.

Banken har ikke længere en koorporativ virksomhed som hovedaktionær; men fagbevægelsen er i dag hovedaktionær. Aktierne må ikke børsnoteres. 
 

LANDMANDSBANKENS KRAK

I 1912 havde bankernes samlede indskud overhalet sparekassernes; men forspringet blev sat over styr, fordi kunderne i begyndelsen af 1920’erne mistede tilliden til bankerne. En del indskud blev flyttet over i sparekasserne, og i 1926 var deres samlede indskud større end bankernes. Først i 1936 overhalede bankerne på ny sparekasserne.
 

KRONENS PARIFØRING

Efter pariføringen af kronen til 1914-kursen i årene 1925 til 1927 genindførtes sedlernes guldkonvertibilitet. Fra den 1. januar 1927 til den 29. september 1931 kunne man således igen omveksle sedler til guld; men da guldet ikke længere blev udmøntet, var muligheden i praksis begrænset til store beløb, for man kunne kun få omvekslet til guldbarre. Den genindførte guldindløselighed varede kun ved en stakket stund. Som følge af verdenskrisen, — krakket i Wall Street —, forlod Storbritannien, som havde genindført guldindløseligheden den 28. april 1925, nemlig igen guldet den 21. september 1931. Kort efter, (den 29. september 1931), vedtog Rigsdagen, at lade Nationalbanken få lov til at gøre det samme. Herefter var der igen tale om en markedsbestemt flydende kronekurs uden binding til guldet. Nationalbanken førte dog en slags fastkurspolitik i forhold til pund sterling, idet kronen devalueredes i samme grad som pundet. Da kronen i slutningen af 1931 blev ved med at falde i forhold til pariværdien, indførtes valutarationering. Kronen var da faldet til under 80 % af pariværdien. Den sidste devaluering af kronen blev foretaget som led i Kanslergadeforliget den 31. januar 1933. Herefter holdt Nationalbanken en fast kronekurs i forhold til pund sterling. Kronens seddelkurs var dermed blevet nedskrevet til 50 % af 1914-kursen i forhold til guld. Fra den 29. januar 1932 og 1930’erne igennem varetog Nationalbankens valutakontor, den såkaldte valutacentral, kontrollen med valutaen. Al fremmed valuta var rationeret. Det var således nødvendigt at få Nationalbankens tilladelse, hvis man skulle bruge fremmed valuta. Dermed opnåede Nationalbanken reelt fuld kontrol med landets import.

Nationalbankens diskontoniveau i 1930’erne afspejler det typiske kriseforløb. Først sættes diskontoen i 1931 op til 6 %; derpå sænkes den brat, for i 1933 og 1934 at nå ned på kun 2,5 %. (Det hidtil laveste niveau siden Nationalbankens grundlæggelse).

VÆRNEMAGTSKONTOEN

Den tyske besættelse blev finansieret over den såkaldte værnemagtskonto. Staten garanterede Nationalbankens udbetalinger. Faktisk var der tale om to konti: „Clearing Konti med Udlandet“ og „Forskellige debitorer“. Den første konto androg ved den tyske kapitulation i 1945 ca. 2,9 milliarder kroner. Den anden konto androg da cirka fem milliarder kroner. Staten overtog pr. 5. maj 1945 hæftelsen for Nationalbankens tilgodehavener.

Under anden verdenskrig blev pengemængden firedoblet i forhold til niveauet før krigen, hvilket gav anledning til fornyet inflationsfrygt. For at komme de let tjente formuer til livs gennemførte staten en engangsbeskatning af krigsgevinster og en pengeombytning. Pengeombytningen blev foretaget ganske kort efter krigens afslutning den 23. juli 1945. Samtlige Nationalbanksedler blev indkaldt. Denne hemmeligholdte aktion ramte tidligere værnemagere og sortbørsgrossere hårdt. Pengeombytningen viste, at skatteunddragelserne androg knap tre milliarder kroner, dvs. en femtedel af de samlede formuer. Der var tale om en aktion, Nationalbanken havde planlagt allerede under besættelsen.
 

EFTERKRIGSTIDEN

Indtil 1952 var Nationalbankens sedler påtrykt: „Nationalbankens sedler indløses med guld efter gældende lov“. I praksis kunne sedlerne imidlertid ikke indløses og indløseligheden er ikke siden forsøgt genindført. 

I 1950 blev Den Europæiske Betalingsunion, EPU, oprettet med det formål at gøre de europæiske valutaer indbyrdes omvekselige. Nationalbanken deltog i samarbejdet. I 1958 opnåedes også konvertibilitet med dollaren, hvorefter organisationen blev nedlagt.

I 1960’erne kunne Nationalbanken holde nogenlunde stabile kronekurser ved at foretage såkaldte open-market operationer, dvs. købe henholdsvis sælge værdipapirer (obligationer). Sedlernes kurs blev således bestemt af markedet; men med staten som en stærk medspiller. Endvidere deltog Nationalbanken i det internationale valutasamarbejde. 

Efter krigen tilsluttede Danmark sig Den Internationale Valutafond, IMF, aftalt i Bretton-Wood i 1944. Der blev skabt et internationalt valutakurssystem med relativt faste, omend justerbare kurser. Ankeret i dette system var dollarens guldkonvertibilitet. Kursudsving på +/- 1 % i forhold til dollaren var acceptable. Bretton-Woodsystemet viste sig ret stabilt, og eksisterede indtil 1971. Derpå fulgte en mere ustabil periode, som kulminerede under den såkaldte oliekrise i 1974.

I slutningen af 1960’erne sætter Nationalbanken som en følge af tiltagende valutauro diskontoen op til et relativt højt niveau, (i 1967: 7,5 %; i 1969: 9 %). 1970’erne karakteriseres i det hele taget af et særligt højt diskontoniveau. I 1974 sættes diskontoen i forbindelse med den såkaldte første oliekrise, valutauro, prisstigninger, arbejdsløshed og voksende statsgæld, op til 10 %. Statens voksende gældsproblemer førte til rekordhøje renter omkring 1980. Nationalbankens diskonto sættes op til 11 %; men obligationsrenten, som gælder for den langfristede gæld, kom endnu højere op (20 %). Årene omkring 1980 var karakteriseret af stor arbejdsløshed, inflation, stagnation, store gældsproblemer og den såkaldte anden oliekrise i 1981.

Det europæiske „slangesamarbejde“ blev indledt i 1972; men blev først effektivt ved etableringen af EMS’ens fælles flydning i 1979. Det enkelte lands valuta kunne flyde inden for bestemte ret snævre udsvingsgrænser med mulighed for kursjusteringer. De involverede centralbanker forpligtede sig til at intervenere til fordel for en valuta, som var ved at ramme bunden i slangen. Til brug ved afregning centralbankerne imellem brugtes den europæiske regningsenhed, ecu. EMS’en fungerede frem til sommeren 1992, for at bryde endeligt sammen i januar 1993. I dag (2004) har kronen en fælles stabil flydning med euroen med ret snævre udsvingsgrænser (+/- 2,25 %), som bygger på en lignende aftale med eurolandene. Sælger Nationalbanken fremmed valuta, styrkes kronekursen (på kort sigt). Køber Nationalbanken omvendt fremmed valuta, svækkes kronen (på kort sigt). Endvidere kan Nationalbanken hæve sine rentesatser. Hæver den f.eks. sin diskontosats, styrkes kronekursen. Sætter den omvendt diskontosatsen ned, svækkes kronekursen.

Nationalbankens valutakurspolitik fastsættes af den til enhver tid sidende regering. Det mest markante skift i efterkrigstidens valutakurspolitik blev foretaget i efteråret 1982 af den nytiltrådte konservativt ledede regering. Den erklærede, at den ville gøre det til en af sine mærkesager at føre en såkaldt fastkurspolitik over for EF-området. Alle efterfølgende regeringer, (herunder socialdemokratisk ledede), har ført samme pengepolitik. Da ændringen i valutakurspolitikken fulgte på næsten ti års devalueringer, valutauro, prisstigninger, stor arbejdsløshed, voksende statsgæld og underskud på betalingsbalancens løbende poster, føltes skiftet desto mere markant. Den nye valutakurspolitik ville næppe have været lykkedes, hvis ikke den var blevet kombineret med andre statsingreb, f.eks. indkomstpolitik.

Som noget helt unikt for perioden fra 1983 til 1989 forblev Nationalbankens diskonto den samme; nemlig 7 %. 1990’erne begyndte med et højt konjunkturbetinget renteniveau, som muligvis blev forstærket af Forsikringsselskabet Hafnias krak. Renteniveauet kulminerede i 1992. Herefter kunne Nationalbanken atter gradvist nedsætte sin diskonto.

Nationalbankens tidligere praksis, (særligt anvendt i 1960’erne), med køb og salg af obligationer i det åbne marked for at påvirke likviditeten er i dag forladt til fordel for et folioramme- og indskudsbevissystem[9].
 

BANKERNES BANK

Mellem forretningsbankerne, (og mellem forretningsbankerne og Nationalbanken), afvikles betalingerne af Nationalbankens betalingssystem— Kronos. Afviklingen foregår elektronisk, og udligner gensidige fordringer bankerne imellem uden brug af kontanter. Desuden er Nationalbanken opkoblet til en række clearingsordninger og forbindelser f.eks. til Værdipapircentralen. 

Siden 1992 har Nationalbanken således reguleret likviditeten ved hjælp af sine korte rentesatser:

• Foliorenten (dag til dag renten).

• Udlånsrenten (indskudsbevisrenten), dvs. 14 dages renten.

På Nationalbankens foliokonti afvikles de daglige transaktioner mellem forretningsbankerne og forretningsbankerne og Nationalbanken. Der er tale om fuldt likvide midler, som forrentes med foliorenten. Foliorenten har siden april 1992 været lig med Nationalbankens diskontosats. På sin foliokonto i Nationalbanken må en forretningsbank ikke foretage overtræk fra dag til dag. (I løbet af den samme dag kan der godt forekomme overtræk). Dagen er altså mindste enhed for rentetilskrivning.

Den enkelte forretningsbank tildeles en beregnet ramme for sin foliokonto, som den forventes at holde sig inden for. Loftet gælder som indviduelle foliorammer, der er fordelt på de enkelte forretningsbanker, og som fra tid til anden ændres. De individuelle foliorammer må godt overskrides, så længe den samlede folioramme ikke overskrides. Formålet med foliorammesystemet er at forhindre, at der opbygges store indskud på folio, som kan bruges til spekulation i rente- eller valutakursændringer. Hvis den samlede folioramme, (på ca. 20 milliarder kroner), overskrides ved dagens afslutning, vil Nationalbanken udstede indskudsbeviser. Det har Nationalbanken dog endnu kunnet undgå.

Foliorenten udgør som regel bunden for dag til dag renten på pengemarkedet. Forretningsbankerne kan vælge mellem at indsætte sine likvider på folio i Nationalbanken eller udlåne dem på det almindelige pengemarked, hvor risikoen anses for at være større.

Forretningsbankerne kan opnå lån mod sikkerhed i værdipapirer. De kan foretage indskud ved at købe indskudsbeviser af Nationalbanken. Indskudsbevisernes løbetid er 14 dage. Indskudsbevis og udlånsrenten er ens. Udlånsrenten kaldes også indskudsbevisrenten.

Kun om fredagen én gang om ugen er det muligt for forretningsbankerne at placere eventuel overskudslikviditet i indskudsbeviser, som forrentes højere end indskud på folio. Løbetiden er dog længere, og må derfor indgå i overvejelserne. Overskudslikviditeten kan selvfølgelig også udlånes på det almindelige pengemarked.

Nationalbankens regelmæssige markedsoperationer foregår på en fast ugedag (fredag). Ved denne lejlighed kan forretningsbankerne låne i 14 dage mod sikkerhed i værdipapirer, eller foretage indskud i 14 dage ved at købe indskudsbeviser af Nationalbanken. Der foregår en begrænset omsætning af indskudsbeviser mellem forretningsbankerne; men de må ikke omsættes uden for denne kreds. Den samlede post for indskudsbeviser i Nationalbankens regnskaber er ca. 160 milliarder kroner.

Forretningsbankernes adgang til likviditet begrænses kun under valutakriser. Ved at sælge indskudsbeviser opsuger Nationalbanken likviditet. Ved at købe indskudsbeviser øger Nationalbanken likviditeten. 

Nationalbankens ekstraordinære markedsoperationer sikrer, at den samlede folioramme på ca. 20 milliarder kroner ikke sprænges. De ekstraordinære markedsoperationer, som kan foregå alle bankdage, justerer likviditeten. De største udsving i likviditeten forekommer i forbindelse med statens betalinger.

Da Nationalbankens 14-dages rente er højere end foliorenten, tilskyndes forretningsbankerne generelt til at begrænse deres indestående på folio.

Det er alene forretningsbankerne og staten, som må have konti i Nationalbanken. Staten er Nationalbankens største kunde. Statens konto forrentes med diskontoen. Staten foretager alle sine udlandsbetalinger gennem Nationalbanken. Staten må ikke låne direkte af Nationalbanken, som i princippet er uafhængig af den siddende regering og dens finanspolitik. Staten optager lån ved at udstede statsobligationer. 

FUSIONSBØLGEN I BANKSEKTOREN

Ved siden af den egentlige bankvirksomhed opererer de store banker i dag også inden for realkredit- og forsikringsområdet. 

Udbredelsen af den elektronisk-digitale betalingsformidling, som giver store besparelser ved stordrift, og den politisk-økonomiske integration i EU driver fusionsiveren fremad.
 

DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK

Den 1. januar 2002 blev euroen i de nu tolv eurolande taget i brug som gangbar mønt. Efter en kort overgangsperiode med dobbelt cirkulation gik landene over til kun at bruge euro. EU er blevet udvidet flere gange siden; men kun fire af de nye lande er optaget som eurolande; nemlig Slovenien, Cypern, (græsk del), Malta og Slovakiet. Euroområdet omfatter herefter seksten lande.

LAVRENTENIVEAU OG FINANSKRISE

NOTER

1.) Den første pengeseddel blev åbenbart udstedt privat i Norge, jvf. forordning af 22. juni 1695. Norges Banks internetside oplyser følgende herom: 
 

Kong Christian V gav sin venn, kjøpmann og skipsreder Jørgen Thor Møhlen fra Bergen rett til å utstede og betale med sedler som skulle være gangbare fra Åna-Sira og nordover langs kysten. Dette var en håndsrekning til Møhlen for at han skulle komme over en likviditetskrise etter skipsforlis og tap i Vestindien, som delvis skyldtes kongens politikk. Sedlene var derfor tenkt å skulle gjelde bare i en overgangsperiode på inntil 5 år før de ble innløst i mynt. Istedenfor å sirkulere som akseptert betalingsmiddel, ble imidlertid sedlene møtt med mistro og raske krav om innløsning i ekte vare, dvs. mynt. Møhlen kunne ikke innfri disse kravene hurtig nok og gikk konkurs. 

2.) Lad os se nærmere på, hvordan vekselcirkulationen virkede i praksis:

En københavnsk grosserer (A) sendte for eksempel et parti varer, f.eks. rørsukker, fra København til Hamborg. De modtages af hans korrespondent (B). En anden hamborgsk grosserer (C) eksporterede omvendt varer, f.eks. kaffe,  fra Hamborg for et tilsvarende beløb som A til grosserer (D) i København. For at undgå risikable pengetransporter og kostbare sejladser trak A i København i stedet for kontanter, — en såkaldt tratte — , på B i Hamborg. D i København købte tratten af A, og sendte den pr. brev til C i Hamborg, som så præsenterede den for B på forfaldsdagen. B betalte den. Dermed var gældsforholdet blevet bragt ud af verden, uden at det overhovedet havde været nødvendigt for grossererne at bruge rede penge, og uden at det havde været nødvendigt at fragte sølv mellem København og Hamborg.

Parallelt med den metalliske cirkulation opstår der altså en cirkulation af veksler. Når seddeludstedende banker førhen som regel blev underlagt særlige dækningsregler, fordi lovgiverne troede, at bankerne kunne sætte lige så mange pengesedler i omløb, som de havde lyst til, overså de, at denne foranstaltning ikke kunne forhindre nogen i at udstede en veksel i stedet for at bruge rede penge. Længe før checken blev indført i Danmark, havde allerede vekselcirkulationen gjort seddeldækningsregler overflødige.

Lad os tage et andet eksempel. A leverer råstoffer til B. B betaler A med et gældsbevis, — en veksel. Dermed har B lovet A, at ville betale på et senere tidspunkt, f.eks. efter tre måneder. Efter tre måneder kan han betale A med pengene, som han modtager gennem varesalget fra sin fabrik. Herefter er de hinanden kvit. 

Grosseren (A) kunne imidlertid vælge at gøre noget andet end at vente i de tre måneder, vekslen løber.
 

• Han kunne for det første bruge vekslen i varehandelen og købe varer med den. Når vekslen blev brugt på denne måde, blev den påtegnet, (endosseret), på bagsiden med den sidste ejermands underskrift. Vekslen erstattede dermed rede penge i dens løbetid.

• For det andet kunne grosseren (A) vælge at diskontere vekslen, dvs. han kunne låne på den i sin bank, og dermed straks opnå rede penge. Ved at diskontere vekslen blev banken kreditor i forhold til den oprindelige udsteder af vekslen (B), og modtog derfor en del af renterne på vekslen, som blev beregnet i forhold til restløbetiden. Banken køber altså vekslen til underkurs. Man siger derfor, at banken diskonterer vekslen. Udtrykket „bankens diskonto“ stammer fra denne beregning. For vekslen kunne banken også give grosseren en kreditgaranti, f.eks. en bankkonto, som han kunne overtrække efter nærmere aftale. 

Vekseldiskonteringen var en gang en af bankernes vigtigste opgaver. Den er i dag blevet erstattet med elektroniske betalingsoverførelser.

3.) I kraft af at være en seddeludstedende bank lånte Kurantbanken reelt rentefrit af publikum. For lånene kunne den investere i rentebærende papirer, som gav den et afkast, hvorved den opnåede en såkaldt møntningsgevinst. Dog måtte den trække fremstillingsomkostningerne til (banco-) sedlerne fra gevinsten. Den Kongelige Mønt kunne selvfølgelig have en tilsvarende indtægtsmulighed.

4.) Kursstabiliteten kan forklares med den rolle, den metalliske cirkulation og de private reserver i menigmands lommer og gemmer spillede for den tids banksystem. Banksystemet bestod i en kombination af metallisk cirkulation, seddelcirkulation og vekselcirkulation; men landets samlede sølvreserve, var endnu ikke koncentreret i bankerne. Så længe der forefandtes en sølvmøntreserve blandt publikum, kunne sedlerne derfor ikke blive helt værdiløse. Kurantbankens sedler erstattede blot mønter af tilsvarende værdi. En Rdlr.- mønt blev f.eks. erstattet med en seddel med samme pålydende. 

5.) Hamborg var indtil dannelsen af Det tyske Rige en selvstændig byrepublik. Hamborg spillede en vigtig rolle for sølvfodslandene i Nordeuropa. Hamborgs egne mønter cirkulerede ikke. I stedet cirkulerede en række fremmede staters mønter i Hamborg. De fremmede gangbare mønter var af dårlig kvalitet. De kunne være falske, slidte og afklippede, og beregningerne var svære at foretage, for der var mange forskellige mønter i omløb. Når fremmede veksler blev trukket på Hamborg, blev de hamborgske købmænd derfor nød til at betale en overkurs. Ved at oprette Hamburger Girobank i 1619 undgik de en overkurs. 

Banken var konstrueret omkring en såkaldt banco mønt af sølv, der ikke cirkulerede, og som derfor ikke gav anledning til nogen overkurs. Herefter blev det let at beregne vekslerne, for bankens banco mønter repræsenterede den foreskrevne metalværdi. De blev nemlig ikke slidt.

Grossisten, rederen, købmanden, eller bankieren deponerede sine forskellige fremmede (dårlige) mønter i banken, hvor de blev opbevaret sikrere, end han selv kunne. Banken beregnede derpå hans indskud i banco mønt, og trak diverse gebyrer fra. Banken kunne herefter ved en simpel beregning uden at bruge virkelige mønter foretage en udligning af de forskellige kontohaveres tilgodehavender. Kun når balancerne ikke kunne udligne hinanden, var rede penge nødvendige. 

Bankens anden hovedopgave var at sende penge hen, hvor dens kunder havde brug for dem. Det gjorde den ved at sende veksler til andre landes banker. Banken lånte ikke ud. Hamborgbanken indgik i Den tyske Rigsbank i 1872.

6.) Nationalbanken fik fornyet sin oktroj i 1907. Ved samme lejlighed blev det gamle seddeldækningssystem fra 1845 afløst af en regel om, at 50 % af seddelmængden i omløb altid skulle være dækket med guld. I 1936 ændrede Rigsdagen Nationalbankens status fra aktieselskab til en selvejende institution. Nationalbankens aktier blev indløst med statsgaranterede obligationer. Staten indskød endvidere 50 millioner kroner. Ved samme lejlighed skiftede banken navn fra „Nationalbanken i Kjøbenhavn“ til „Danmarks Nationalbank“. Nationalbankloven af 1936 gælder fortsat; men praksis afviger på afgørende punkter, f.eks. taler Nationalbanklovens §10 om „en guldfond“, som aldrig har fået nogen praktisk betydning. 

7.) Maksimalrentebestemmelserne, (forbudet mod åger), stammer fra 1547. Bestemmelserne var inspireret af Martin Luther og Melancthons protestantisme. Maksimalrenten blev først fastsat til 6,25 %. I 1567 blev den sat ned til 5 %. I 1662 blev den hævet til 6 %. Maksimalrentebestemmelserne blev første gang forsøgt afskaffet i 1857; men genindførtes allerede i 1858. De blev endeligt ophævet i 1942, (jvf. lov af 3. juli 1942).

8.) Introduktionen af det gebyrfrie elektroniske Dankort blev en kæmpesucces. I slutningen af 2007 var der således udstedt mere end 3,86 millioner kort, hvoraf ca. 2,8 millioner kort var kombinerede Dankort/Visacard. Kilde: Dankort A/S.

9.) Indtil 1975 brugte Nationalbanken såkaldte kassebindingsregler til at regulere forretningsbankernes udlån. Dvs. forretningsbankerne var forpligtede til at have visse minumumsreserver. I den efterfølgende periode, (frem til sommeren 1985), gik Nationalbanken gradvist over til at anvende et såkaldt lånerammesystem. Lånerammen betød, at hver bank og sparekasses dag til dag lån i Nationalbanken begrænsedes af størrelsen på deres respektive egenkapitaler. I august 1987 blev det endvidere muligt for forretningsbanker at låne direkte i Nationalbanken. 

10.) Vanskelighederne ved at opgøre den samlede pengemængde i et samfund fremgår af citatet nedenfor:

Ud over sedler og mønter forekommer det naturligt at medtage indestående på konti med tilknyttet dankort eller check, der stort set er lige så likvide som sedler og mønter, i en definition af penge. Hermed inddrages også rentebærende aktiver, og der kan opstå et afgrænsningsproblem mellem, hvad der opfattes som penge og ikke-penge. Næste trin — at inddrage andre typer af bankindskud — synes uundgåeligt, da indskud på konti med tilknyttet dankort eller check er et tæt substitut til andre typer af indskud. Der kan også inkluderes andre aktiver, f.eks. kortfristede værdipapirer og uudnyttede lånetilsagn i pengeinstitutter.
(Kilde: Pengepolitik i Danmark, 2. udgave, Danmarks Nationalbank 2003, boks 4.3, side 128).

12.) I sommeren 2008 krakkede Roskilde Bank. Det blev snart klart, at andre mellemstore banker også var eksponeret. Det såkaldte interbankmarked havde skabt mulighed for hurtige gevinster og en omfattende spekulationsiver. Med interbankmarkedets sammenbrud ville en række banker med stor sandsynlighed komme i vanskeligheder. I Danmark var finanskrisen også forbundet med omfattende svindel. I folkemunde talte man om „roskildesygen“.

Nationalbankens direktør Nils Bernstein sammenfattede hele perioden i et interview med Politiken:

Det starter faktisk fra årtusindskiftet. Indtil da har man lånt ud på basis af indlån fra kunder, der skyder penge ind i banken, men så starter det med, at bankerne finder ud af, at der ligger en mulighed i, at man kan låne penge på kapitalmarkederne i ind- og udland og så låne dem ud. Udlånsvæksten var klart størst for de mellemstore banker. (Citeret fra Dagbladet Børsens hjemmeside).

KILDER

Herudover har jeg brugt Statens Arkiver, (navnligt i forbindelse med banken i Altona), Dansk Mønt, (især i spørgsmålene om pengematerialer), Peter Flensborgs artikler om: Europæiske møntunioner i midten af 1800 tallet, Danmarks Seddelhistorie 1713-1813, Fra guld- og sølvmønt til lapper af kulørt papir, Arbejdernes Landsbank, Den Danske Bank, Norges Bank og Danmarks Nationalbanks hjemmesider.